Georg Brandes (1842–1927)

Brandes, Georg Morris Cohen, f. 1842, Æsthetiker og Litteraturhistoriker. G. B. er født i Kjøbenhavn 4. Febr. 1842 i en begavet jødisk Kjøbmandsfamilie (Broder til de to foregaaende) og blev Student 1859. Tidlig litterært bevæget, særlig ved Læsning af Heiberg og Kierkegaard, kastede han sig, efter en kort Tid at have studeret Jura, over æsthetiske og filosofiske Studier (Spinoza, Hegel, Feuerbach), besvarede Universitetets æsthetiske Prisspørgsmaal om den historiske Roman 1862, hvorfor der tilkjendtes ham et meget hæderligt Accessit, og om Skæbnebegrebet i den antike Tragedie 1863, for hvilken Afhandling han fik Guldmedaillen, og tog 1864 Magisterkonferens i Æsthetik med Udmærkelse.

Stærkt bevæget af filosofiske og religiøse Problemer gjennemlevede han nu en frugtbar og smertelig Gjæringstid, i hvilken Grundlinjerne til en Livsanskuelse, der maatte føre bort fra den æsthetisk-metafysiske Aandsretning til en mere positivistisk Verdensanskuelse, udformede sig hos ham. Da han, samtidig med at han i talrige Bladartikler og ved den polemiske Piece «Dualismen i vor nyeste Filosofi» (1866) tog ivrig Del i Bekæmpelsen af den Nielsenske Filosofis Principper og optraadte som litterær Kritiker (Anmeldelser i «Fædrelandet» og «Dagbladet», Theaterkritikker i «Illustr. Tidende»), begyndte at studere fransk Kritik og engelsk Filosofi, fik denne Verdensanskuelse stærkere Rod og fastere Form. I «Kritikker og Portrætter» (1870), i hvilken han samlede sine fine og aandfulde Kritikker fra Slutningen af Treserne, og i hans Doktordisputats: «Den franske Æsthetik i vore Dage; en Afhandling om H. Taine» (1870), finde vi en stigende Sans for, at Litteraturen skal staa i Forhold til Virkeligheden og Livet, og efterhaanden en varm Tilslutning til den psykologisk-kulturhistoriske Litteraturbetragtning. Paa en større Udenlandsrejse fra Foraaret 1870 til Efteraaret 1871 (Paris, Rom) ligesom ogsaa ved personligt Bekjendtskab med fremragende Repræsentanter for det moderne realistiske Aandsliv (Mill, Taine, Renan) fik han en levende og daadslysten Følelse af at befinde sig i Opposition mod det hele i Danmark herskende Idéliv. Vi forekom ham som udespærrede fra Evropas frie Aandsliv, som siddende fast i den Reaktion mod det 18. Aarhundredes Aand, af hvilken man andensteds for længst havde arbejdet sig ud. Der trængtes til nyt Liv, til en ny Virkelighedens Digtning, til en Kreds af Forfattere, der havde Mod til fuldt og helt at sætte Individualiteten ind, til nye Ideer og en ny Sprogform. Men vi sade lunt og tilfredse inden Døre, og Døren var lukket. «At aabne Døren indenfra», at vise Vejen til den frie Tanke og Humanitetens frie Udfoldelse, at give Stødet til en ny Virkelighedens Litteratur, der var vor og ikke blot vore Fædres, – det var den Opgave, B. følte som sin. «Hovedopgaven vil blive gjennem en Mangfoldighed af Kanaler at lede de nye Strømninger, der have deres Udspring i Revolutionen og Fremskridtsidéerne, her ind og standse Reaktionen paa de Punkter, hvor dens Opgave historisk er endt.» B. lagde Planen til sit Hovedværk: «Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur», og Nov. 1871 begyndte han under stor Tilstrømning sine Forelæsninger over 1. Del: Emigrantlitteraturen, og gjorde Rede for sit