Dykkerklokken
Et Eventyr paa Havets Bund
Et Eventyr paa Havets Bund
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maa græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog mueligt var det Nordens Vind, der fik mig Vand i Øiet.
Een Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luftballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog mueligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række.
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde,
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed’ saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare.
Det var, som Stormens Orgel slog —jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravnesort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale.
Saa at man uden sværtet Glas "ihr’ Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjernehimlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjebnen, ak! det slemme Skarn, misundtemig min Glæde,
Og som en Sværdfisk var hun nu ved Klokkens Snor tilstæde,
Og hurtigt gik det: "klip! klip! klip! rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted’ mig: Du kan kun døe, see det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
"Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned’ mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden.
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer.
Hist laae en Skov, halvrød, halvhvid, af deilige Coraller,
Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.
Smaapiger gik paa Gaderne med Shawler superfine,
Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.
Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,
Et Luftsyn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;
Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,
Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.
Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;
Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.
Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,
Men stiger den syv Favne op, den bli’er en Fisk behænde.
Da Sligt jeg saae, jeg blev saa sær, jeg hørte Hjertet banke,
Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke, a
Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,
Naar han i Himlen trlkker op, som Flynder debuterer.
Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,
Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.
Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokkespiret strandet.
Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,
Vand-Piller bar det hele Hav — (det Syn endnu jeg skuer).
Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,
I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.
Man følte paa mig, undred’ sig, men snarlig man opdager,
Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager.
De raadslog, ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,
(Tilgiv, at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):
"Du er den førfte, som til os vi levende saae vandre,
Nu kan Du see, at Torsk og Sild er meer end Du og andre.
Frygt ei, at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;
Førft naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,
Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,
Som fordum eders Adelsmand og de catholske Præste.
Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,
Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.
Ha! Hævn er sød. — Vi har en Flod, som bruser frem med Torden,
Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;
Der skal nu ned hver Draabe, der har Himmelen forbandet,
Tidt har den næsten druknet os, som dog er vandt til Vandet!" —
Han taug, — og nu lod der et Brøl, saadan à la Spontini!
En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.
Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,
Min Dommer sagde mig Farvel og gik — (det var en Flynder).
— Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;
Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: "Gud os bevare!"
Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,
Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.
Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,
En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage
Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maa græde,
Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.
Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,
Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.
Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;
Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var’ og gule.
Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,
Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.
Dog følte jeg til intet Vand — (at sige af det klare).
Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,
Jeg laae i deiligt blødt Papir og lugted’ Trykker Sværte.
Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!
Den hele Flod det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.
Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,
Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. —
Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,
Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.
Boghandlere — at sige Skrog — som Fiske flød i Vandet,
Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked’ et og andet —
En Time gik — man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,
Hvor alle nu som Stene stod, fordi jeg var i Live.
"Et Underværk! en hellig Mand!" saa raabte alle Munde,
Man faldt paa Knæe, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,
Thi Fod og Haand jo bunden var, men snart min Lænke springer,
Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.
Man snakkede nu ud og ind, som jo enhver kan vide,
Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.
"En mægtig Haand beskjærmer Dig," saa talede de begge,
"Sligt alt vi anede den Gang, vi saae Dig i Din Snekke;
"Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,
"At i det ægte Vand Du var lys levende en Time!
"Bliv her hos os, ifald Du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,
"Naar Du det ønsker, bringe Dig til Dine Brødres Række!"
Glad blev jeg som en Candidat, der venter Non, den Stakkel!
Men faaer et Præ, o søde Fryd! — Alt var som et Mirakel.
Jeg loved’ ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,
Men siden vilde rigtig nok jeg allerhelst tilbage. —
Man viste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,
Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.
Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,
Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.
Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,
De vare stopped’ ud med Tang, og holdtes meget dyre.
Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,
Træk, Regn og Slud alene kom ved visse Norden Vinde.
Korsridderne man spillede (det overalt behager) —
Til Efterspil: Kong Salomvn og Jørgen Hattemager.
Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,
Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.
Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,
Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.
Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,
Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;
Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,
To Andre førte lærd Dispyt, det klang som Sanscritsproget.
Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,
Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Francaisen.
Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,
En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken,
— Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,
For Fugle hang Snuusdaaser der, og spilled’ smukke Sange.
Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleg, nei grøn som Sivet,
Da kom en Møe, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.
Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,
Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.
"Gaae ei tilbage," sagde hun, "bliv her, tøm Elskovs Bæger!
Hist ændses ei Dit lille h med sine tvende Streger.
Hør hvad jeg spaaer: gaaer Du derop og vover Vers at lave,
Da venter Dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;
En Plageaand vil følge Dig og nøde til at skrive,
Men tro Du mig, Din Digterkrands vil kun af Tidsler blive.
Bær min! siig, Du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,
Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;
Jeg lafontainisk elsker Dig — Farvel! jeg gaaer at græde."
Nei, tænkte jeg, nu maa Du op, hun skræmmede Din Glæde;
Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,
Dog Himlen staaer med Stjerner smaae, som før i bedre Dage.
Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,
Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.
Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,
Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.
Farvel Du Hav! — Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune.
Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.
Tilbagereisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,
Skjult laae det dog i Skæbnens Bog hvad end mig kunde møde.
Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke.
Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfru-Flokke,
Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.
Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.
Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,
I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.
Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,
(Tillad jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):
Al Fiskepynten, "Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder."
Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler
Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjeler.
Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,
Dog beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).
Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.
Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.