Hvor rører dog den sande Skønhed Sjælen
og gør den let, imens den rent fortryller den,
udvider den, uddyber den, udfylder den!
Hvad Sneen dulgte med sin tætte Fjælen,
det ved sit varme Sommerlys fremsmelter den.
Dens Pust den fine Rim til Dugg forvandler,
den tunge Isklump bort fra Hjertet vælter den.
Hav Tak for dette Syn! jeg trængte til det,
et Lys udbredende, en Himmel højnende.
Min Sjæl var mørk, den havde lukket Øjnene
og blind den sad, som den, der trodsig vil det.
Jeg kaldte, men den vaktes ej af Raabene —
Den stærke Glans har vakt den. Skønt lidt skamfuld,
den nu paany har rejst sig, frisk og haabende.
1865.