Formaal og sine Ideer. Angrebene paa Hjemmets Litteratur, den stolte Hævden af den frie Tanke, den varme Tilslutning til forskjellige Emancipationsideer, den dybe Skepsis lige over for Avtoriteten og B.s radikale Individualisme, den afvisende Holdning over for Kristendommen, der betragtedes som en for længst afdød, med «den moderne Videnskab» uforenelig Livsanskuelse, de mange æggende radikale Udtalelser af social, politisk, religiøs og litterær Natur, det paa en Gang fængslende og uvante i den aandfulde kulturhistoriske Litteraturbetragtning, den kjække, paa en Gang berusende og tirrende Veltalenhed vakte paa den ene Side begejstret Tilslutning og vandt B. en Kreds af Ildtilbedere, paa den anden Side stærk Modsigelse (i hvilken ogsaa D. G. Monrad deltog) og fremkaldte efterhaanden en bitter Polemik, under hvilken det fortræffelige ved det nye psykologisk-kulturhistoriske Syn glemtes over Udenværkerne. I én Forstand naaede B. dog, hvad han vilde: at blive en Vækker og Strømbryder, den tændende Gnist, der betegner Litteraturens Omslag med den nyere unge Litteratur i Halvfjerdsindstyverne. Medens vi i Naturvidenskab, sammenlignende Sprogvidenskab og Filosofi ingenlunde vare udespærrede fra nyere Ideer, nyere Methoder og fri Forskning, var Litteraturen ganske vist formel, mat, hensygnende. De store gamle vare døde eller trætte, de yngres Stemme paa faa Undtagelser nær Efterklang. B. blev Høvding for det unge Danmark, en Fanebærer, der vakte Jubel og Forbitrelse, og i uafbrudt Produktionstrang fuldførte han de 4 første Dele af «Hovedstrømningerne»: 1872 udkom «Emigrantlitteraturen», 1873 «Den romantiske Skole i Tyskland», 1874 «Reaktionen i Frankrig», 1875 «Naturalismen i England». 1874 stiftede B. i Forening med Broderen Edvard B. Maanedsskriftet «Det 19. Aarhundrede», der samlede de unge Forfattere, som sluttede sig til hans litterære Skole. Den i Længden trættende Kampstilling i Forbindelse med den Omstændighed, at B. til Dels af social-politiske og religiøse Grunde ikke blev Hauchs Efterfølger paa den æsthetiske Lærestol, der vedblivende holdtes ubesat, gjorde ham Opholdet her ubehageligt. I Efteraaret 1877 forlod han Danmark og drog til Berlin, hilsende sit Fædreland med den ensidige, men tankevækkende Monografi «Søren Kierkegaard» og den fine og kjærlig forstaaende Bog «Danske Digtere» og hilset ved en Adresse fra 45 bekjendte Mænd med en Tak for hans omfattende Virksomhed, hans Mod, Fasthed og pletfrie Uegennyttighed. Fra Berlin, hvor han var en skattet Medarbejder af de store Tidsskrifter, udgav han de fortræffelige Karakterbilleder «Esaias Tegnér» 1878, «Benjamin Disraeli» 1881 og «Lassalle» s. A. (tidligere i «Det 19. Aarhundrede») og udarbejdede det 5. Bind af «Hovedstrømningerne»: «Den romantiske Skole i Frankrig» 1882. En Kreds af Venner sikrede imidlertid B. en Slags privat Professorgage for en Række af Aar, og 1883 kom han tilbage til Kjøbenhavn. 1883 udgav han «Mennesker og Værker i nyere evropæisk Litteratur» og «Det moderne Gjennembruds Mænd». 1884—85 udkom «Berlin som tysk Rigshovedstad, Erindringer fra et 5aarigt Ophold», 1884¹ det udmærkede Festskrift «Ludvig Holberg» og 1888 «Indtryk fra Polen» og «Indtryk fra Rusland». 1876 havde B. ægtet en tysk Dame, Henriette Strodtmann, f. Steinhof.

