Forgæves Tone vi med Tone stemmed,
din Røst og min vil ikke klinge sammen.
Farvel! Dit Tungemaal er mig et fremmed,
og mit, som først og bedst mit Hjerte nemmed,
om end min Læbe taler det med Stammen,
det er mit Et og Alt, mit Liv, min Gammen.
Pulsslaget i min Aand. Berøvet det
mit Ord er blodløst og min Tanke slet.
o var du dog i vore Skove hjemme!
O var dit Øre blot i Tide vænnet
til Danmarks Fugles. Danmarks Digteres Stemme,
du havde aldrig kunnet Sligt forglemme,
aldrig i Verden havde du det nænnet.
Men fra vort Sprog har man med Kløgt dig gennet:
det var for jævnt — hvad véd jeg! — og for svært.
og Tiden gik, du fik det aldrig lært.
Men hvis du skulde mig en Fremmed være,
o stammed du da blot fra vore Frænder.
fra et af Brødrerigerne, de kære,
da holdt, skønt fremmed, du vort Land i Ære
og hørte med til vore bedste Venner.
Men ak! din Vugge stod blandt vore Fjender.
Der brænder mellem os Nationers Had —
saa lad os da i Stilhed skilles ad.
1863.