Alt er tyst, som Fredens Stund før Freden brydes,
skønt, men som en Fest, hvis Fryd i Angest nydes
Trindt paa Himlens sommerlyse Bue
blege Stjener vredt og selsomt true.
Lydløst glide Havets Bølgeskarer. —
Kornmodslysets ubestemte Lue
nu og da fra Horisonten farer,
Lyn i Lyn det svinger Flammesværdet.
Stygt ved Flammen
alle Luftens Aander fare sammen;
Himlen blinker ved dets Slag forfærdet.
Alle os, som svege Aandens Himmelfane,
alle os, som vege fra den smalle Bane,
os, der Gudens Høst i Hjertet kvalte,
os hvis Læbe tav, naar Stemmen talte,
os vil Sværdets røde Tunge ramme —
Lød jeg ej, da Gudens Bud befalte,
stod engang paa Prøvens Dag til Skamme,
saa min Kind endnu af Skammen gløder —
nu jeg møder,
nu jeg villigt kæmper, villigt bløder.
Salig Den, der uden Blinken bøder.
1866.