O for et Kys af denne Mund,
o for engang med henrykt Hu
ved Sommertid, en Aftenstund
af denne Mund at kaldes Du —
Dage jeg gav, Uger jeg gav,
gik ung i min Grav.
Smil da til mig, du Rosenkind,
ser til min Nød, I Øjne graa!
Lad mig dog ej med Sorg i Sind
af Savnet dræbt før Tiden gaa
uden et Kys, uden et Ord
i den kolde Jord!