Hun er som en Rose, saa frisk og blød!
Ja en levende Rose, baade hvid og rød.
Hun skinner for mig som Bjergtoppens Snee,
I hendes Øine er Himlen at see.
Jeg veed det nok, at Himlen hos hende
Er den, som Mahomedanerne kjende;
En Houri er hun, et djævelsk Skarn,
Og dog et mageløst Deiligheds-Barn.
Hun lyser ind i mig med Øinenes Ild,
I al den Glands farer Mennesket vild;
Hun siger da til mig, det er som et Qvad:
„Nyd Livets Minuter, pluk Blomstens Blad,
Troer Du, at en Djævel gjør Mennesket glad!”