Hvad? glider Aarets stolte Aand
med Skøjter paa sin Fod,
med Roser fra den friske Vaar
og Vinløv om det mørke Haar,
med Neget i sin stærke Haand
hen over Lethes Flod?
Han nærmer sig med Stormens Hast
til Kysten, hvor jeg staar.
Vig bort! Her er ej Isen fast,
den bærer ej saa tung en Last.
Fly, fly! O Himmel, Isen brast,
han synker, han forgaar.
Forgæves jeg ham frelse vil,
jeg er for svag dertil.
Han griber med sin stærke Haand
fast i mit Friluftsklædebon.
Brat ned det fra min Skulder gled,
det sank i Dybet ned.
Hvad har han ranet dig? i Alt
en bræmmet Toga, Ven!
en Barnedragt, hvis Purpursøm
var Tant som Barnets falske Drøm.
Hvad gør det, at din Toga faldt?
En ny du faar igen.
Ak nej! Langt mer end hvad du ser
har han berøvet mig.
Den Purpurbræmme om min Dragt
kom frem ved Barndomsdrømmens Magt.
Slig Glans kan jeg ej skabe mer,
som Mand jeg kan det ej.
O stig af Dybet op igen,
stig op, stig op til mig!
Bring Dragten med sin Purpursøm,
bring mig min Barndoms gyldne Drøm!
Stig op, stig op, stig op igen!
Ve mig, han kommer ej.
Januar 1859.