Herren bød, og Jorden stod. —
— Herlig, som ei Ord kan sige,
Hang den stolt, med Bølgeblod,
I det blaa Uendelige.
Sol og Stjerne paa Guds Ord
Lyste til den nye Jord,
Men dybt i dens Indre brændte
Flammer, som Gud Herren tændte.
Bølgen svulmed’ høi og stor,
Blomstrende stod’ Bjerg og Dale,
Fuglene i glade Chor
Sang i Skovens grønne Sale;
Manden sank til Qvindens Bryst,
Drømte hele Himlens Lyst,
Men i Jordens Indre brændte
Mægtigt Flammerne, Gud tændte.
Ene i den store Luft,
Hang den stolt med sine Fjelde,
Med sin friske Blomster-Duft,
Havet med den stærke Vælde;
Ene med sin ydre Lyst,
Langt fra hvert beslægtet Bryst,
Og mens Blomst og Frugt den sendte,
Flammer i dens Indre brændte.
Aldrig bliver Flammen slukt,
Derfor svulmer saa dens Floder,
Mørk den staaer med Blomst og Frugt;
Arme Jord! Du Skjaldens Moder!
Ak, din Søn er Dig saa lig,
Derfor græder han med Dig,
Hjertet der sin Sorg skal miste,
Ogsaa dit vil eengang briste!