Kalliope
→
Digtere
→
Jens Baggesen
→
Førstelinjer
Jens Baggesen
(1764–1826)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Jens Baggesen på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Af alle Tanker, som en Pen
Af ængstlig Længsel nu mit Hjerte gyser
Agnete var uskyldig
Ak! omsonst mig selv jeg Usle dølger
Alle nu, Guderne selv, og de hielmbuskprydede Helte
Alle nunmehr dort oben, und unten die ruhende Pilger
Also sanken, am Rande des Schlunds, starr neben einander
Alt, som Tidens Gnister slukkes ud
Apollo ledte mig til Bredden af Castale
At Baggesen endnu, min Adler! lever
At Du end lever, endog ret høit, som Rygtet beretter
At een for heele Folket man maae døde
At efter Lov og Regler ei du skriver
At ingen Tid og intet Land
At jeg ikke blot, hvad Mængden hylder
At lyve med Anstændighed
At man hvem, og hvor hun er, endnu
At Skrædder i Korsøer et Skrædder-Embryon
Aurores Ankomst giør en Hoben Vind
Aar Attenhundrede, minus eet
Aaret før den hulde døde
B
Begeistring! i Skiønheds uskyldige Skiød
Blandine sad hisset, Lenardo stod her
Boer jeg paa den tamme Bred
Bog! du skyder dig op af min Lomme, hvori du kun Haandskrift
Bryd, o Støv, i Lovsang ud!
C
Cicilia! jeg zittrer ved
Cyprens skiønne Herskerinde
D
Dagbebudende Glands omskimrede Jorden
Da jeg mig ei befinder vel
Dana! hvis i Sangens Aftenrøde
Da Parnassets Marker her i Landet
De kiere Katte er’ slet ikke mine Folk
De klager Dem bestandig, gode Ven!
Den bedste Faders englehulde Datter
Den eensomme Skov
Den elskeligste blandt Fyrstinder
Den er der da, den frygtede blandt Dage
Dengang mellem alle nære, fierne
Den hele Kreds i Drømmen, indtil Fæene
Den hele Verden kiender Sobradise
Den hele vide Verden veed
Den, hvis Samvittighed Dyder omgiærde
Den høieste Begeistrings Himmel-Elv
Den lyse Dagens Konge gled
Den Læser, som har fulgt mig hidindtil
Den nysbortløbne stolte Baggehund
Den sande Følelses grunddybe Elv
Den Sanger, som med Morgenqvad
Den Sindets Ro, som jeg skal aldrig smage
Den, som mig føder, det er Gud, min Herre
Den store Genius ej døer
Den svulmer — jeg gad over paa din Side —
Der er, min Stoud, en Ven i Kiøbenhavn
Der har vi, seer jeg, dog engang igien
Derinde, derinde
Der levede for hundred Aar
Der stander en Hytte paa Jorden etsteds
Der var en Mand i Østens gamle Dage
Der var en Tid, da jeg var meget lille
[Da jeg var lille]
Der var en Tid, da jeg var meget lille
[Fortsættelsen af da jeg var lille]
Der var en Tid, da jeg var meget lille!
De stikler ved hver given Leilighed
Det blev Dit ædle Kald, udvalgte Søn af Gerner!
Det gaaer saa herligt overalt
Det Spillende forlyster os i Livet
Det Spring i Livet
Dette veed jeg, at fra nu herneden
Det var en Helligdag i Vaaren
Det var for os hvert Øieblik
Det var hendes Had, min Søn, til Dig
Det yndigste jeg veed, er Rosens Knop
Dig alt Levendes Væld, dig, Aandernes evige Kilde
Dig, mellem mine danske Læserinder
Dig, som, Uskyldighedens Engel lig
Din Graad var bitter, naar en sielden Mand
Din Morgenrøde hilset blev
Din Ungdoms lyse Morgenrøde
Dort nun ruheten, nahe dem Ziel der begeisterten Wandrung
Dreng med den herlige Bue, som jeg at spænde dig lærte!
Du dobbelt skiøn, fordi din Ild
Du er ikke meer den glade Digter
Du glade Ven! som i din Elsktes Arm
Du gaaer herfra, min elskelige Kaas!
Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
Du har nu havt, Oedip! den Ro, som dig blev lovet
Du, hvem jeg, naar kommer Alt til Alt
Du, hvem jeg, skiøndt jeg ei den Ære har
Du, hvis Moderfryd, Madonnas lig
Du, hvis Moders Himmelharpetoner
Du klager, at jeg skriver alt for lidt
Du, kun du, er nu min Trøst paa Jorden
Du med Lyren om din Skulder
Du, med Nøglen til Haven, hvor end det evige Livstræ
Du med Uskylds reene Melodier
Du melder mig, angaaende de Klæder
Du Menneskets Guddom, hvis himmelske Haand
Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øie
Du reiser om til Jordens Vesterlide
Du seer hvor slemt den kolde Vinter-Gud
Du seer — maaskee før næste Sol er runden
Du, som Apollo nægtede maaskee
Du, som blandt alle Nordens Mænd
Du, som fangen, under Tag
Du, som for Ulykkeliges Vee
Du, som hver Morgen Skialdens Offer kræver
Du, som mellem Sanggudinder
Du som, mens Ungdom og Fryd Dig omdandste
Du, som mig endnu din Dør oplader
Du, som skarp, med kiølig Aande
Du, som til Seinens Harpes Klang
Du vundet har min Priis, formastelige Giætter
Død! du mig forfærder ikke!
E
Eeneste blandt Edens Saligheder
Eet er nødigt hisset og herneden
Ei Lægen blot, som hans Exempel lærte
Ei Mimers Brønd, og ei Hippokrene
Elsk Dyden! lød en ukiendt Røst
Elskværdigste blandt alle danske Koner
Emkendorf! hvor Iulia lod stige
En Aften sagde Maanen til sin Moder
End seer jeg det, det underskiønne Syn
Endskiønt der intet Land i Verden er
En Daare sørger for i Morgen
En engelsk vild Matros, som gammel Indvalid
Engang i denne Verdens unge Dage
Engang laae Døden (som sædvanlig bleg)
Engelen Ithuriel
Englen slaaes med Diævlen om hans Aand
En Herremand og Kudsk fremviise sig
En værdig Lærers Fødselsfest
Er jeg rolig, er jeg bange
Et Altar en ukiendt Gud engang
Et Billede paa Seirens stolte Fryd
Et Blun forsvandt, o Ven, den Tid, som hidtil skabte
Et nyt Spilop, hvoraf man seer med Sorg
F
Fanden, fra den Tid, han drat
Flyv, du første, svage Glimt
For at være, som man bør
For et lille Digt, saa stort
For Evans muntre Ledtog skiælv
For fattig Folk at spare Hovedbrud
For fire Sekler siden (fire Aar
For henved otte tusind Vintre siden
For ikke Læseren i Hast at falde lange
For mig, som for den hele Klode
Fornemmer du, at jeg nærmer mig dig meer og meer?
For nogen Tid det Rygte gik
Fortvivlelse! dig helliges min Sang
Foraars-Flor, og Foraarslærke-Sang
Fra den sørgende Stund Minona forlod dine Bredder
Fra Deres Søster, Flora, komme vi
Fra mit Breidabliks den lyse Bue
Fred, Sundhed, Fryd fra nu til Aarets Ende
Friske Skud af Asers gamle Rod
Fryd dig, hulde Par, som Livet
Fylde hver sit Glas til Randen
Fyld mig Digterrusens fulde Maal
Førend Tiderne fødtes, og Evighedernes Oldnat
Fører did mit Støv, I Vinde! fører
Før mit Væsens stille Harmonie
Før, naar i Venskabs Ruus Kritikens Pligter
Før, naar jeg henrykt ved dit Bryst
Første, bedste, blideste blandt Qvinder
Først i Begyndelsen skabte den Evige Himlen og Jorden
Faa Konger, Prinds! til Held for Nationer
G
Gid alle Jordens Kroner vare dine!
Giv mig, Serene! tusind Kys, og atter
Gjet, Elskede! hvorom din Elsker beder
Glade, lykkelige Ven!
Glem aldrig, naar De læser, hvad jeg siger
Grimla, hvis natlige vilde Natur foreente, hvad adspredt
Grumme, nu, du flygter mig
Graad smelted hen i Smil, naar Wessels Lune bød
Gud! din Prøve tog igien tilbage
Gaae lille Bog i Verden ud, og vandre
Gaae, lykkelige Sang! til min Seline
Gaarsdagens Skilderie jeg alt har døiet
H
Held den Sanger, i hvis Hierte
Held følge dig, min Ven! hvorhen du vandrer!
