Vugge-Vise
(Efter Bellmann.)
(Efter Bellmann.)
Sov og drøm Du Engel blid,
Tidsnok vil det ende,
Du vil see vor onde Tid,
Og dens Galde kjende!
Verden er en Sorgens Ø,
Bedst Du aander skal Du døe,
Og i Graven bygge.
Engang flød en Kilde frem,
Mellem Skovens Ege,
Og en lille Dreng ved dem
Sprang i muntre Lege;
Bedst som han sit Billed’ saae
I de klare Bølger staae,
Var det reent forsvundet!
Saadant er vort Jordliv her,
Gid jeg det ei vidste!
Som man aander bedst enhver,
Lægges man i Kiste!
Ja Barnlille, tænk derpaa!
Naar Du seer de Blomster smaae
Smykke Mark og Enge.
Visse lulle! — hør Du mig!
Giv’ Dig Gud det Bedste!
Naar Du vaagner, jeg til Dig
Klipper Mænd og Heste!
Bygger Korthuus — lullelul!
Derpaa blæser dem omkuld.
Synger smukke Viser.
Moder her til Barnet har
Kirsebær og Blommer,
Og er Du en lille rar —
Præstemanden kommer;
Smukke Navne Du da faaer;
Visse lulle! Vuggen gaaer,
Sov min søde Unge!