Mausoleet er færdigt
hver Sten hidbragt,
hugget til og ihærdigt
paa sit Sted lagt.
Det er højt, det er bredt, Monumentet; for Døren to Sfinkser har Vagt.
Fordeler dets Masser
sig simpelt og klart,
saa det stemmer og passer —
ej Flid blev spart,
Alt blev vejet og prøvet og bedret, at virke ret efter sin Art.
Undfanget ved Nat og
udkastet ved Dag,
i Skynding forladt og
fint udført i Mag,
under Stilhed har Arbejdet vokset sig rankt som Samvittigheds-Sag
Og med Kærlighed randet
blev hvert Ornament.
Hvad i Marmor blev dannet,
hvad Ler blev brændt,
af hele min Sjæl blev det formet, med Ømhed lagt an og fuldendt.
Ej jeg tror dog, at Værket,
mit Livsværk, vil staa.
Vel jeg véd, det er mærket,
vil tæres, forgaa.
At skabe udødeligt Værk var jeg ikke af dem, der formaa.
Ry som Havet kan buldre
og smelter som Is,
og Værket vil smuldre,
til Undergang vi’s,
mens af Sten, der blir slæbt fra dets Tomt, Hytter klines i hundredevis.
Dog søg mig ej kløgtigt
i hvad jeg gav Form!
Mit Bedste var flygtigt
som Ild og som Storm.
Fra mit Værksted elektriske Gnister tog Flugt uden Regel og Norm.
Som en lysende Stribes
Strejfskær i et Rum,
der saa lidet kan gribes
som Havfladens Skum,
saa blussed mit Væsen. Et lynende Lysblink det var i en Sum.
Og det hørtes som Brusen,
et vækkende Raab,
der fandt Genklang hos Tusend
og fostrede Haab.
Det var Røsten, der kaldte i Ørknen og døbte med Frihedens Daab.
Denne Røst har befriet,
den lød, hvor det gjaldt,
har Elskende viet,
har Sangere kaldt.
Lyder Kampgny og Sangkunst i Nord, der er lidt af dens Klang i det Alt.
Ej ved Grav, jeg har bygget,
ved Frø, jeg har saat,
er min Fremtid betrygget,
mit Livsmaal naat.
Det vil spire og gro mangefold, til mit Øjemed helt blir forstaat.
Naar Arbejdets Sønner
ej mer lider Nød,
naar Flid sig lønner
og Kvinden har Brød,
o da var af min Sved der en Draabe i den, som for Sejrene flød.
Naar Statskirkemuren
nedramler en Dag
for Jericholuren
med Jordskælvsbrag,
o da var blandt de stærke Basuner en Lur, som var min, om end svag.
Lyder engang i Øster
et: Hil, Frihed, hil!
Varsler russiske Røster
en Daad stærk og vild,
flammer Alt — o saa fænged der Ved i det Baal ved en Gnist af min Ild.
Staar engang Polen kranset
med Rejsning god,
helt, frit, og forskanset
ved Fasthed og Mod,
da var i det Blod, der har Rygningen kittet, et Stænk af mit Blod.
Tro da ej, at jeg skræmmes
fordi vel jeg véd,
hvad jeg virked vil glemmes,
hvad jeg led, hvad jeg hed.
Liv i Fremtidens ypperste Liv er en Art af Udødelighed.