Fragmenter
af H. C. Andersens „Ahasverus“, et lyrisk dramatisk Digt
af H. C. Andersens „Ahasverus“, et lyrisk dramatisk Digt
(Af anden Afdeling.)
Rom. Colosseum.
En Carthaginienser.
Men hvorfra kommer denne store Rigdom?
Romeren.
Tænk dig lidt om! husk Rom er Verdens Hjerte,
Og al dens Blod, dens Guld maa strømme til det;
Men hør Musik, vor store Keiser kommer
Domitianus, Hærens, Folkets Ven!
En sjelden Aand, saa stor og høist forskjellig.
Snart som et Barn han kan uskyldig lege
Den hele Dag, og slaae med Fluesmækken
Mod Marmorsøilen Fluerne ihjel;
Snart han udtaler kongelige Ord,
Og stolte Bade, Buer og Theatre
Er opreist til en Morskab for hans Folk.
Hver Dag forvandler han da til en Fest
For sig og os! vor store Keiser leve!
Carthaginienseren.
Som Tordendrøn den stærke Jubel runger.
Nu tier den! og Alt med Eet er stille!
Jeg hører Brølet fra de vilde Dyr!
Nu aabnes Skrankerne! ha! det er Tigre!
Hvor smidige! hvor lette, hvilke Spring!
En Skare nøgne Mænd skal kæmpe mod dem!
Ha, hvilket Skue! Vee, de sønderslides!
Høit som en Sø i Oprør jubler Folket:
Hvo vare disse, som bleve Tigrens Føde?
Romeren.
Kun fangne Jøder! Endnu stundom kommer
En Ladning hid! men de gaae langsomt af,
De blive kjøbte kun til Dyrekampen
Og Fiskedammene, — hvor de fortæres! —
Men Tuben klinger atter! Tegnet lyder!
Det er et Skue! Hundred’ nøgne Knøse,
Saa kraftig brune, hver en Muskel svulmer,
Og høit er Brystet, Øinene kulsorte;
De træde frem, de gribe kraftigt fat;
See, hvor den skarpe Kniv i Solen blinker!
Der fik alt to det visse Dødens Kys,
Og atter to, der ligge de i Sandet
Som Marmorstøtter, formede ved Meislen!
Men hvo er denne stærke, brune Mand,
Ei længer Yngling, kraftig, senestærk,
Som støbt af Malm; de vege Alle for ham!
Nu seer han til os! det er en Hebræer;
Uovervindelig troer jeg han er.
Hver Kæmper flygter for ham, men Lanistæ
Dem driver atter frem med Pidskeslag
Og glohedt Jern. — Han snubler!
En Modig griber ham! — nei, han er stærk,
Høit op fra Jorden løfter han sin Fjende,
Og kaster ham henover sig i Sandet,
Han stiller Foden paa den Faldnes Hoved,
Og Kniven mod hans Bryst, idet han seer
Til alle Sider, men der findes Ingen,
Der løfter Tommelfingeren til Naade;
Han støder Kniven i den Faldnes Bryst!
Carthaginienseren.
Mit Øie bliver ikke træt deraf!
See, strax en ny! ha, hold Dig kjæk, Hebræer!
Som mod den glatte Steen hvert Stød af Kniven
Jo glider af imod hans faste Lemmer!
Men denne Yngling, som han strider med!
Og holder med sin Jernhaand fast om Armen,
Hvor han er smuk og smidig som en Tiger!
Hver Muskel svulmer deiligt i hans Lemmer!
Ha, det er Ganymed og Herkules,
Som stride der! De løfte Armene!
Nu hæver Benet sig, som til en Dands,
Dog staae de begge fast paa samme Plet.
Alt er saa tyst, man hører Aandedraget! —
Hvo seirer vel! — Blodstraalen sprøiter frem,
Hvo af dem er det! — Endnu staae de fast!
Den Unge bøier Hovedet og falder,
Han presser Munden sammen, Læben smiler;
Han døer, som en Spartaner! — han har fuldendt,
Hebræeren staaer ene nu tilbage!
