Høit under Taget, hvor Svalen boer,
Har ogsaa Studenten sit Kammer,
Der sidder han nærmere Englenes Chor,
Trods Stuens og Salens Madammer;
Paa Væggen hænger hans hele Stads,
I Lommen er Skillinger fire,
Paa Bordet ligger Homer og Horats
Samt mange beskrevne Papire.
Et Tællelys brænder i Stagen smukt,
Selv skjærer han Aftensmaden;
Det er saa silde, hans Dør er lukt,
Kun Vægteren sværmer paa Gaden;
Lad ham kun sværme i blaa Talar,
Det rager Studenten jo ikke,
Han stirrer saa taus gjennem Rudens Glar,
Seer Stjernerne blinke og nikke.
Han tænker paa mangen en Barndoms Drøm,
Imedens han stopper sin Hose,
Da bliver om Hjertet han ganske øm,
Hans Kinder see ud som en Rose.
Han yndes af Mange, har dog ingen Ven,
End sige en lille Veninde,
Thi flagre hans Sukke i Natten hen,
Til Nar for de lystige Vinde.
Men sukke og græde er ingen Plaster,
Undtagen for syge Poeter,
See! Maanen sidder paa Taget og leer
Ad ham og ad Povel og Peter.
Studenten damper sin Pibe ud,
Og vender saa Lyset i Stagen,
Saa beder han barnlig en Bøn til Gud,
Og trækker saa Dynen om Hagen.