Lær dog, Hanna, at væmmes
ved Angsters unødige Kval,
agt ej paa Tisken og Praten,
vær som en Stat i Staten —
det er den Lære, som gemmes,
Hanna, for dig i Kantaten,
som fylder den store Sal.
Lær, aldrig at skræmmes,
lær — ikke sky for Skrald —
at følge din indre Stemmes,
dit tapre Hjertes Kald.
Føl det! Den skaffer kun Vaande.
Angstens Spøgelseluft,
Du blev jo skabt til at aande
Elskovens Røgelseduft.
Føl, hvor den mod dig stiger,
og med Duften en Sang,
sød som Kys og som Smiger,
der dulmer din Sjæl med sin Harpeklang.
Kender du Navnet, du kære,
om hvilket Hymnen er lagt?
Hører du Tonerne bære
det Navn med stormende Magt?
Alt er kun Sang til din Ære.
Hil, o hil, Hosianna!
Tonerne svulme saa bløde:
Se, som en Morgenrøde
kommer du, Drømmenes Dronning.
Fra dine Læber, de søde,
drypper der Mælk og Honning,
drypper der himmelsk Manna.
Tonerne svulme saa bløde,
og med et fuldt Hosianna
bruser det: Hanna, Hanna!