Hør Seiersraabet, see de friske Krandse,
Som flyve til ham! — Nævnes skal hans Navn!
Tys! det blev udtalt! jeg forstod det ikke!
Af Keiseren han bliver givet fri!
Han bæres i Triumph! hvad er hans Navn?
Romeren.
Det lyder høit fra Mund til Mund rundtom os,
Han hedder Ahasverus! — Hvilken Jubel!
De storme Alle bort! Nu synker Solen,
Men lystig brænde alt de røde Baal
Langs Veien, hvor vi gaae til Keiserborgen,
Hvert Blus, det er en ussel Christen-Fange,
Syet ind i Maatter, som er tjæred’ vel,
De brænde lystigt og de lyse hjem;
Vil I en god Falerner, kom med mig,
En deilig Dreng skal følge med i Bad
Og række Eder Bægret paa Leiet!
Ahasverus.
Fri er jeg, fri med Seierskrands om Panden,
Mig Israels Herrer i Triumphtog bare;
Paa Veien stod som Fisker-Blus ved Stranden,
Baal tæt ved Baal, det var en Christenskare
Som lyste for mig; Sligt kan vederqvæge!
En saadan Time giver Lyst til Livet.
Den kan et kort Minut min Vunde læge,
At leve, denne Vunde blev mig givet!
Nu vel! at nyde være skal min Stræben,
Dog ei som disse paa det bløde Leie,
Med Roser om min Pande, Viin ved Læben,
Og skjønne Qvinder i min Magt og Eie,
Nei op til Fængsels Murens kolde Stene,
Der, hvor de Christne alt er Dødens Bytte,
Thi Herrens Haand skrev der sit „mene, mene —!“
Jeg holde vil mit Hoved op og lytte!
(Af tredie Afdeling.
Chinas Aand.
Ding dang, Ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Hvortil denne Sjælevaanden?
Bøi dit Øre, mig du høre!
Intet ville, Intet gjøre,
Tabe sig i Verdensaanden,
Det kun er Lyksalighed!
Ding dang, Ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Paa den samme Flammevinge
Sig Aarhundreder hensvinge,
Keisernavne de udbringe,
Samme Klokketoner klinge.
Ding dang, Ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Dog er hvert et Navn en Stjerne,
Keisernavnet er den Kjerne,
Hvorom sig al Verden dreier,
Alle Magiers Kraft han eier,
Aarets Tider han udveier,
Himlen selv sig for ham neier,
Han den eneste, den fri:
Keiserskarer gaae forbi.
Ding dang, ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
(Af fjerde Afdeling.)
Verdenshavet.
(Ombord paa Caravellen Santa Maria. Columbus sidder forude. Menneskehedens Genius svæver som et lysende Meteor foran Skibet og synger:)
Jeg fulgte Dig til Klostrets Port paa Dine Fædres Strande,
I Juntaen jeg hos Dig stod og kjølede Din Pande.
Jeg kaldte, for at trøste Dig, en tropisk Fugleskare,
Jeg lod Passaten blæse til, Du fløi ukjendt med Fare!
Føl Luftens Kys, det qvæger Dig! betragt kun Havets Strømme,
En Green saa frisk, en Krebs paa den, og rundtom Urter svømme.
Seer Du, hist driver der en Stav, bemalet og udskaaret,
Snart seer Du Land, Guds stærke Haand har Dig til Landet baaret.
Ahasverus.
(sidder imellem Matroserne i den anden Deel af Skibet).
Forlængst det sidste Spor af Land er svundet;
Et Chaos af ukjendte Farer see vi!
Bestandig fører Vinden imod Vest,
Der kommer intet Skib med den tilbage,
Undtagen, som det sidste Tegn vi saae,
Dødstegnet. Husker I den Mast, der drev?
En Matros.
Du skriger som en Ravn min egen Frygt! —
I Palos har de længst begrædt vor Død;
Det var en Sorgens Dag vi seiled bort,
Godvillig reiste Ingen, uden Du!
Du blev ei kjøbt, ei tvunget; hvorfor gik Du?
Ahasverus.
