Det er forbi,
jeg ser det vel,
jeg vandrer ad en snever Sti
langs Aasen af et skyhøjt Fjæld
og hører alt med fattet Sjæl
den dumpe Larm af Fossens Væld,
som snart jeg styrter i.
Saa favn mig da, du vide Rum!
Fos, krans mig med
din Krans af Skum,
og dyk mig ned
og slyng mig op
som Fisken stum,
og knus min Krop
mod Klippens Kant
og stænk mig med
din Diamant.
Og kald saa med dit dybe Brum
fra Øst til Vest
de vilde Fugle rask til Gæst
og lad dem holde sig en Fest
paa Aadslet ved
din stejle Bred —
saa er det bedst.