Her er altsaa det Slot, hvor min Adam fødtes. Hvor solbart
Her, i Skyggen af Dans den tusindaarige Kroneeg
Her i Tid, og hist i Evighed
Her kommer danske Mester Erik frem
Herr Orphevs var en Spillemand
Her sender jeg Dig, kiære Ven, et Bind
Her svandt hun, Roser falme, Løvet bæver
Her ved dette Gammensbord
Hiertefugle, flyver af min Lomme
Hil! hil den Dag, der steg af Nattens Skiød
Hil, Ven Baggesen, Dig, der, som Ulysses, vidt
Himmelen tordner, ei Jorden. I Tordenen ruller os Skiæbnens
Hin Kaadhedens Styrer
Hin Schiller, denne Göthe paa vor Scene
Hist i Dybet, nær Orions Belte
Huldsaligste blandt alle Koner
Hun er borte. Giennem Taarer stirrer
Hun er borte! Hun ei meere svever
Huuslighulde vakkre Pige
Hvad begge Overne forstode
Hvad blandt Himlens Fakler Aftenstiernen
Hvad? Dannelse? Kritik? og Hovedbrud?
Hvad er Lønnen vel, jeg fik herneden
Hvad er salig sødt, som Elskovs Flamme?
Hvad er sødest? spørger du, Veninde
Hvad er Visen, jeg at nynne lærte
Hvad gav jeg ikke til, at torde læse
Hvad Mørke for min Siel udbreder sig!
Hvad Ondt kan Spil dog ikke foraarsage!
Hvad seer jeg? kan et ungt uvæbnet Øie
Hvad tænker du, min ædle brave Høst
Hvem der? — Gut Freund! — Dog der er ingen!
Hvem er du Sphinx, der paa mig stirrer
Hvem er Nanna? lyder rundt i Staden
Hvi hele Hæren, som mig Eene møder
Hvilken Mand, Helt, Gud, o du Lyd fra Pindus
Hvilken Najas tør sin Skaale gyde
[Elleskovs Mysterier]
Hvilken Najas tør sin Skaale gyde
[Frederike Bruun, fød Münter]
Hvilken salig Glands mit Blik omhyller
Hvilket Jordens Ynde-Tempel pryder
Hvis du, hvem Livets yngste Huldgudinder
Hvis ingen gider læst os her i Landet
Hvis Musen, ofte munter, tidt bedrøvet
Hvis nogen seer her i vort Nord
Hvis nogen seer i dette Speil
Hvis nogensinde var i noget Huus
Hvi stikker du, trods søde Lokkesmiil?
Hvi vil jeg forsætlig aldrig ende
Hvo laaner i vor Fimbulklaffer-Bye
Hvor er dog hos os ordentlige Danske
Hvor er du, o salige Lyst
Hvor er du, salige Lyst?
Hvor er jeg? hvor? I hvilke Labyrinter
Hvorfor rinder saa din Taare?
Hvor hen mellem Erler
Hvorledes og hvorlunde man
Hvor var du, glade Siel! hvor endte sig
Hvo veed, hvor nær mig er min Ende?
Høit opløftet over Jordens Tuer
Hør! du har et alt for giestfrit Sind
I
I Blomsterengle, som min Aand forynge
I, der haane, som en ussel Grille
I dig lever og frydes min Aand, usynlige Guddom!
I fulde Glands den unge Sommer straaler
I faa, som end tilbagebleve
I gamle Slaver, og I unge Herrer
I glimrende Sale
I Gnomer i Trommen, fornemmer mit Haab
Ihvo du er paa denne Jord
Iil, kiærligste blandt alle milde Guder
I Kummer svunde bort din Ungdoms Dage
I Livets Torden-Nat, hvor alt omhyller
Imens paa Mogens Giøes og salig Dreyers Viis
I! min Vaars og Sommers hulde Flor
Inden vi videre gaae paa den fremad mørkere Bane
I Nutidens Ynglinge, raske og frie
I sine Værkers fulde Morgenglands
I største Hast, ærværdige Herr Ven!
I to tre Hundrede, som giøre mig den Ære
I Trende, hvor som helst, hvem her med reene Haand
J
Jeg Alderdommens Sphinx, som her paa Dansk fremtriner
Jeg aldrig meer giør Vers, og slog man mig ihiel!
