Araberen og hans Hest
af F. J. Hansen.
af F. J. Hansen.
I.
Det stamper let paa Fliser
I Hr. Paschaens Gaard;
En Ganger stolt og vælig
Halvt dandsende der staaer.
Paa Halsen, paa den ranke,
Sig løfter høit dens Manke;
Om Siderne, de blanke,
Den lette Hale slaaer.
Af Dyrets Ryg nedstiger
De vilde Heders Aand,
Araberen, den mørke,
Som kjender ei til Baand.
Han klapper Hestens Side;
De Mankelokker stride,
Og Pandens Blis, den hvide,
Han stryger med sin Haand.
Saa gaaer han stolt og rolig
Med Solens Blus paa Kind
Op under Søilegangen
Til Hr. Paschaen ind.
Det ædle Dyr ham kjender:
Urørt af Vogter-Hænder
Sit Hoved kun det vender
Mod ham med taaligt Sind.
„Her, Sidi! her er Hesten,
„De vilde Heders Pragt!
„Tolv tunge Sølver-Punge
„Den koster Dig, som sagt.
„Den flygtige Gazelle
„Maa vige for den Snelle:
„Det Stormen kan fortælle —
„De Tvende staae i Pagt.“
„Du er for dyr!“ ham svarer
Den skjæggede Tyrk —
„For høit man kan betale
„Selv Diamant i Ørk.“
„Min Hingst er adelsbaaren,
„Med ædelt Blod i Aaren,
„Til første Priis udkaaren!“
Gjenmæler Scheiken mørk.
„For Meget! lad Dig sige!
„Sex gode Punge tag!“
„Jeg qvitter ei en Para —
„Det er en udtalt Sag.“
„Nu vel! den Sag er ringe ...
„Min Lyst er ei at tinge;
„See! mine Pjastre springe:
„Nu springe lad Din Plag!“
Hen slænger Muselmanen
Sit Guld med haanligt Blik;
Araberen det snapper,
Og veier, hvad han fik.
Ad Trappens Alabaster
Han bort med Skatten haster,
Og Moslems Søn tilkaster
Et kort, alvorligt Blik.
Paa samme Plet hans Ganger
End venter ham i Ro;
Nu vrindsker den, og stamper
I blanke Flisebro.
Mørkt vender han tilbage:
Han ene skal bortdrage —
Han skal jo Afsked tage
Med Vennen stærk og tro.
Rundtom de Muselmanner
I blanke Vaabenrad
Beskue Ros og Herre,
Ret nu de skilles ad.
Han stryger den om Øie,
Betragter Benet nøie,
Hvor Senerne sig føie
Til Hovens fine Blad.
Vips! i et Spring behænde
Han sidder fast igjen
Paa Ryggen, i sit Sæde,
Tæt klynget til sin Ven;
Og Pilen lig, der høres
I Luftningen, som røres,
Han i en Susen føres
Paa Flugt mod Steppen hen.
„Til Hest — til Hest!“ det lyder —
„Ransmanden henter ind!“
Til Hest er Vaabenskaren
Saa hurtig som en Vind.
„Han fanges eller falde!“
Hør! stærke Hovslag gjalde ....
Nu sprænge de fra Halle
Med Vredesblus paa Kind.
II.
Paa den vidtudstrakte Slette
Dandser hen en Hvirvelvind,
Og i Taageskyer tætte
Hyller susende sig ind.
Blinkende Straaler spille
Paa det flygtige Sand;
De drak Ørkenens Kilde,
Fortærende, vilde:
Nu kjøle de sig stille
Ved dens fugtige Rand.
Som et Rør paa Luftens Bølger,
Glimtende fra Buens Streng,
Flyver hist en Ganger over
Afra-Solens hede Seng.
Flyvende Byttet følger
En ustandselig Flok:
Det er Høg efter Due,
Heel artigt at skue ....
Om Kind og Pande bølger
Sig den ravnsorte Lok.
Klynget til sin Ven, den rappe,
Stærk og modig, let og skjøn,
Farer frem med Tøiler slappe
Hedens hvileløse Søn.
Bugtende som en Vidie
Sig om Gangerens Liv
Over Sletten han svæver,
Sig dukker og bæver,
Og vugges paa dens Midie
Som et vaiende Siv.
Men den lette Rytterskare
Følger susende sit Maal;
Over Heden spredt de fare,
Som et Solglimt over Staal.
Hvirvlende Sandet hæver
Sig om Gangernes Spor ....
Hør, hvor Bøsserne knalde!
