H.C. Andersen (1805–75)

Naar man saa godt som hver en Aften maa

Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,

Som dømme mildt, og man er velseet,

Saa ønsker man at møde en Poet,

Der kunde give Ord for det herinde.

Men det Slags Folk er ikke let at vinde;

De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog

Nu atter kunne skrive Epilog!

Det Thema udpiint er, ei værdt at høre”.

Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre

Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.

Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,

Det næsten som et Eventyr her groer,

Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,

Og Tanken er saa nær just dette Sted.

Paa denne Scene alt som ganske lille

I Pantomimen legede jeg med,

Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.

Saa skifted om det gamle Legested,

En større Scene, Dands og Deilighed:

Balletten aabnede sit Tryllerige.

Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,

Og milde Øine saae den unge Pige —

Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:

„Fremad i Kunsten!” klang dens dybe Stemme,

Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,

Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt

Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.

Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,

Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.

Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt

Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,

Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,

Der vakte Længsel og dog Mod tillige.

Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!

— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;

— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.