Den vilde Storm og den kolde Regn, de lege
en rædsom Leg med mit Livs usikre Lys.
Det blusser svagt i Taager, klamme, blege;
det bæver viftende i Nattens Gys.
Naar vil det ende?
Vifter det hen?
Da kan ingen tænde
Faklen igen.
Du Genius! Evige Gud, som om Livet værner!
Grib Faklen, før den gaar ud, med vældig Haand,
og tænd paany dens Ild ved de flammende Stjerner,
og spred dens stærke Gnister, hellige Aand
Lad ej Storm og Regn faa
med mit Livslys Bugt!
Send mig et Tegn paa
det ej bliver slukt!
1861.