Kalliope
→
Digtere
→
Jens Baggesen
→
Førstelinjer
Jens Baggesen
(1764–1826)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Af alle Tanker, som en Pen
Af ængstlig Længsel nu mit Hjerte gyser
Agnete var uskyldig
Ak! omsonst mig selv jeg Usle dølger
Alt, som Tidens Gnister slukkes ud
Apollo ledte mig til Bredden af Castale
At Baggesen endnu, min Adler! lever
At efter Lov og Regler ei du skriver
At ingen Tid og intet Land
At jeg ikke blot, hvad Mængden hylder
At man hvem, og hvor hun er, endnu
At Skrædder i Korsøer et Skrædder-Embryon
Aurores Ankomst giør en Hoben Vind
B
Begeistring! i Skiønheds uskyldige Skiød
Blandine sad hisset, Lenardo stod her
Boer jeg paa den tamme Bred
Bog! du skyder dig op af min Lomme, hvori du kun Haandskrift
Bryd, o Støv, i Lovsang ud!
C
Cicilia! jeg zittrer ved
Cyprens skiønne Herskerinde
D
Da jeg mig ei befinder vel
Dagbebudende Glands omskimrede Jorden
Dana! hvis i Sangens Aftenrøde
De kiere Katte er’ slet ikke mine Folk
De stikler ved hver given Leilighed
Den eensomme Skov
Den elskeligste blandt Fyrstinder
Den er der da, den frygtede blandt Dage
Den hele Verden kiender Sobradise
Den hele vide Verden veed
Den, hvis Samvittighed Dyder omgiærde
Den høieste Begeistrings Himmel-Elv
Den lyse Dagens Konge gled
Den Læser, som har fulgt mig hidindtil
Den nysbortløbne stolte Baggehund
Den Sanger, som med Morgenqvad
Den Sindets Ro, som jeg skal aldrig smage
Dengang mellem alle nære, fierne
Der er, min Stoud, en Ven i Kiøbenhavn
Der har vi, seer jeg, dog engang igien
Der levede for hundred Aar
Der stander en Hytte paa Jorden etsteds
Der var en Tid, da jeg var meget lille
[Da jeg var lille]
Der var en Tid, da jeg var meget lille!
Der var en Tid, da jeg var meget lille
[Tilegnelse]
Det gaaer saa herligt overalt
Det var en Helligdag i Vaaren
Det var for os hvert Øieblik
Det var hendes Had, min Søn, til Dig
Det yndigste jeg veed, er Rosens Knop
Dette veed jeg, at fra nu herneden
Dig alt Levendes Væld, dig, Aandernes evige Kilde
Dig, mellem mine danske Læserinder
Din Graad var bitter, naar en sielden Mand
Din Morgenrøde hilset blev
Din Ungdoms lyse Morgenrøde
Dreng med den herlige Bue, som jeg at spænde dig lærte!
Du dobbelt skiøn, fordi din Ild
Du er ikke meer den glade Digter
Du glade Ven! som i din Elsktes Arm
Du gaaer herfra, min elskelige Kaas!
Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
Du har nu havt, Oedip! den Ro, som dig blev lovet
Du, hvem jeg, naar kommer Alt til Alt
Du, hvem jeg, skiøndt jeg ei den Ære har
Du, hvis Moders Himmelharpetoner
Du klager, at jeg skriver alt for lidt
Du, kun du, er nu min Trøst paa Jorden
Du med Edens reene Melodier
Du med Lyren om din Skulder
Du melder mig, angaaende de Klæder
Du Menneskets Guddom, hvis himmelske Haand
Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øie
Du reiser om til Jordens Vesterlide
Du seer — maaskee før næste Sol er runden
Du seer hvor slemt den kolde Vinter-Gud
Du, som Apollo nægtede maaskee
Du, som blandt alle Nordens Mænd
Du, som fangen, under Tag
Du, som for Ulykkeliges Vee
Du som, mens Ungdom og Fryd Dig omdandste
Du, som mig endnu din Dør oplader
Du, som til Seinens Harpes Klang
Du vundet har min Priis, formastelige Giætter
Død! du mig forfærder ikke!