B.s Betydning for nordisk Aandsliv er flersidig: 1. I «Hovedstrømningerne» oprullede han et stort anlagt Billede af Ideernes og Følelsernes Bevægelse i dette Aarhundredes Litteratur og aabnede Øjet for nye Syner og nye Ideer; 2. i sin frugtbare Forfattervirksomhed, ved sine Forelæsninger og ved sin store Evne som personlig Vækker har han været en indflydelsesrig og aandfuld Talsmand for Realismens almindelige litterære Princip: Fordringen paa Naturiagttagelse og den fulde Indsættelse af den kunstneriske Individualitet i Værket; og 3. i Litteraturbehandlingen har han indført en ny Methode: den psykologisk-kritiske. Men for at forstaa B.s Stilling og det Røre, han vakte, maa det mærkes, at denne rige Livsgjerning udførtes under Brydningen af to forskjellige Strømme i hans lidenskabelige og stærkt stemningsbevægede Personlighed: den centrale – en stor Kritiker med sjælden Evne til at se, et fint psykologisk Blik og en overordentlig bøjelig, vid og indtrængende Sympathi, og den periferiske – en lidenskabelig polemisk agitatorisk Fritænker med stadig opdukkende Lyst til at gaa ud over det æsthetisk-litterære Omraade og ud fra dette virke som radikal Samfundsreformator med Krav paa den mest ubetingede Frihed for Aand og Individ. Denne Dobbelthed gaar mer eller mindre igjennem hele hans Produktion og forklarer den højst ulige Bedømmelse, der er bleven ham til Del.

Imod en formel og hensygnende Idealisme hævdede B. Realismens Aand og gjorde sig til Talsmand for den levende Model, for Betydningen af Virkelighedsstudiet og Iagttagelsen, den dristige og energiske Gjengivelse i digterisk Sammentrængen af det sete og oplevede, tilspidset i den Sætning, at en Digter egentlig kun kan give sin Samtid og sig selv som den Virkelighed, han alene fuldt kjender. Derfor maa Digteren mættes af sin Tid, føle dens Lykke og Lidelse og kraftig bevæges af dens Strømninger, i det en Litteratur nu kun ret viser sin Livskraft ved at «sætte Problemer under Debat». Men medens Polemikeren for at bryde Strømmen ofte optraadte stærkt imod vor ældre Litteratur og navnlig ikke ret var i Stand til at dele Lys og Skygge lige mellem sin Skole og andre uden for Skolen («Det moderne Gjennembruds Mænd»), viste Kritikeren i en Række fortrinlig karakteriserende Monografier, at han netop havde en sjælden Evne til med fin og dybt forstaaende Sympathi at værdsætte vor ældre Litteratur. I den Gruppe af B.s Skrifter, der dannes af hans Karakteristikker af danske og nordiske Forfattere, ere de, der tegne vore ældre Forfattere: Henrik Hertz og Aarestrup (i «Æsthetiske Studier»), Rahbek, H. C. Andersen, Goldschmidt (i «Kritikker og Portrætter»), Hauch, Bødtcher, Chr. Winther og Paludan-Müller (i «Danske Digtere») og Schack Staffeldt (i «Mennesker og Værker», hvori ogsaa den fortræffelige Skildring Goethe og Danmark), netop de, der ved skarpsindig Analyse, fin og kjærlig Forstaaelse og aandfulde Sammenligninger altid ville staa som noget af det værdifuldeste, dansk Litteraturkritik ejer, ligesom de ogsaa ere mere objektive end de tilsvarende Fremstillinger af de unge: J. P. Jacobsen, Drachmann, E. Brandes, Schandorph, Skram (i «Det moderne Gjennembruds Mænd»).