„Han fanges — han falde!“
Tilbage Kappen svæver
Med den flagrende Gjord.
Uden Frygt, tilbagebøiet
Henad Dyrets slanke Ryg,
Afstandslinien med Øiet
Flygtningen beregner tryg.
Rolig han Blikket fæster
Paa den truende Flok;
Her, paa hjemlige Steder,
Han høflig dem leder
Som Værten sine Gjæster
Over Steen, over Stok.
Og for Veien dem at tyde,
Hvor den slynger sig i Krat,
Veed paa Flugten han at bryde
Qvist og Green, om Stien sat.
Sikker, i Faren prøvet,
Selv det flygtende Rov
Med Forfølgeren leger,
Og lokker sin Jæger,
Og vinker ham med Støvet
Fra sin kraftige Hov.
Alt sig hviler Dagens Stjerne
Hist paa dunkle Bjerges Krands;
Over Heden fra det Fjerne
Breder sig en rødlig Glands.
Skyggerne holde Møde
Paa den mægtige Bal;
Frem et Himmellys tiger
Mod Natten, der stiger,
Og over Ørknens Øde
Slaaer sin Høienloftssal.
See! da hæver sig og strækker
Flygtningen i samme Stund,
Og til Hestens Øre lægger
Sagte talende sin Mund.
Fastere han sig knuger,
Og tilvinker dem bag;
Med sin Hæl i dens Side,
Sit Blik i det Vide,
Han Luftens Strøm indsuger
I de fuldeste Drag.
Og, som vildt med stramme Sener,
Al sin Kraft det stærke Dyr
I et Tigerspring forener,
Med fordoblet Ild den flyer.
Viftende sig dens Manke
Som en Fane slaaer ud;
Hvo kan Banneret følge?
De Støvskyer bølge ....
Bort svandt den som en Tanke
Paa et Menneskes Bud!
Spildte Kraft! tilbagevender!
Alt sig Natten hæver mørk;
Storm var Gangeren — hvo kjender
Stormens Vei igjennem Ørk?
Stjernernes Strøm udvælder
Om den modløse Hær;
See! dens Taushed, dens trætte
Henvaklen paa Slette
Om Steppens Pryd fortæller,
At den Prisen var værd.
III.
Af Morgenrødens Bæger
Steg Rosen klar og skjøn;
Imamens Stemme vækked
Forlængst til Morgenbøn.
End Rytterne paa Dække
Sig mat og modigt strække,
Mens Drømmene dem gjække
Med Hedens vilde Søn.
Hr. Paschaen sig løfter
Fra stoppede Madrats;
Han gnider kort sit Øie —
Han skifter nødigt Plads.
Alt Hestetramp han hører ....
Hvo mon den Ganger fører?
Hvo blandt de Trætte rører
Sig atter veltilpas?
Fra Bolsteret en Tanke
Fast taabelig og sær
Til Vinduet ham lokker
I Solens Farveskjær.
Ved Himlen — hvad han aner!
Bag viftende Plataner
Araberen, den Raner,
Til Hest er ganske nær.
Han vinker op med Haanden:
„Nu kommer jeg fra Jagt!
„Du troede, jeg blev borte —
„Det var just ei min Agt;
„Men for min Gangers Ære
„Maa jeg paa Pletten være,
„Maa jeg en Spotter lære,
„Om Sandhed jeg har sagt.
„Spørg Vidnerne, der fulgte,
„Om Prøven den bestod,
„Om hist i vilde Vending
„Den snubled med sin Fod!
„Ja! spørg den rappe Skare,
„Om ei fra Død og Fare
„Mig bar paa Fødder snare
„Det ædle, stolte Blod!
„I Pagt med Ørknens Herre
„Var List fra Vuggen af;
„Men derfor ei han svigter
„Just Ærlighedens Krav.
„Nu, Sidi! ei Du klage!
„Siig: vil Du Hesten tage,
„Hvad eller flux tilbage
„Den fulde Sum, Du gav?“
Sig Tyrkens Blik opklarer —
Fast skimtes Smilet der:
„Guds Fred, min mørke Broder!
„Mig huer slig en Færd.
„Jeg Handlen ei fortryder;
„Thi klart mig Prøven tyder,
„Hvad for mit Guld Du byder,
„Er ærligt Prisen værd.
„Tag end en Skjænk paa Veien —
„Mit Venskab tag imod!
„Jeg være skal Din Ganger
„En Herre mild og god.
„Fremad til Seir og Ære
„Skal mig i Kampen bære,
„Ja, først og forrest være
„Det ædle, stolte Blod!“ —