E
Eeneste blandt Edens Saligheder
Eet er nødigt hisset og herneden
Ei Lægen blot, som hans Exempel lærte
Elsk Dyden! lød en ukiendt Røst
Elskværdigste blandt alle danske Koner
En Daare sørger for i Morgen
En engelsk vild Matros, som gammel Indvalid
En Herremand og Kudsk fremviise sig
End seer jeg det, det underskiønne Syn
Endskiønt der intet Land i Verden er
Engang i denne Verdens unge Dage
Engang laae Døden (som sædvanlig bleg)
Er jeg rolig, er jeg bange
Et Altar en ukiendt Gud engang
Et Billede paa Seirens stolte Fryd
Et Blun forsvandt, o Ven, den Tid, som hidtil skabte
Et nyt Spilop, hvoraf man seer med Sorg
F
Flyv, du første, svage Glimt
For at være, som man bør
For et lille Digt, saa stort
For Evans muntre Ledtog skiælv
For fattig Folk at spare Hovedbrud
For fire Sekler siden
For mig, som for den hele Klode
For nogen Tid det Rygte gik
Fornemmer Du, at jeg mig nærmer Dig?
Fortvivlelse! dig helliges min Sang
Fortæl os snart et Eventyr igien!
Foraars-Flor, og Foraarslærke-Sang
Fra den sørgende Stund, da Minona forlod dine Bredde
Fra mit Breidabliks den lyse Bue
Fred, Sundhed, Fryd fra nu til Aarets Ende
Fylde hver sit Glas til Randen
Før mit Væsens stille Harmonie
Før, naar i Venskabs Ruus Kritikens Pligter
Før, naar jeg henrykt ved dit Bryst
Fører did mit Støv, I Vinde! fører
G
Gid alle Jordens Kroner vare dine!
Giv mig, Serene! tusind Kys, og atter
Gjet, Elskede! hvorom din Elsker beder
Glade, lykkelige Ven!
Graad smelted hen i Smil, naar Wessels Lune bød
Gud! din Prøve tog igien tilbage
Gaae lille Bog i Verden ud, og vandre
Gaae, lykkelige Sang! til min Seline
Gaarsdagens Skilderie jeg alt har døiet
H
Held følge dig, min Ven! hvorhen du vandrer!
Her er altsaa det Slot, hvor min Adam fødtes. Hvor solbart
Her, i Skyggen af Dans den tusindaarige Kroneeg
Her i Tid, og hist i Evighed
Her kommer danske Mester Erik frem
Her sender jeg Dig, kiære Ven, et Bind
Her svandt hun, Rosen falmer, Løvet bæver
Herr Orphevs var en Spillemand
Hil, Ven Baggesen, Dig, der, som Ulysses, vidt
Himmelen tordner, ei Jorden. I Tordenen ruller os Skiæbnens
Hin Schiller, denne Göthe paa vor Scene
Hist i Dybet, nær Orions Belte
Huldsaligste blandt alle Koner
Hun er borte! Hun ei meere svever
Hun er borte. Giennem Taarer stirrer
Hvad begge Overne forstode
Hvad blandt Himlens Fakler Aftenstiernen
Hvad er Lønnen vel, jeg fik herneden
Hvad Mørke for min Siel udbreder sig!
Hvad Ondt kan Spil dog ikke foraarsage!
Hvad seer jeg? kan et ungt uvæbnet Øie
Hvad tænker du, min ædle brave Høst
Hvad? Dannelse? Kritik? og Hovedbrud?
Hvem er du Sphinx, der paa mig stirrer
Hvem er Nanna? lyder rundt i Staden
Hvi stikker du, trods søde Lokkesmiil?
Hvi vil jeg forsætlig aldrig ende
Hvilken Mand, Helt, Gud, o du Lyd fra Pindus
Hvilken Najas tør sin Skaal vel gyde
[Elleskovs Mysterier]
Hvilken Najas tør sin Skaal vel gyde
[Til Frue Frederike Brun]
Hvilken salig Glands mit Blik omhyller
Hvilket Jordens Ynde-Tempel pryder
Hvis nogensinde var i noget Huus
Hvo veed, hvor nær mig er min Ende?
Hvor er dog hos os ordentlige Danske
Hvor er du, salige Lyst?
Hvor er jeg? hvor? I hvilke Labyrinter
Hvor var du, glade Siel! hvor endte sig
Hvorfor rinder saa din Taare?
Høit opløftet over Jordens Tuer
I
I Blomsterengle, som min Aand forynge
I dig lever og frydes min Aand, usynlige Guddom!
I faa, som end tilbagebleve
I gamle Slaver, og I unge Herrer
I Gnomer i Trommen, fornemmer mit Haab
I Kummer svunde bort din Ungdoms Dage
I Livets Torden-Nat, hvor alt omhyller
I! min Vaars og Sommers hulde Flor
I Morgenrødens Land, paa Jordens Østerkant
I Nutidens Ynglinge, raske og frie
I største Hast, ærværdige Herr Ven!
