Folkesangen har en Verden inde,
Du har kaldt den frem til Liv paa ny,
Sangens Musa kom, en nordisk Qvinde,
Snillet selv, og dog som Barnet bly.
Selv Du ei Din bedste Ynde kjender,
Sjælens Reenhed, ubevidst udtalt;
Hellig for Din Kunst Dit Hjerte brænder;
Gud er Dig dog Stjernen over Alt!
I Krystal skal Nectardrikken bydes,
Norden har ved Dig een Stjerne meer,
Ved Din Sang vi lutres, røres, frydes:
Der er Jubel, hvor man Dig gjenseer!