Nu trykker fast
om Brudens Tinding Kransen,
at intet Kast
den hvirvler bort i Dansen!
Dog ømt og blidt
om Panden ned den tvinger!
Hvor let en Knop fra Myrtekransen springer,
det, unge Piger, véd I lidt.
Det er fuldbragt.
For Spejlet Bruden straaler
i snehvid Dragt.
Hun med et Blik sig maaler.
Et flygtigt Smil,
et spottende, der røber:
"Jeg var tilfals, saasnart jeg fandt en Køber".
farer ad Læbens Bane hen med Il.
Hvor hun er smuk!
Og dog hvor blege Kinder!
End blot et Suk
for Mindet, der forsvinder,
en Aanden ud,
i dybe, dybe Tanker,
af Sjæl og Aand — saa lyt! din Brudgom banker.
Kom ind, kom frit! og hent din Brud!