Ja Digteren er Maler; en Pensel er hans Pen
hans Farver er de brogede Vokaler.
En Seer lig han stiller sig for sit Lærred hen;
med Sprogets Paletpragt han maler.
Men Den, hvis Blik er sløvt og hvis Farvesans er kold,
han ser ej Maleriets Farver flamme;
imellem ham og Billedet er evig rejst en Vold
af Taage, saa de tykkes graa og tamme.
Han hører Lyden A, men han skuer intet Rødt;
E er ej hvidt for slige Sansers Raahed.
Det gule I, der skinner som Guld, for ham er dødt;
han føler ikke U’ets dybe Blaahed.
For ham er Vokalen det døde Ciffer blot,
det Ord, der maler, Tegn, men aldrig Billed.
For ham er Regnbuherligheden bare Graat i Graat,
han fatter ej hvad Kunstneren har villet.
Men Ordet har ej Klang blot, har Lød og Duft dertil.
og friske Sanser fordres, vil man nyde
den smeltende Ynde, det rige Farvespil,
hvormed en Kunstners Sprog kan Hjertet fryde.
Har du da ikke Sanser, kan ej betages saa,
end ikke se det Skær, Vokalen arver,
saa last ej Maleriet, du ej forstaar dig paa,
det Maleri, hvorpaa du ej ser Farver.
Januar 1859.