April det var, men sommervarm var Luften.
Langs Vejen hang de nysudsprungne Rakler;
Myg sværmede i Flok i Blomsterduften,
den søde Duft af Vaarens Brudefakler.
Det var en Dag som skabt for syge Stakler.
Den store Læge Sol steg ind ad Ruden
og kyssede den Syges Kind paa Puden
og gjorde med sit Aandepust Mirakler.
Langs Vejen hastigt gik en lystklædt Mand,
slank, mørk, et Aasyn, i hvis tankefulde
og melankolske Træk en Længslens Brand
gløded igennem Kløgt og Kraft og Kulde.
Han ser ej Vognene forbi sig rulle;
men tit paa friske Roser og Konvaller,
som i sin Haand han bær’, hans Øje falder,
som det mod Sol og Støv dem skærme skulde.
Hist i den aabne Svale sad en Kvinde,
saa bleg som nys opstanden fra de Døde,
høj, smal og fin — og mat som ingensinde.
Blikket var Sjæl og Stemmen Fløjl, og bløde,
skønt lutter Alvor, hendes Træk de søde.
Da lød en Ringning nedefra ved Gitret.
Hun saa derned, og hendes Hænder sitred,
og hendes Kinder bleve næsten røde.
Og vaklende hun traadte ham imøde.
som svigted hende Øje, Haand og Fod —
men kun et kort Minut, og roligt løde
de Ord, hvormed hun Gæsten tog imod.
Han lagde sine Blomster, hvor han stod,
og sagde: "De er bedre — hvilken Glæde!"
Hun takked ham og bad ham tage Sæde,
og talte om sin Mand, der var saa god.
Berusende de røde Roser brændte
imellem dem paa Bordet, hvor de laa.
De hvide Roser deres Duft opsendte;
stærkt duftede Konvallerne, de smaa.
De talte lidt og gik igen istaa
og nød hinandens Selskab som en Lykke.
der vilde Sjælen helt i Vellyst dykke. —
Saa rejste han sig stille for at gaa.