I Trende, hvor som helst, hvem her med reene Haand
Ihvo du er paa denne Jord
Iil, kiærligste blandt alle milde Guder
Imens paa Mogens Giøes og salig Dreyers Viis
J
Jeg Alderdommens Sphinx, som her paa Dansk fremtriner
Jeg er ei rigtig i min Krop
Jeg er mig selv en Gaade
Jeg har af alle Himlens gode Gaver
Jeg har Klokken henimod syv i min Stue
Jeg havde ledt derom paa tusind Veie
Jeg i mit forrige hastfulde Brev
Jeg leies ei til Sang. Min Muse lyder
Jeg lever, rolig og munter, her
Jeg lover hermed en Billet
Jeg læste samlede, hvad mange Gange
Jeg skriver dig igien et Brev
Jeg, som tilforn med Piben i min Mund
Jeg spired frem til moden Duft
Jeg stod, paa Bredden af Castale
Jeg synger ikke om Kamp og Krig
Jeg synker, paa mit knuuste Vrag
Jeg troede Rygtet ei, der spredte sig
Jeg vandrer fra Bye og til Bye
Jeg veed, at, selv naar Jordgrav-Klokken gaaer
Jo meer jeg tænker paa det store Fald
K
Kan Sletheds Afmagt i et Land
Kiæk jeg vandrer Nattens Mulm imøde
Konge! Du, som alle Danmarks Sønner
Krigens Larm og Skrækkens Bulder
L
Lad Herman von Bremerne kives
Lad Kampens Helt, i Vaabens Larm
Lad Venus mig en Huldgudinde sende
Lad være dødt med mig, hvad jeg har lidt og levet!
Langt fra det støiende Bulder af Vinens
Letsindig kalder Du, min Lilia! Din Sanger
Lidt meer om Heltens Tilstand
Lig en Tordenskye, naar til gyldne Høie
Lig Memnons Støtte, kold, og uden Liv
Lilie, plantet nær mit Nordens Pol
Lille Guste! vær ei vred paa mig
Luft! hvi saa rolig? hvi standser I Vinde?
Lyksalighed, min Strøm! trods hver Moral-Pedant
Lyt, Elskede! lyt!
M
Man har alt bemærket her og der
Man høster ikke altid, hvor man saaede
Man siger, Piilen, hvormed Elskov saarer
Man skriver mig til Svar paa ni private Breve
Man synger næstendeels om Alt paa Jorden
Man tvang Dig, trods Din Mistroe til Din Evne
Mandindens Mindefryd og Mandens glade Haab
Marie foer af Sengen op
Medens til nærmeste Ret de ti tilsnørede Sække
Mens fro besynger Vaar og Sommer
Mens Vintrens seirende Tyran
Midnattens Maane gik Skyen forbi
Midt i Paris og dens buldrende Glæder
Midt mellem Tidens Grave
Mig, som en Ven af den rolige Muse
Min astronomiske, min kiøbenhavnske Ven
Min elskede — (bliv ikke bange!
Min Fanny, hvis for fine Sands
Min kiære Landsmand!
Min Kone skranter lidt igien
Min Røst var saa svag, min Sang var mat
Min store Skovtrold! du, der veed
Min søde Jomfrue Oxenbøll!
Min Ungdoms Vaar er svunden
Min vakkre Nathanson, der (som jeg troer
Min ædle Ven! Endskiøndt til Hest
Munter iler du dit Maal imod
N
Nanna! da med Zittren kyst
Nanna! du vil altsaa fra mig tage
Nanna! jeg har drømt, at lutter døde
Nanna! skiøndt mig Nastrondspydet dræber
Nattens funklende Kiærminder
Nattens Spørgsmaal et Par Øieblikke
Nattergal, som, fiern fra kiælne Mage
Nei! bort med Trøst! paa denne Jord
Nei! længer vil jeg ei min vilde Smerte styre
Nu har jeg spiist og slukket Tørsten efter
Nu ligger han da død, begravet
Nu, man veed min Skiæbne nær, gienlyde
Nu stiger Dagens lyse Gud
Nys, o Nanna! giorde mig saa glad
Nys skreg jeg ud min Glædes Raserie
Naar Fest-Klokken ringer
Naar jeg dig seer, Serene, o! da beder
Naar jeg lidt dybt paa det, jeg sidder i
Naar Morgenrødens første Smiil indbyde
Naar nedad vore Dage rinde
Naar Solen vækker mig til Dagens Sysler
Naar, som vi daglig see desværre
O
O du, dit Kiøns, det elskeliges, Ziir!
O du, hvis muntre Smil, da jeg den første Gang
O! du, mit Haab, min Fryd, min Sang
O du, som medsmilende leer
O Du, som Oceanets Flade
O du! som ofte saae min Taare rinde
O! du, som staaer i Krig og Fred
O Du, som veed at dømme hver en Sag
O Du, som, deelende den Fred
O! hvilken Følelse strømmer i dette Bryst!
