— immer sehnt sich fort das Herz,
Ich weis nicht recht, ob himmelwärts;
Fort aber will es hin und hin,
Und möchte vor sich selber fliehn.
Göthe
Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!
Jeg saae dine Bølger faae Liv og svulme til Fjelde.
Din Sang var saa dyb, som steeg den i Smerte;
Og dog har du intet levende Hjerte!
Nei, kold og død du styrter med Vælde
Dine skummende Fjelde. —
Her har ei Hjertet sit Hjem!
Nei, over Hederne frem,
Til de grønne Skove, de blomstrende Vange,
Lystig afsted, med jublende Sange!
Herlige Land! — romantiske Egne!
Piger, som ingen Digter kan tegne,
— — Hvorfor vil jeg ile?
— Den jydske Amor har ingen Pile!