Bruden i Rørvig Kirke
(Et sjællandsk Sagn)
(Et sjællandsk Sagn)
— — — en Skjæbne, som end hænger
I Stjernerne, begynde skal i Nat.
Shakspear’s Romeo og Julie
I
Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. —
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.
II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.
III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.
IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,
Halv er hun Barn kun, halv en voxen Møe,
Og Øiet er en dyb, en kulsort Sø,
Hvor Sjælen stormer, og hvor Bølgens Gang
Ei dæmper Hjertets dybe Orgelklang.
Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk;
Paa Læben svæver Smertens bundne Suk;
Men hun er smykket, som en Konges Brud,
Fromt knæler hun og beder til sin Gud;
Saa underligt det mørke Øie brænder,
Og næsten vrider hun de spæde Hænder.
Hos hende staaer en Yngling, høi og stolt,
Han er i Første-Pragt, men Blikket koldt;
Saa mørkt han stirrer her paa Pigen kun,
Og ligner ret et Liig, saavel som hun,
Han leder hende taus til Altret frem;
Den gamle Præst skal der velsigne dem.
Ak aldrig viede han to saa smukke;
Og aldrig hørte han saa dybe Sukke,
Sligt Sorgens-Bryllup aldrig før han saae.
Som Aander rundtomkring de andre staae,
Kun een, den mægtigste man blandt dem seer,
Hvor kun det fule Smiil om Læben leer,
Med raske Skridt til Altret træder frem,
Han vexler Ringene imellem dem.
— I Kirken er det tyst, som i en Grav,
Man hører kun det nære, barske Hav.
Nu toner hendes „Ja!” — saa dybt det klang,
Ret som den Døende der sukker sidste Gang.
Høit stiger Sangen nu mod Kirkens Bue,
Det er saa sært, at Hjertet ret maa grue!
Og atter bliver Alt igjen saa tyst,
At Bølgen høres kun mod Sandets Kyst.
V
Ved Crucifixet Præsten sværge maa,
Ved Hjertets Fred, ved Himlens høie Blaae,
Ved Dagens Lys, ved Kraftens høire Haand,
Ved Jesu Christ, Gud og den hellig’ Aand,
Ved Alt hvad her og hist ham møde maae,
Ei speide det, som kun er klart for Gud;
Først da, de fører ham paa Heden ud,
Hvor Himlen hvælver sig saa blaae og rolig,
Og hvor han snart seer Hjemmets stille Bolig.
VI
Ad ukjendte Veie, gjennem det dybe Sand,
Vender igjen tilbage den gamle Mand;
Fra Kirkens Rude seer han Lysstraalen spille,
Men derinde, er Gravens evige Stille.
Skjult vil han vente den kommende Dag.
Ved Stranden ligger et Skib med det russiske Flag.
Saa underligt svulmer hans Bryst — o evige Gud!
Som han lytter, falder i Kirken et Skud —
Det runger sært i Natten gjennem Hvælvingen hen,
Men snart bliver der atter et Dødsstille igjen.
Nu aabnes Kirkedøren, og see — Mand for Mand
Haste de alle bort, ned mod den nøgne Strand;
Der tales, men Præsten ei fatter de fremmede Ord;
Vildt Kapperne flagre i Vinden — de stige ombord.
See ved Maanlyset Mændene der! — men den gamle Mand
Knæler bag Kirken og læser sit Fadervor,
Og aabner derpaa Døren til Kirkens Chor.
VII
Hvert Spoer er her forsvundet, som Læbens sidste Sang;
Dog see — en Krudtdamp bølger igjennem Kirkens Gang,
Og Gulvets Fliser ligge jo ganske løse her;
Den gamle Præst sig bøier, og da han løfter hver,
Seer han den sorte Kiste — der har man Pigen lagt.
Et deiligt Liig! hun ligger dræbt, i sin Brudedragt.
Ramt er hun af en Kugle, tæt ved det venstre Bryst,
Hør, derfor sukker Bølgen rundtom den døde Kyst;
— Men Skibet er forsvundet fra Horizontens Rand,
Og roligt skinner Maanen henad den hvide Strand.