O! hvor er Glimt af Trøst? Omsonst mit Øie
O! jeg Lyksalige! Lycilis elsker mig
O! min Kummers Nat er brat forsvunden!
Om dig, om dig er alle mine Bønner
Om første Verdens Undergang fortæl
Om jeg før har elsket? — Sandt at sige
P
Palmine! vi vil elske, være glade
Parnassets Alliker, og Giøge, Giæs
Parnassets Maske-Fæe
Polypen har nu faaet Hul
Prinds, som de trende Livets Huldgudinder
Prisen, ædle Giætterinde
Paa Reiser, tænkte jeg, man lærer eet og andet
Paa Yderdelen bør man ingen troe
R
Rige Fugl kommer susende
Rings i Livets Foraars-Bolig
Riqvetti døde. Høit fra Zoner indtil Zoner
S
Sammenlænkede, gyldne, riflede Piile
Sangen, Skialden afbrød i Danfana
Schimmelmann, din Lyra jeg fandt (o Held mig!)
See, hun seiler bort! mit Øie følger
Seline! du skal ene mig behage
Sex hele søgne Dage siden
Sex Uger — naar jeg seer tilbage
Sextendedeelen kun af en fortryllende Maaned
Sidste mellem Balders Høitids Dage!
Sig, Elskede! den Mand, til hvem dit Øie
Skaberen skued’ den nyskabte Klode
Skaberens blindende Glands gienstraaler utallige Speile
Skal jeg da skylde dig mit Væsens hele Vel?
Skielv altid, usle, svage Dødelige
Skiæbnen bød mig først Johan
Skiøn er Purpur-Rosen, naar dens Mund
Skiøn og kielen, som Cythere
Skiøndt fiernet fra min Sangs Elysium
Skiønne, kielne Roser visner ikke
Skue hans Qvaler, Evighøie!
Smerte! hvi forgiæves beder du?
Snart hæves jeg til Lysets Sæde
Solen mig ei bragte Glæde
Solen straalede heed fra Himmelens Midte til Landlyst
Som det uskyldige, tryllende, himmelske
Som, naar fra Tordendækte Throner
Som Resultat af dit til visse heel Trebazizke
Som Rimsvar paa det søde Prosabrev
Som Vandreren der mat af Sved
Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord
Støvet tav; og det sidste, det svageste Lisplen af Bækken
Støvets, Sværmens, Tummelens Undflyen
Svar mig: hvad er vel dit Maal herneden
Saa kom jeg da til Schweiz? — Saa lod mig Skiæbnen stige
Saae jeg Dig paa Jorden nogensinde
T
Tak for den Tilskrivt, som din Skiærts
Tak, kiære Ven! for Bladet du mig sendte
Tak, kiære Ven, for al den Tummel
Tak, ædle Mand, som, selv til Hove
Taus er Naturen, Skabningen er øde
Taus var min bratte Skræk, da nys igien i Live
Thronens Glands og Hoffets Pragt ei blinde
Tier, alle Muser! Hellas Toner
Til nogle Himlen Septer gav og Krone
Til Pindi stiernekronte Top
Til Pindi stjernekronte Top
Til Skiærm mod Dværge, Jetter, og Jotuner
Tilgiv mig, uforglemmelige Frue!
Tillad, høistærede Krigscommissarius!
Tordner buldred, Bølger bruuste
Tre Gange jeg i Morges anraabt har
Tre Aar i Bærestol at føre rundt om Land
Tung af mange mørke Dages Kummer
Tyst omskiermt af Rosen-Skygger
Tæl Engens Blomstre, Skyggelundens Blade
Taarn høie Hvirvler op, o Bølgevrimmel!
U
Udannet sprang jeg af min Moders Arme
Udrust mig du, som jeg har end tilbage
Umuelig kan jeg lade reise
Ung og skiøn, med yndig Blomsterpragt
Urania! du lønner din Tilbeder
V
Ved mine sidste Samlinger af Ord
Vee den Vanhellige, hvis Haand
Vee Støvet, hvis i denne Livets Scene
Vee! tretten Gange vee det Øieblik
Velkommen du, som legte Skiul
Velkommen her til os tilbage
Velkommen, o Sol! hvis fortryllende Glands
Velkommen, velkommen Minone
Veninde! Skiøndt, fra han var liden
Venskabs Kjæder, alle Selskabs Stænger
Vi love dig, Gud! i foreenede Chor
Viisdom bød, og Himlen ynder
Vil du, man skal lytte til din Stemme
Vis er Døden! Salig Slummer
Vor Helt, trods alle sine tyve Daler
Vaager jeg — er det mit jordiske Liv
Å
Aar Attenhundrede, minus eet
Aaret før den hulde døde