Jeg er ei rigtig i min Krop
Jeg er mig selv en Gaade
Jeg glemme Danmark! jeg i Sydens Favn
Jeg har af alle Himlens gode Gaver
Jeg har Klokken henimod syv i min Stue
Jeg havde ledt derom paa tusind Veie
Jeg — hører mig, I Gaser, og I Giæs
Jeg i mit forrige hastfulde Brev
Jeg leies ei til Sang. Min Muse lyder
Jeg lever, rolig og munter, her
Jeg lover hermed en Billet
Jeg læste samlede hvad mange Gange
Jeg sad paa en Klippe ved Verandis Bæk
Jeg skriver dig igien et Brev
Jeg, som tilforn med Piben i min Mund
Jeg spired’ frem til moden Duft
Jeg stod paa Bredden af Castale
Jeg synger ikke om Kamp og Krig
Jeg synker, paa mit knuuste Vrag
Jeg troede Rygtet ei, der spredte sig
Jeg udentvivl har drømt, hvad jeg nu vil
Jeg vandrer fra Bye og til Bye
Jeg var Fader, Hulde, til en Engel
Jeg veed, at, selv naar Jordgrav-Klokken gaaer
Jezt mit Gewalt vorschiebend, und ringsaufwühlend die Glanzflut
Jezzo schied von den Alpen der Nacht hochheilige Stille
Jezzo schlummerten dort die Gewanderten, während der Führer
Jo høiere dit Blik mod Himlen opad luer
Jo meer jeg tænker paa det store Fald
K
Kan Sletheds Afmagt i et Land
Kierlighedens reene Lue!
Kiæk jeg vandrer Nattens Mulm imøde
Klager, Sofilias Muser! o græder, Palmiminas Veninder!
Konge! Du, som alle Danmarks Sønner
Kraft i Naturen og Ynde man finder
Krigens Larm og Skrækkens Bulder
L
Lad Herman von Bremerne kives
Lad Kampens Helt, i Vaabens Larm
Lad Venus mig en Huldgudinde sende
Lad være dødt med mig, hvad jeg har lidt og levet!
Langt fra det støiende Bulder af Vinens
Lenore foer da Dagen brød
Letsindig kalder Du, min Lilia! Din Sanger
Lidt meer om Heltens Tilstand
Lig Memnons Støtte, kold, og uden Liv
Liig en Tordenskye, naar til gyldne Høie
Lilie, plantet nær mit Nordens Pol
Lille Guste! vær ei vred paa mig
Lille Signe, forehold ei mig
Luft! hvi saa rolig? hvi standser I Vinde?
Lyksalighed, min Strøm! trods hver Moral-Pedant
Lyt, Elskede! lyt!
Læs, Yngling, her paa dette Blad
M
Mandindens Mindefryd og Mandens glade Haab
Mangt et Vers i Hast jeg Verden skiænkte
Man har alt bemærket her og der
Man høster ikke altid, hvor man saaede
Man siger, Piilen, hvormed Elskov saarer
Man skriver mig til Svar paa ni private Breve
Man spørger aarle, spørger silde
Man synger næstendeels om alt paa Jorden
Man tvang Dig, trods Din Mistroe til Din Evne
Marie foer af Sengen op
Medens den Fromme, med Gorm og de Fyrretyve, paa Pletten
Medens nu Hexen tog sig en Luur, som hun pleied gemeenlig
Medens til nærmeste Ret de ti tilsnørede Sække
Med Legemer og Siæle Tydskland spøger
Mens fro lovsynger Vaar og Sommer
Mens legemlig paa Musers Spillebord
Mens Vintrens seirende Tyran
Midnattens Maane gik Skyen forbi
Midt i Paris og dens buldrende Glæder
Midt mellem Tidens Grave
Mig, som en Ven af den rolige Muse
Mig syntes, som jeg selv, forvandlet af en Mand
Min astronomiske, min kiøbenhavnske Ven
Min elskede — (bliv ikke bange!
Min Fanny, hvis for fine Sands
Min kiære Landsmand!
Min Kone skranter lidt igien
Min Røst var svag, min Sang var mat
Min store Skovtrold! du, der veed
Min søde Jomfrue Oxenbøll!
