Hun var Prinsesse, han en simpel Ridder,
hans Frihed tabt, hans Vilkaar kvalfuldt trange.
Til fremmed By bragt ind som saaret Fange,
i hendes Faders Hird han fangen sad,
og aldrig glad
sin Fremtid for sig saa som øde Vidder.
Vaaren var kommen med sit Stærekvidder
og Anemonens fine Silkeblad;
men aldrig nød han Sol og Fuglesange,
hans Sind var tungt, hans mørke Tanker mange.
Hun var Prinsesse. Sjælfuld Højhed skinned
fra hendes Pande. Hun var stolt og veg,
omskiftelig og fast, og stadigt steg
og sank en Stemningsbølgegang i Sindet.
Helt uberegneligt var hendes Lune,
og hendes Øjne, disse udtryksrige,
i Lød og Glimt helt ubestemmelige
og søde Lys snart tyktes blaa, snart brune.
Men dejlig var hun. Mødtes deres Blik,
hans Hjerte skælved som en Fugleunge
i hendes Haand, dog aldrig, aldrig fik
han nogen Bøn om Elskov paa sin Tunge.
Hun var Prinsesse, han bevogtet Fange.
Hans Kval var dyb, hans vaagne Nætter mange.
Hans Saar var lægte, Haanden fast paany,
og sikkert førte han til Stød sin Lanse.
Hans Navn var kendt i fremmed Land og By,
og snart til Hirden naaede da hans Ry
for hundred Sejre, hundred vundne Kranse.
Stundom hun saa til ham. Han tav som om
han ikke hendes Ynde kunde sanse.
Turnering forberedtes. Dagen kom,
da der til Dystløb blæstes, og Fyrstinden
med ædle Lader, Rosenblod i Kinden,
tog paa en Tronstol Plads at holde Dom.
Paa hende i den sorte Kniplingsdragt
med lyse Sløjfer hvert et Blik gav Agt.
I gyldne Brynjer og med broget Pragt
drog Landets Hirdmænd hendes Plads forbi.
Men Fangen, som paa denne Dag var fri
og paa hvis Ansigt laa et Skær af Lykke,
tren i beskeden Rustning uden Smykke
hen foran hendes Tronstols Drapperi.
I Haanden vugged Lansen han, den svære;
han blussede af Længsel efter Ære;
en Mands Beslutning i hans Træk sig malte.
Med dæmpet Røst for første Gang han talte:
Prinsesse! Lad mig dine Farver bære!