Størst Betydning har B. imidlertid ved i Norden at have indført en ny litterær-kritisk Methode. Medens J. L. Heiberg havde været et Mønster paa den æsthetisk-formelt-tekniske Kritik, der, efter begrebsmæssig at have deduceret Digtarterne ud af Poesiens Idé, bedømmer Kunstværket efter, om det svarer til sin Kunstarts Begreb eller ikke, indførte B. den psykologisk-kritiske Methode, der gjennem Værket søger tilbage til Forstaaelsen af den kunstneriske Individualitet. B. var med Hensyn til denne Methode paavirket af Taine og Ste. Beuve, men han har omformet den ejendommelig og selvstændig. Medens Taine i sin historisk-psykologiske Litteraturbehandling søger tilbage til Samfundstilstande, Folk og Race, og Ste. Beuve saa ensidig opsøger Frembringeren, at hans Kritik opløses i Psykologi, ser B. ligelig paa Værket og Frembringeren for æsthetisk-psykologisk at forstaa begge og Forholdet mellem dem. Hans herskende Evne er Blikket for det individuelt-psykologiske, men han søger ikke blot psykologisk at forstaa Forfatteren som Menneske, men ogsaa æsthetisk som Kunstner. I det han for at forstaa Værket søger tilbage til den frembringende Personlighed, belyser han ogsaa denne ved dens Sammenhæng med Tidens Aand, herskende Følelser, Livsanskuelser, Interesser og Ideer, opsøger det typiske i Forfatteren og i hans Karakterer og benytter overalt til Belysning den sammenlignende Methode. Med smidig og omfattende Sympathi, med skarpt Blik for Sammenhængen mellem Personligheden og Værket opklarer han den ejendommelige Brydning mellem Forfatteren og hans Stof, som den viser sig i Valg af Æmne, i Typer og Typiseren, i Indholdets Udprægning i Form, Stil osv. Denne Kritik er dels Videnskab, thi hvor meget en saadan Kritik efter sin Natur end maa løbe Fare for at blive subjektiv, er her dog noget, der lader sig konstatere og kontrollere, dels Kunst, thi ingen Videnskab alene finder Vejen til en sammensat menneskelig Aand, – det er psykologisk-æsthetisk Videnskab, der for at haandteres med Frihed og Sikkerhed kræver en lykkelig Forening af en Psykolog, en Kritiker og noget af en Digter.

B. fandt dog først efterhaanden sig selv. Medens det centrale i hans Personlighed havde aabenbaret sig i kraftigt Anlæg i «Kritikker og Portrætter», traadte det periferiske stærkt frem i de første Dele af «Hovedstrømningerne». Det var forstaaeligt, at Angriberne holdt sig til det periferiske, og de havde let nok ved at paavise den Tendens, B. aldrig havde lagt Skjul paa. Den store psykologiske Kritiker havde ret boltret sig i det polemisk-negative og derved skadet Kritikken. Ikke blot var Anlægget af «Hovedstrømningerne», der opfattedes som en Kamp mellem Reaktionens og Fremskridtets Aand, polemisk tilspidset og delvis fortegnet, men Bedømmelsen var væsentlig bestemt ved polemiske Hensyn. B. vilde give en sammenlignende psykologisk Litteraturbetragtning med det Formaal at fremstille de Følelser og Ideer, der gjennem de i Hovedværkerne givne Typer give Tiden dens Præg og afsløre dens Psykologi, og hans omfattende og prompte Viden gjorde ham det muligt at finde og fremstille den genetiske Sammenhæng mellem det beslægtede og belyse Typerne ved Sammenstillinger og Sammenligninger, der naa ind til fine Nuancer. Men i de første Bind traadte Hensynet til den kunstneriske Frembringer tilbage for Følelsernes og Ideernes almindelige Bevægelse, og Vurderingen med dens Fordeling af Lys og Skygge bestemtes ud fra det radikale Syn paa Frihed og Fremskridt, Samfundsliv, Religion og Politik, B. selv hyldede, og det gjaldt for ham om gjennem Fremstillingen af de fremmede Forfattere at ramme vore hjemlige Forhold. «Opfattelsen af Poesi og Kunst var», som B. aabent indrømmer, «betinget