Min Ungdoms Vaar er svunden
Min vakkre Nathanson, der (som jeg troer
Min ædle Ven! Endskiøndt til Hest
Moral-Pedanterne paastaae, med meget andet
Morgenvakt af lette Slummer
Munter iler du dit Maal imod
Maaskee det undrer dig saasnart igien at see
N
Nanna! da med Zittren kyst
Nanna! du vil altsaa fra mig tage
Nanna! jeg har drømt, at lutter døde
Nanna! skiøndt mig Nastrondspydet dræber
Nattens funklende Kiærminder
Nattens Spørgsmaal et Par Øieblikke
Nattergal, som, fiern fra kiælne Mage
Nei! bort med Trøst! — paa denne Jord
Nei! længer kan jeg ei min vilde Smerte styre
Nu har jeg spiist og slukket Tørsten efter
Nu ligger han da død, begravet
Nu, lille Ven, nu, vi forstaae hinanden
Nu, man veed min Skiæbne nær, gienlyde
Nu stiger Dagens lyse Gud
Nu! saa styre dig Cypria
Nu vil man høre Skraal og Skrig
Nyd dit Liv, som om i Morgen
Nys, o Nanna! giorde mig saa glad
Nys skreg jeg ud min Glædes Raserie
Naar Børn sig om mig slynge
Naar Fest-Klokken ringer
Naar jeg dig seer, Serene, o! da beder
Naar jeg lidt dybt paa det, jeg sidder i
Naar Mand, som Brudgom, Viv, som Brud
Naar Morgenrødens første Smiil indbyde
Naar nedad vore Dage rinde
Naar Solen vækker mig til Dagens Sysler
Naar, som vi daglig see desværre
Naar tvende Rigers Brødrestemmer lyde
O
O Digtkunst, i Skiønheds uskyldige Skiød
O du, dit Kiøns, det elskeliges, Ziir!
O Du, hvis Almagts Ord
O du, hvis muntre Smil, da jeg den første Gang
O! du, mit Haab, min Fryd, min Sang
O Du, som, deelende den Fred
O du, som medsmilende leer
[Sonnet]
O du, som medsmilende leer
[Venskab]
O Du, som Oceanets Flade
O du! som ofte saae min Taare rinde
O! du, som staaer i Krig og Fred
O Du, som veed at dømme hver en Sag
O! hvilken Følelse strømmer i dette Bryst!
O! hvor er Glimt af Trøst? Omsonst mit Øie
O! jeg Lyksalige! Lycilis elsker mig
Oldtid toner min Sang, Dans Æt, og Asernes Ankomst
Om dig, om dig er alle mine Bønner
Om en Yngling i en Dal herniden
Om Fædres Hedenold, og Asers Ankomst
Om første Verdens Undergang fortæl
O! min Kummers Nat er brat forsvunden!
O! mit Hiemlands korte Sommerflor
Om jeg før har elsket? — Sandt at sige
O! skiul dit Smiil, fortryllende Zeline!
P
Palmine! vi vil elske, være glade
Parnassets Alliker, og Giøge, Giæs
Parnassets Maske-Fæe
Pindsemorgen, før Solen oprandt, stod færdig i Gaarden
Polypen har nu faaet Hul
Prinds, som de trende Livets Huldgudinder
Prisen, ædle Giætterinde
Paa Offerpræstens Jubelfest
Paa Reiser, tænkte jeg, man lærer eet og andet
Paa Yderdeelen bør man ingen troe
R
Rige Fugl kommer susende
Rings i Livets Foraars-Bolig
Ringsum ruhte nun sanft in mitternächtlicher Stille
Riqvetti døde. Høit fra Zoner indtil Zoner
Raad mig nu, min Frigga!
S
Sammenlænkede, gyldne, riflede Piile
Sandelig siger jeg Eder, og visselig vorder det opfyldt
Sangen, Skialden afbrød i Danfana
Schimmelmann, din Lyra jeg fandt (o Held mig!)
See, hun seiler bort! mit Øie følger
Seer du denne tørre Pind
Seer mit Hierte jeg i dette Speil
Seline! du skal ene mig behage
Sex hele søgne Dage siden
Sextendedeelen kun af en fortryllende Maaned
Sex Uger — naar jeg seer tilbage
Sidste mellem Balders Høitids Dage!
