Solen sank. Bølgerne slaa
Slag i Slag mod Stranden.
Øverst oppe er Himlen blaa,
men gylden og bred er Randen.
Lukas, den hellige Maler, staar
paa Søens blanke Flade;
hans højre Haand til Himlen naaer,
hans Fødder Bølgerne bade.
Som en Frise forneden om Himmelens Hund
han tegner med Kridt paa den gyldne Grund
Englenes hellige Skare.
Den vil min Sjæl bevare.
Mørket stiger. Trindt omkring
Alt i Mulm sig hyller,
Uglen omkring mig flyver i Ring
og fast i sin Kres mig tryller.
Ild i dens Øje glimter.
Saa synker den ned for en Skikkelses Fod,
hvis Omrids først nu jeg skimter,
thi taus den Mægtige stod.
Visdoms Gudinde sin Mund oplader:
I Tankernes Nat er den klareste Dag.
Men Dæmringen sky! Den gør sværmerisk spag.
Den skaber det Væsen, jeg hader.
Morgenen dæmrer. Hun svinder. Og se,
de vaagne, de sjungende Fugle,
og jage paa Flugten med Spot og Spe
Pallas Athene! din Ugle.
De prise med Sang det rødmende Skær,
for hvilket Stjernerne falme;
det er som sang de en Salme
til Lindring og Trøst for Enhver.
Det er, som de Kvalen forstørred,
kun for at lokke Taarerne frem
til Lindring og Trøst for Enhver, i hvem
Taarernes Kilde fortørred.
1860.