Den skønne blonde Lykke,
der aldrig kan staa stille,
engang mens han var lille,
blidt tager ved hans Haar
for ham et Kys at trykke
paa Panden, som han staar.
Han saa sig rundt, forsvunden var hin Kvinde i det Fjerne;
men Kysset blev og brændte, blev til Tro paa hans Stjerne,
og stod han for en Skranke, hvor om trøstig Trods det gjaldt,
hans unge Hjerte banked, og han mumlede: Trods Alt!
Hin Tro brast ufortøvet
i Kampens haarde Skæbne.
Han voved knap sig væbne,
han ingen Lanse svang,
saa, hørte dybt bedrøvet
Dystløb og Vaabenklang.
Men stod han for en Skranke, hvor Ærens Fane flammed,
sit Mismod og sin Frygt dog af Sjælen ud han skammed,
ja saa han Nederlaget som Vished overalt,
med sammenbidte Tænder han mumlede: Trods Alt!
Det var hint Kys, hvis Lue
gød Ild i Knægtens Aarer.
Han følte, de var Daarer,
som veg fra Kampens Vej,
selv lod han ej sig kue,
men vidste Grunden ej.
Og Lykken blev, blev Ungdom; naar hun selv ham vendte Ryggen,
var Solen, Skoven, Barnet tusind Bud paa Bud fra Lykken.
Den muntre Tillid vokste, hver Barrikade faldt.
Med Storm han den tog, og hans Feltraab var: Trods Alt!
Af Trolde smaa belejret
han ligger nu for Tiden,
Medgang har han liden,
af Medynk mer end nok,
dog fik ham ej besejret
én Gang saa stor en Flok.
O medynksfulde Sjæle! For Jer var dette Tegnet
til Klynken og til Tungsind, som snart i Slaphed segned.
Men i hans Hjerte jubler en Almagt, Manddom kaldt;
dens Lyst er det at trodse og dens Feltraab er: Trods Alt!
Hospitalet i Rom 1871.