Hvad det er at elske, det mig lærte
hun, som her i Graven lagdes ned,
hendes Hjerte: idel Kærlighed,
hendes Væsen: lutter Hjerte.
Vandrer! hvis du spørger om,
hvem hun var, hvorfor jeg græder,
hør det da til hendes Hæder:
denne Aand var ren og from.
Stærkt i Svingning som Pendulen
i sin Enfold den forstod sig
slet paa Skrømt og slet paa Skjulen.
Let opskræmt og angst som Fuglen
ej til Ro den vugge lod sig,
som paa Vagt for at bevare
dem, den elsked, mod en Fare.
Selv hun haardest var imod sig.
Følelser og Forsæt stærke,
det var hendes Levneds Mærke,
klar og ildfuld som en Stjerne,
saa var hendes Væsens Kærne.
Hendes Daad og hendes Ære
var, sin Husbonds Fryd at være.
Derfor er blandt stygge Grave
hendes Grav en Blomsterhave.
Modernavnet helst hun hørte
fra den spæde Barnetunge.
Hendes Ungdom tit os rørte,
hun var yngre end de Unge.
Del vor Sorg, thi den er tung,
nu, da Alt du kender, Broder:
hendes Navn — hun var en Moder,
hendes Alder — hun var ung,
hendes Minde —
hun var Kvinde.
1865.
Paa mange Maal var ej hun klog,
men Blomsternes og Hjertets Sprog
forstod hun, naar de løde:
naar Rosens og Violens Knop
en Udvej Duften brøde;
naar Hjertet ungt sig lukked op.
Den unge Mand, hvis sunkne Mod
for hendes milde Øje stod,
ham hendes Ord forfrisked;
den unge Mø, halvt Barn endnu.
i hendes Øre hvisked
med Jomfrublik og Jomfrublu.
Ja, stor var hendes Venneflok.
Vist var den sær og uens nok,
men hende tro fra Grunden.
Thi ung og gammel, fjern og nær.
ældst Ven og nylig vunden,
hver en hun havde lige kær.
Og om der var et ærligt Skrog,
en Nar, men Nar med Hjerte dog,
hun ej ham fra sig stødte;
en saadan Gæst med Hovmod ej
ved hendes Arne mødte;
han over hende glemte sig.
Og sad der saa paa Spotterbænk,
en Mand, hvis Vid var Malurtstænk,
han lod ved hendes Side
godmodig Skemt og Lunets Ord
fra samme Tunge glide,
hvorfra de fine Pile foer.
Saa gik det til, saa er det hændt,
at overalt mod hende vendt
hun saa det Gode smile.
Hun vidste ej, at fra dets Gem,
dets Søvn dets dorske Hvile,
hun selv, hun først det lokked frem.
Et trofast Ord, et sjælfuldt Blik,
et mildt Farvel, et Smil, et Nik,
forstod hun skarpt at tyde.
Hvad der laa skjult i Hjertets Vraa
af Løgn og Last og Lyde —
det saa hun nødigt, hvis hun saa.
Hvad der var varmt og rent og smukt,
det greb hun, selv i hurtigst Flugt.
med det var hun beslægtet.
Hvad der var karrigt, nidsk og koldt.
hun ej at hade mægted;
men det har hende Sorg forvoldt.
Hun led ret vel den slebne Kløgt.
og var hun end, naar fint blev spøgt,
i Ordleg let forvirret,
hun elsked hvad ej selv hun fik,
og tit med Undren stirred
hun i de Kloges klare Blik.
Dog hvad der ramte hendes Sans.
det var ej Lysets stærke Glans,
det var dets milde Varme.
Det kolde Lys hun lidt forstod.
det vakte Sjælens Harme,
saa stærkt var Kulde den imod.
De Vedtægtsbaand, der smaaligt snoes,
der snærer mangen Haand tilblods
og mangt et Hjerte sammen,
de bandt ej denne frie Aand.
Den skød med Lethed Hammen
som et for snevert Klædebon.
De Jern, der kuer mangen Sjæl
til grove Pligters sløve Træl,
hun bar end mere trøstigt.
Kom du, naar de bandt hende fast,
da lo hun op saa lystigt,
at alle hine Lænker brast.
Men da det lød: Forbi, forbi!
da løfted hendes Aand sig fri
for alle Baand og Lænker,
og steg med Lysets Hast til ham,
der hende Naade skænker,
fordi hun ej har gjort ham Skam.
1866.
Den Frost og Sne, som dækker
i Danmark nu By, Land og Hav,
sig ogsaa stille lægger
om Blomster paa en Grav.
I Sneen Planten sover;
snart vakt til Liv i Blomst den staar;
men hun, den blomstrer over,
Liv kun i Drømme faar.
Nys jeg i mange Drømme
af hendes Mund har hørt de Ord:
"Jeg lever, falsk I dømme,
naar I mig mistet troer".
"Tal med mig, glem blot Sorgen,
hvor kan du tro, at jeg er død!"
Det blev en bitter Morgen,
thi Drømmen var saa sød.
Ak, Skygge, du bedrager.
I Jorden blev hun sænket ned,
og Tabet mer mig nager
end noget Tab, jeg led.
Farvel! Farvel! Mildt lyde
i Stuen steds det Navn, hun bar.
Paany det altid bryde
den Taushed, Graven har.
O naar et Navn forstummer
af Frygten for at mindes om
den Sorg og alskens Kummer,
man helst gaar uden om —
hvor hæsligt! nej, med Glæde
og Vemod vi det nævne vil,
da er hun end tilstede
og hører end os til.
Rom 1871.