Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der,
Jeg sætter Dig dog ind i Verset her;
Du lille Flod, som bruser vildt afsted,
Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med;
Selv Fuglen her imellem Engens Blommer,
Der flagrer bort, saa snart han seer jeg kommer.
— Hvad, tænker den, at undgaae mig med Sligt?
Jeg vil — og den maa qviddre i mit Digt.
Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster;
En Digter er en farlig Hexemester!
Hist staaer en Pige — nøgne hvide Been,
En deilig Væxt, slank som en Vidiegreen,
Hun vasker Liin — men vender Ryggen til;
Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil?
Ha, hvad er det! Har Tryllestaven svigtet,
Hun trodser! Vel — hun skal dog ind i Digtet!
Som der hun staaer, jeg hende tage vil,
Nu skal hun staae og vende Ryggen til.
Her er det Hele: Lyset smukt med Skyggen,
Og Pigen, som nu altid sees paa Ryggen.