ved Tendensen.» Først da B. fra Værkets Typer førtes til Forfatterens Type, og det blev hans Opgave psykologisk at forstaa, hvorledes Forfatterens Produktion fremgik af hans Liv, fandt han fuldt ud sig selv. Dette nye æsthetisk-psykologiske Synspunkt traadte allerede tydelig frem i Fremstillingen af Byron («Naturalismen i England»), viste sig slaaende i «Søren Kierkegaard», til Dels i de fortrinlige psykologiske Analyser i «Danske Digtere», i den fra svensk Side stærkt kritiserede «Esaias Tegnér» og i «Den romantiske Skole i Frankrig». Nye Udgaver af de første Bind af «Hovedstrømninger» bleve reviderede fra dette nye Standpunkt, der ogsaa indvirkede paa B.s Opfattelse af Poesien overhovedet. Det er dette nye Synspunkt, der giver B.s Karakterbilleder deres fængslende Tiltrækning og stiller «Hovedstrømningerne» som et Hovedværk i dansk Litteratur, ligesom det ogsaa ved talrige Oversættelser har vundet sig en Hædersplads i andre Litteraturer. Der kan selvfølgelig strides om Livsanskuelsen, der kan gjøres Indvendinger mod Planen, mod Tendensen i de tidligere Udgaver, mod det af og til subjektive og polemiske, der kan ankes over ufuldstændig Kildeangivelse og en stundum noget souveræn Brug af andres Aandrigheder – hvilket sidste dog ikke har saa stort at sige over for Anvendelsen af den nye psykologiske Methode, der giver Værket dets Værd og gjør alt nyt –, som «Hovedstrømningerne» foreligger, er det et Værk af Aand: ved det psykologiske Blik for Sammenhængen mellem Personligheden, Tiden og Omgivelserne, ved de klare og vækkende Billeder, ved den Frihed, som det fuldstændige Herredømme over Stoffet giver, ved de fine Sammenligninger mellem de forskjellige Litteraturer, Karakterer og Typer, ved den genetiske Forstaaelse af en litterær Idés Kilde og Forgreninger. Og Indholdet er baaret frem i en paa én Gang bestemt, pointeret, klar og livlig og tillige fin, bøjelig og farverig Fremstillingsmaade, som det er lykkedes, oprindelig maaske naaet af B. ved ihærdig Øvelse efter fremmede Mønstre, men ogsaa noget støttet af hans Races Ejendommeligheder, smidig at bøje sig om Individualiteten, naa ind til de fineste Træk og finde Ordet for dem. B.s Mangler, en vis Ulyst til eller bristende Evne for det systematiske, belærende, bestemte Oversigter og afsluttende Resultater, det subjektives Overvægt over det objektive osv., skyldes til Dels selve de Evner, der ere hans Rigdom og Styrke, baade som Kritiker og som personlig Vækker, som Mæevtiker: det digteriske i ham og Blikket for det individuelt-psykologiske. Naar man ikke mere almindelig har forstaaet at skatte disse Egenskaber, uden hvilke det bedste ikke naas, saa skyldes det dog ikke blot, at han som Frembærer af noget her nyt maatte blive et Stridens Mærke, men ogsaa den anden, periferiske Side af hans Væsen: det lidenskabelig-polemiske, agitatoriske, iltre og stemningsbevægede. Medens B. i Virkeligheden har arbejdet sig frem til en fyldig, overskuende, mere systematisk og videnskabelig Holdning, i hvilken det, vi have fundet som hans Styrke, er traadt renere og renere frem, har han samtidig i tilspidsede Forord, i Dagbladsartikler osv. givet sig hen til hint polemiske, ensidige, æggende og tirrende; det gode som det slette har faaet Næring fra Stemningsmennesket i ham, og Modstanderne kunne stadig finde nye Angrebspunkter i dette periferiske i hans Personlighed og i Sindets Hede overse det centrale og værdifulde. Og nægtes kan det ikke, at denne Ubillighed har faaet noget Skin af Ret ved mange af hans Tilhængeres Holdning, i det disse netop ogsaa særlig have hyldet det periferiske i ham, fordi det satte Følelser og Lidenskaber stærkere i Bevægelse.

Ude og Hjemme V, Nr. 240. Tilskueren 1888.