Se ned til mig! Jeg mine Hænder strækker
mod dig, min Gud!
Jeg beder inderligt. — Min Afmagt lægger
paa mine Læber Ord. Du, som den kender,
o skænk mig Kræfter til det store Brud
med Alt, hvad Verdens er, Alt, hvad som blænder
det Blik, der ej i hellig Andagt brænder.
O hjælp mig, frels mig, styrk mig til at fatte
min Sjæl til Daad.
Se! jeg er ene — kom til den Forladte!
Giv mig for jordisk Kval og jordisk Glæde
den lindrende, den trøsterige Graad!
Og naar jeg Kraft har vundet ved at græde,
skal jeg den smalle Bane trøstigt træde.
Den Herlighed og Glans, jeg tyktes have
bar Tiden tyst
i Favnen bort, den evigt at begrave.
Hvad end jeg har, det kan den ikke tage.
Hvad jeg har reddet af den haarde Dyst
er mit. Thi vil jeg ikke daarligt klage;
nu har jeg Kraft, nu først, til at forsage.
Hør da min Bøn! Mig nu, min Gud og Fader,
du vie ind
til Strid mod Mørkets Hær, den Lysets Hader!
O lad mig slaa i Kampen for dit Rige
med Mod i Bryst, med Ydmyghed i Sind,
med Sejr i Skjold! Til Dybet skal de vige,
de usle Magter der mod dig tør krige.
1861.