I tunge Tanker, ensom alt i Uger,
i Kampe stedt, af den Art Skæbner ramt,
hvorover Sjælen mørk og kvalfuld ruger,
i Parken gik jeg. Ja, vel tomt og tamt,
men fredlyst laa for hine Andre Livet
i alle Loves Hegn. Mig var det gramt,
mig blev kun Kamp til Løn for Kampe givet.
Saa sang det i mit Bryst. Da hørte jeg
en sagte Lyd, som naar igennem Sivet
skarpt hvislende en Strøm sig bryder Vej,
gik efter Lyden, til med mægtig Kogen
et Vandfald, bredt og kraftigt, standsed mig.
Jeg søgte mig en Plads og aabned Bogen,
som jeg til Rejsefælle med mig tog,
Lassalle, en Ven saa fast og klar som nogen.
Men Vandets Brusen mig fra Bogen drog;
det hvide Skum i Solen sprang og blinked,
imens Saltomortaler Bølgen slog.
Da greb det mig: hvor dorsk, hvor sløvt forsinket
løb Floden ikke nylig i sit Leje,
sin gode Seng! Slet Intet Øjet vinked.
Den gik sin Gang ad lige, jævne Veje,
da Grund med Et den svigted under Foden.
Den faldt. Først dybt sig alle Bølger neje,
saa skummer, bruser, syder hele Floden,
Regnbuen straaler i dens hvide Stænk.
Den synger. Højt mod Himlen stiger Oden.
Og jeg, som sidder her paa denne Bænk,
og ser al denne Pragt, jeg skulde klage!
Alt her omkring mig, raaber jo: Betænk,
at ogsaa Floden havde gode Dage,
da den sig vugged rolig paa sin Grund.
og ingen for at se den, saa tilbage.
Nu da den faldt, nu er den uden Mage.
Jeg rejste mig og gik i Parken ind.
De friske, brede Bøge venligt vifted
og loved Lægedom det syge Sind.
De sagde: Er dit Hjerte ej forgiftet.
og har dit Øje end det Grønne kært.
hin Farve, som Naturen aldrig skifted,
da kom til os, det er vel Møjen værdt.
Grønt er en Balsam for det syge Øje.
Fornam du ej en Lindring, var det sært.
Jeg gik forbi, saa ned, op mod det Høje,
ud i det Fjerne. Midt i Skoven da
et enligt Træ mig fængsled, og med Føje.
Midt blandt de grønne Bøge stod det rødt
som en Protest imod Naturens Orden.
Man skulde sige, Bøgen havde blødt.
Den steg som dryppende af Blod fra Jorden
og dog dens Løv mod Himlen smilte sødt.
I Haven ene den var Blodbøg vorden.
Og trindt om den de andre Havens Træ’r
med Haansord hvisked om den arme Stakkel.
De hadede den alle, en og hver:
"Dens Unatur er næsten et Mirakel.
Et Træ, der ej for Øjnene gør godt!
Et Træ, der staar og lyser som en Fakkel!
Evindelig bengalsk Belysning blot
og farvet Glas en Forestilling give
om Sligt. Det var et Træ for et Skafot.
Blev mange Træ’r som det, der vil oplive
vort Grønne her, da var det ude snart
med al Natur, hvad skulde Enden blive?
hvor var for Mennesket et Fristed spart?
hvor vilde efter Skovens Grønt han sukke
imellem Træ’r af den bengalske Art!"
Saaledes hvisled alle disse smukke
og grønne Bøge. Men jeg hørte grant
Misundelsen sin Tand i Træet hugge.
Jeg sagde til mig selv: San vist og sandt,
som disse Træ’r er som et Træ skal være
og Reglen i dem alle Sejer vandt;
saa vist, som det var ikke til at bære,
hvis alle Træ’r Blodbøgens Farve bar —
saa vist for mig er heri skjult en Lære.
Et Navn Blodbøgen her alene har.
Hvem véd i denne Park ved Navn at nævne
en Bog foruden den. Se dette var
hvad Havens andre Træer vilde hævne.
Hvad har med Vand og Træer jeg tilfælles!
Stig op fra Bogens Blade, stolte Sjæl.
og vis mig dine Træk, som aldrig ældes.
Jeg véd, dig kalder Mængden ond og fæl,
en Djævel, i dig selv fortabt, en Slange,
du, som paa Slangen satte just din Hæl,
du, som for Djævlen selv var ikke bange
og som for Mængdens Frelse gav dig hen.
Jeg véd det, jeg erfor det mange Gange,
blandt Tidens Børn du har slet ingen Ven.
Ej én der er, i hvem din Ild har fænget,
ej én er af din Slægt blandt Tysklands Mænd.
Kun dine Fejl dem kan de, hele Slænget.
Men se, i mig, en Fremmed, er dig født
en Slægtning, lutter Trods som du. Den vrænged,
den usle Hob, af mig som dig. Forødt
har jeg som du min borgerlige Ære.
Af hundred Halse har det mod mig gøet,
det Hundekobbel, som mod dig, du kære.
bestandig halsed. Stærk ved min Foragt
jeg stod for Krigsskrig, rejst af Skrællinghære.
Du stolte Aand! jeg er dit Mindes Vagt.
Paa Trods mod Adel, Borgerskab og Klerke,
til Tak for du mit Inderste har vakt,
vil nu jeg rejse dig et Mindesmærke,
en Billedstøtte paa din Grav, du Stærke!
1873.