H.C. Andersen (1805–75)

— Nu slumrer Hoben i den store Stad,

I usle Vraa den Arme drømmer glad;

Ham Natten dækker med de dunkle Vinger

Og ei han drømmer, hvad ham Dagen bringer.

Et Nu — og Aaret synker i sin Grav,

Det nye stiger frem af Tidens Hav —

Seer Du hvor bleeg, hvor kraftløs Gubben staaer?

Tolv Maaneder alt hvidnede hans Haar.

Den korte Tid Dig ikke undre maa,

Een Nat, blot een, kan gjøre Lokken graa,

Farvel, Du Gubbe med Din Børneflok,

Du gaaer til Hvile, Du har kjæmpet nok,

Din Ild er slukket, brudt Din Vandrings-Stav,

Snart visner ogsaa Krandsen paa Din Grav,

Dens Blomster flagre hen i Nattens Vinde; —

Var det hiint store Maal Du vilde finde?

Hvad hjalp nu al Din Stræben, al Din Lyst?

Et Aar — og Døden isnede Dit Bryst.

Vort hele Liv er jo saa brat, saa brat;

— Et Stjernestud i Evighedens Nat —

Et Skridt fra Intet til et Intet atter,

Hvad eller til — hvad ikke Tanken fatter!

See, fra den Dødes Grav et Barn fremstaaer

Med friske Blomster i det lyse Haar.

Kan Gravens Søn vel bringe Haab og Lyst?

Nei, isne vil han mangen Broders Bryst.

— Dog skee hvad vil! — Hvo kan mod Aander kjæmpe?

Kun Dødens Iis kan Hjertets Flamme dæmpe! —