Højt imod Nord er Fru Yduns Sal.
Den har Søjler af Is, saa blank som Krystal.
Gennem Salen jager den kolde Vind
ud og ind
og rødner Yduns den friske Kind.
Nu er det Vinter og Luften er kold.
Over Husenes Tage og Stadens Vold
hæv mig, Aarets Genius, du! paa din Flugt
mod Foryngelsens Frugt,
lad dit Øre ej for min Bøn være lukt!
Med spændte Vinger du flyver afsted.
Slut mig fast i din Favn, tag mig med, tag mig med!
Fra Stuelufts Tryk, fra Løgn og fra Pral.
fra kvalmende Kval,
fra Tankernes Væv og til Yduns Sal!
Gennempisket af Hagl og af sneblandet Regn
med Stormen og dig til Nordpolens Egn!
Snart højt over Sky’r under Himlens Blaa
vi med Ørnen gaa.
snart Havfladens Spejl med Vingerne slaa.
I det isnende Hav, Forglemmelsens Flod.
vil jeg dykke mit Hoved og køle mit Blod.
kaste mit Hjertes Sorg overbord.
lade Bølgernes Kor
døve mit Øre for Fristerens Ord.
Har saa jeg dybt fra det kølige Væld
suget Bølgernes Friskhed ind i min Sjæl.
vi flyve paany mod den dejlige Dis
over Marker af Is.
hvor Stormen synger til Yduns Pris.
I den luftige Hal jeg da træde vil
og bede om Alt, hvad min Hu staar til.
Hil sidde du Ydun, Bragi’s Viv!
Giv mig Kraft, giv mig Liv!
Sjælens og Legemets Ungdom mig giv!
Genien bar mig herop fra Syd,
ham skænker hvert Aar du Ungdommens Pryd,
smelter hans Hjerte og mørkner hans Haar.
thi du formaar
at skabe Vinteren om til Vaar.
Mig række du ogsaa Æblets Saft!
Den vil fylde min Sjæl med skabende Kraft.
Jeg trænger dertil, alt Gammelt og Gemt
har jeg længst forglemt;
nu er min Sjæl til Begejstring stemt.
Og vi knæle. Da rækker hun Bægeret hen.
I Ungdomsglans staa vi op igen.
Nytaar 1861.