Af Leonardo mindes jeg et Billed,
en fin Madonna, sky og øm, en Gaade
i Kvindeskikkelse, hvis Blik er Naade
og Nej — og Smil og Sorg — som Ingen skilled.
Hvad jeg har drømt og haabet, tænkt og villet,
Alt strømmer derimod. Med tusind Traade
det drager til sig mine Længslers Flaade.
Der staar det, stadigt mig for Øjet stillet.
Er du kun Billed? Svar mig, gaadefulde
Madonna, svar mig, o du fjerne, nære!
Har Leonardo anet dig, du hulde?
beundret, elsket, malet dig; du kære?
O nej! du staar der, slank og fin, i Live.
Und mig, Madonna, Alt hvad du kan give.