Sig, Elskede! den Mand, til hvem dit Øje
Singe, homerische Muse der Grazien Wandrung zur Jungfrau
Skaberen bød, og vor Jord omstraalte utallige Speile
Skaberens blindende Glands gienstraaler utallige Speile
Skaberen skued’ den nyskabte Klode
Skal jeg da skylde dig mit Væsens hele Vel?
Skialdeqvad i Vers og Prose
Skielv altid, usle, svage Dødelige
Skiæbnen bød mig først Johan
Skiøndt fiernet fra min Sangs Elysium
Skiøn er Purpur-Rosen, naar dens Mund
Skiønne, kielne Roser visner ikke
Skiøn og kielen, som Cythere
Skiøn spirer Glædens Blomster frem
Skue hans Qvaler, Evighøie!
Skaalen, den syvende Skaal, udøstes af Englen i Luften
Smerte! hvi forgiæves beder du?
Snart hæves jeg til Lysets Sæde
Solen mig ei bragte Glæde
Solen, som nu brød frem bag den rosenskimrende Ringmuur
Solen straalede heed fra Himmelens Midte til Landlyst
Som det uskyldige, tryllende, himmelske
Som, naar fra Tordendækte Throner
Som Resultat af dit til visse heel Trebazizke
Som Rimsvar paa det søde Prosabrev
Som Vandreren der mat af Sved
Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord
Speilende Maanen i Natten oplysende Gang
Stands, Arelstad i Sort, paa Gravens Rand
Stegen Alders Liv er kort, min Glut
Støvets, Sværmens, Tummelens Undflyen
Støvet tav; og det sidste, det svageste Lisplen af Bækken
Svar, Lille! Gad han være lykkelig
Svar mig: hvad er vel dit Maal herneden
Syng, Gudinde, den Harm, som tændte Peleidens Achilleus
Saae jeg Dig paa Jorden nogensinde
Saa kom jeg da til Schweiz? — Saa lod mig Skiæbnen stige
T
Tak for den Tilskrivt, som din Skiærts
Tak, kiære Ven, for al den Tummel
Tak, kiære Ven! for Bladet du mig sendte
Tak, ædle Mand, som, selv til Hove
Taus er Naturen, Skabningen er øde
Taus var min bratte Skræk, da nys igien i Live
Thronens Glands og Hoffets Pragt ei blinde
Tier, alle Muser! Hellas Toner
Tilgiv mig, uforglemmelige Frue
Tillad, høistærede Krigscommissarius!
Til nogle Himlen Septer gav og Krone
Til Pindi stiernekronte Top
Til Skiærm mod Dværge, Jetter, og Jotuner
Tonetryllerinde! vellystør
Tordner buldred, Bølger bruuste
Tre Gange jeg i Morges anraabt har
Tre Aar i Bærestol at føre rundt om Land
Tung af mange mørke Dages Kummer
Tyst omskiermt af Rosen-Skygger
Tæl Engens Blomstre, Skyggelundens Blade
Tør uden ubesindigt Overmod
Taarn høie Hvirvler op, o Bølgevrimmel!
U
Udannet sprang jeg af Naturens Arme
Udrust mig du, som jeg har end tilbage
Umuelig kan jeg lade reise
Ung og skiøn, med yndig Blomsterpragt
Urania! du lønner din Tilbeder
Uveiret var forbi; den rædsomste blandt Nætter
V
Ved mine sidste Samlinger af Ord
Vee den Vanhellige, hvis Haand
Vee Støvet, hvis i denne Livets Scene
Velkommen da, min Søn, til Lys og Sang
Velkommen du, som legte Skiul
Velkommen her til os tilbage
Velkommen! lille Ven! Nu sæt dig ned! —
Velkommen, o Sol! hvis fortryllende Glands
Velkommen, velkommen Minone
Veninde! Skiøndt, fra han var liden
Venskabs Kjæder, alle Selskabs Stænger
Viisdom bød, og Himlen ynder
Vil du, man skal lytte til din Stemme
Vi love dig, Gud! i foreenede Chor
Vis er Døden! Salig Slummer
Vor Helt, trods alle sine tyve Daler
Vor Klode sig dreier omkring uden Rast
Vaager jeg — er det mit jordiske Liv
W
Wie wenn ein weltumsegelndes Schiff, von Orkanen des Nordpols
