Kalliope
→
Digtere
→
Georg Brandes
→
Førstelinjer
Georg Brandes
(1842–1927)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Georg Brandes på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Af Leonardo mindes jeg et Billed
Ak! jeg har sat mit Liv paa denne Terning
Alt er tyst, som Fredens Stund før Freden brydes
April det var, men sommervarm var Luften
D
De flokkes i Klynger, de svæve i Kres
De glatte, dejlige Lokker
Den skønne blonde Lykke
Den vilde Storm og den kolde Regn, de lege
De, som engang har sluttet Pagt
Det er forbi
Det gry’r, det gry’r
Det var i Uvejr, at vi fandt hinanden
Du bitre Latter! kom og trøst mig nu!
Du ene, du kære
Du Liv, der stærkt i Pulsen slaar
Du sagde: "Vil den Uro paa din Pande
Du stolte, som for mig er Ømhed, idel Sødme!
E
En Storm foer gennem mit Indre
En Tak til Borgens Frue, hvis sværmeriske Sjæl
Er for Andres Blik Figuren end lidt flad
F
Fin og værdig
Foibos! du ler, o min himmelske Fader
Forgæves Tone vi med Tone stemmed
G
Giv, at det mørknes engang i mit Sind
H
Held paa hans Vej, den Tauses og den Stilles
Hun stod der nøgen, rank som Sydens Pinie
Hun var Prinsesse, han en simpel Ridder
Hvad det er at elske, det mig lærte
Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering
Hvad? glider Aarets stolte Aand
Hvor rører dog den sande Skønhed Sjælen
Højt imod Nord er Fru Yduns Sal
Højt op til Lysets og til Kunstens Hjem!
Hør Fuglesang af hundred Fugletunger!
I
I hellige Muser, begejstrende Ni!
I tunge Tanker, ensom alt i Uger
I vil vide min Elskedes Navn?
J
Ja Digteren er Maler; en Pensel er hans Pen
Ja, Hvirvel er det Alt — i dette Ord
Ja, kære, du var Drømmen
Jeg elsker dine brune Øjnes Mørke
Jeg synger højt det ud: det er min Lyst
L
Lær dog, Hanna, at væmmes
M
Mausoleet er færdigt
Mig fængsled aldrig mild Adagio-Klang
Min egen Yndling vil, jeg skal blive meget stor
Mon virkelig der findes
N
Nu trykker fast
Nu voks, min skønne Plante
Naar i min egen Sjæl jeg ser og svimmel
Naar Kraft og Lune synke
O
O dit Navn, o dit Navn var
O for et Kys af denne Mund
O rene Jomfru, tro ham ikke kold
P
Perle, du sprøde!
Proteus er hverken tør eller kold
R
Roser har han knækket
S
Sen Aften. Under Skrænten roede de ud
Se ned til mig! Jeg mine Hænder strækker
Se og saml! Det er Livet
Se Rosen, mystisk som et Digt i Veda
Sig, har du følt det, Elskede, at stærkt
Solen sank. Bølgerne slaa
Som en Sonet, du skriver, var hint Møde
Som Pailletter, spredte paa det blaa
Som Skyer drage
Spildt da al min Stræben var
Saalænge der findes et Bjerg, en Sø
Saa mangt et Lyn fra Himlen slaar ned
Saa skal jeg da surres til Pælen igen
Saa stormfuldt er mit Hjerte, og min Kummer er saa stor
T
Tungt og trist at længes
U
Ungdom i Norden! Rejs dog engang dig med Magt
V
Ve den, som aldrig saa dig
Vaarstærk du er, du Straale, som kommer fra Solen
Æ
Ære være de tapre Mænd
