Mon virkelig der findes
et Sted paa denne Jord,
hvor hun, paa hvem jeg haaber,
lyslevende boer,
den Jomfru, fin og fager,
den Kvinde, snild og god,
der, straks vi tvende mødtes,
med Liste mig forstod.
Som det, hvortil jeg fødtes,
det, hvortil jeg vil naa;
som det er sødt at fattes,
saa vilde hun mig forstaa;
og dog fast mod sin Vilje,
og uden Spejderkløgt,
se, hvad jeg er, og se det
uden Spot, uden Frygt.
Hil være hun, den Jomfru
med Sjælen dyb og blød,
der vilde gemme den Knælendes
Hoved i sit Skød,
der vilde ret af Hjertet
ham kysse paa hans Mund
og aabne sine Arme —
O priset være hun!
1863.