Jeg veed, mod Vesten taber Havet sig
I frygtelige Strømme, dybe Hvirvler,
De drage Alt i Chaos. — Jeg gik med,
Fordi jeg ikke føler Lyst at leve!
En Sømand.
Vi ville ikke længer imod Vesten!
Vi have jo en Villie, stærk, som hans.
En Fremmed er han, uden Magt i Hjemmet!
Hvo veed i Spanien, om det var en Bølge,
Hvad eller os, der kasted ham i Havet.
Der staaer han stolt og taus, vor Morderengel
Columbus!
Flere Søfolk.
Ven! der lufter ingen Vind;
Blikstille rundt omkring. Selv ingen Donning!
Columbus.
Jeg byder tred’ve Kroner til den første,
Som øiner Land; snart vil det stige frem.
Paa Havet ligge friske Rør og Blommer;
En Sangfugl synger; hører I dens Røst!
Den lille Fugl har sat sig i vort Touværk.
— Nu svulmer Havet! — Tro mig, vi see Land!
Søfolkene.
Der kom en Donning! hellige Guds Moder!
Var det et Tegn! — Nu er der Liv i Havet!
Ahasverus (ene for sig).
De Daarer! altid haabe, altid skuffes!
— Columbus, Du bedrager ei Dig selv.
I Nætterne Dit Øie bange hæfted
Sig til Compasset, der har tabt sin Kraft,
Thi Skibet er alt over Tryllekredsen,
Der holder Luft og Bølger i sin Magt.
— See nu gaaer Solen ned. Frem skyder Skibet,
Og Havet sender Funken, som det brænder.
Nat.
Columbus.
Søen gaaer høiere,
Vinden er stærkere!
Hjerte hvor svulmer Du!
Herre, Du følge mig,
Herre Din Villie skee! — —
— Ja, Du mig viser der!
Sagte bevæger sig
Lyset! jeg seer det jo!
Luften ei føder Sligt!
Havet ei tænder Sligt!
— Nu er det slukket! — Nei!
Langsomt bevæges det.
Hjerte, hvor svulmer Du,
Meer end det store Hav
Rundtom vor Jord!
Ahasverus (i Skibsrummet).
Hvor Søen her gaaer høit. Er vi ved Maalet?
Det Maal jeg søger, Døden, Altings Ende.
Hvad eller stiger atter Solen for os,
Og atter lægger Bølgen sig til Havblik;
Da vil de myrde ham. Men Skibet bliver.
Af Hunger og af Tørst døer da hver Mand;
Den sjunkne Ø Atlantis strækker ud
Græsarmene og holde Skibet fast
Herude paa det stille Verdens Dyb.
Og jeg — jeg kan ei døe! — jeg bliver her,
Banlyst fra Menneskenes store Kreds,
Alene, bundet fast, som en Polyp,
Til disse Planker, der af Solen brændes
Og Aar for Aar i Trøsken falde sammen.
Naar Havets Donning løfter Skibets Skrog,
Da skilles Plankerne — og jeg, alene,
Jeg, som kan ikke døe, paa Havet flyder!
Alene! — Vee mig! — Ha der, faldt et Skud!
Og atter eet! — De raabe Land! — Nei! nei!
Det er igjen et Spil af Luftens Skyer!
(Iler op.)
Columbus (knæler med Ansigtet vendt mod den nye Verdens Land, som ligger foran ham).
Du Kraftens Gud, ved mig, dit svage Redskab,
Er Verdenshavets Hemmelighed løst!
Du gav mig Kraft i Farens tunge Dage,
Nu skjælver jeg i al Din Herlighed
Paa Lykkens Dag! — Land! Land mit Øie seer!
— O salig den, Din Aande mildt berører,
O salig den, Du kaarer til Dit Redskab!
Din Herlighed opfylder heelt mit Hjerte!
Høilovet være Du og Jesus Christus!
Søfolkene (knæle om Columbus).
O Herre, tilgiv os vor Synd, vor Afmagt!
Tilgiv! tilgiv! — der er en Gud i Dig!
Ahasverus (stirrer mod Kysten, seer de skovgroede Bjerge i den stigende Morgensol, udstøder et Skrig og synker om).