Er for Andres Blik Figuren end lidt flad,
mig hun fængsler ved et sødt Jeg-véd-ej-hvad,
ved en Klang af Sølv i hendes Stemme,
som en lyd hør Elsker ene kan fornemme.
Guldfisk du dorske!
Mat er dit Øje, hvortil kan du bruges?
Ih! Med saadanne pilker man Torske.
Han elsker hende med stor Besked.
Et gunstigt Svar han sig henter.
Thi hun gengælder hans Kærlighed
med Renter.
I er altfor adrætte — I tar Hatten i Haanden,
før I ser Benraden komme.
Meningen var ikke, vi skulde opgi’ Aanden,
førend Livet var omme.
Ja Fuglen skød vi!
Thi fint os snød vi
ved Hymens Alter
for Livets Fester.
for Amors Fakler!
I sølle Pjalter!
I arme Bæster!
I Skrog, I Stakler!
Var end Pigens Stemme rusten — lad saa være!
Var end Huden gul og gusten — lad saa være!
Laa end mørke Rande rundt om røde Øjne,
lugted Aanden end som Osten — lad saa være!
Var hun mat og doven, var hun gal og arrig,
havde hun Figur som Kosten — lad saa være!
Bedsk er slig en Drik, vel sandt, men naar i gyldent
Bæger rækkes Mosten — lad saa være!