Forfatterens Liv og Levnet, af hans Fætter
Med begges Anmærkninger og et Real-Register
Med begges Anmærkninger og et Real-Register
(Fragment)
(Fragment)
— At eo quid magis ridiculum? —
Tanaqu. Fab. cap. IV. de futilitate poetices
Af alle Tanker, som en Pen
Har af et Blekhorn henslængt paa Papiret
Mig ingen synes saa bemærkelig som den,
Sin Bog om salig Paars har ziret:
„Vort Levned er kun kort! det er mod Evighed
Som liden Landsbye mod en stor og mægtig Sted.”
Ak! at jeg med en Hammer denne Tanke
Dybt ind i manges Pander kunde banke,
Og sommetider, hvor de burde gaae,
Til andres Qval aldeles stille staae;
Som fra det eene til det andet vanke,
Smaa Glutter mellem Dukketøier lig,
For, som de kalde det, at more sig,
Og faae, med Narreriers Drengesvøbe,
Den dovne Tidens Hest til i Galop at løbe!
Ak! at jeg kunde banke den i hver,
Som finder Tidens Traad for lang ham er,
Og møisom stræber, den at lægge sammen
I Giestebud, Aviser og Tobak,
Balletter, Kanefarter, Kort, og Snak,
Og stive Søndags-Selskabs tvungne Gammen!
Ak, at jeg kunde banke den i hver,
Som paa forvovne, nattegamle Vinger
Sig feiendes mod Evigheden svinger;
Som troer, paa giennembidte Gaasefiær
At svæve Lysets høie Throne nær,
Og mellem Sole med fortryllet Øre
Pleiadernes Musik til Engles Sang at høre;
Som hisset, i Begeistrings Maskepie
Forglemmer hvad paa Jorden er et giøre,
Med Laurer, Lotter, Minner, Marianer,
Og i den himmelreene Sympathie,
Som smitter Siel og Krop med Raserie,
Suk, Selvskud, Hængsel, Afmagt, Agonie,
Og tusind andre jammerlige Vaner!
Ak! at jeg kunde banke den i dem,
Der Nat og Dag studere, gruble, svede,
Og møisomt efter det i Bøger lede,
Som, naar de vilde bruge deres Fem,
Er hos hver Klokker Nat og Dag tilstede,
Den sande, salige Philosophie,
Al Viisdom, Dyd, og Lykke stikker i:
At døse hen, fra Vuggen og til Graven,
Bestandig efter Næsen, ligefrem,
Knap see paa Stierner, siden tælle dem,
Og i hver Kamp, den være nok saa slem,
At sløife Hiernen og besætte Maven —
Ak! at jeg havde kundet banke den
Ret dybt i Panden paa den gode Ven,
I Unge, som endnu ei har begyndt
Paa gamle Fero, tuli, latum, ferre,
Hvis Kundskabs Flødeskind endnu er tyndt!
O hører mig, og giører Ondt ei værre!
Afskummer, mens I kunne, dette Skind,
Studering paa Fornuftens Melk udbreder,
Og troer, dens søde Melk jer Krop og Sind
Langt bedre føder, end den sure feder!
Flyer al Philosophie som Gift og Pest,
Og nøies tarvelig med hvad en Præst,
Betænker, Eders Lives Tid er kort!
Og driver den ei hen i Taaget bort
Med det unyttigste paa hele Jorden;
Opvoxer! spiser! drikker! sover! leer!
Og bliver, hvis I kunne, snart til fleer!
Og døer omsider i Naturens Orden!
Og troer, at denne Klokker-Lethargie
Er mere værd end alle lærde Møier,
End al den dybeste Philosophie,
Og hele Musechorets Tryllerie,
Hvorved kun slet man sover og fordøier!
Der findes hist og her en Deel deri,
O! speiler Eder i min stakkels Fætter,
Som, Himlen veed, dog ikke drev det vidt;
Men lidt af denne Suurdei, meget lidt,
Er, om end nok saa lidt, for meget! hører:
„Vort Levnet er kun kort, det er mod Evighed,
Som liden Landsbye mod en stor og mægtig Sted!”
Og denne Sandhed Jer til Nytte fører!
Og spilder ei den Smule Tid, I har,
Paa Ting, som ene Spot og Uroe bringe,
Og ængster ei Jer Præst, og Moer, og Faer,
Ifald I slige har,
Med over Pøblen Jer at ville svinge!
For Eders Sundhed sørger, drikker Viin,
Og spiser got, og sover, og fordøier!
Med Riden, Dandsen, Kyssen Jer fornøier!
Og bruger aldrig anden Medicin!
Forlader aldrig gode gamle Skikke,
Og lader Verden rulle, som den kan!
Mod egen sieldne Kummer holder Stand,
Og lader ingen andens gaae jer an!
Men det er nok; thi Tiden løber bort,
Og hvad du giør i Verden, giør det kort!
Den Regel aldrig nogensinde sviger.
Min Fætter Baggesen, med Fornavn Jens,
Er født et Steds paa Jorden
I Norden,
I en Slags Søeflek, om hvis Existens
Frue Famas Dulcian har ingen Tone.
Hans Fader var en Mand, hans Moder var en Kone,
Den Sag er plat;
Men Hvo der havde dem paa Jorden sat,
Grundlærde Pennes Myriader
Formode blot, at brave Lameks Søn,
Herr Kaptein Noah var hans Stammefader —
Saa snart han kom til Lyset blev han vranten;
Han vrippede den Gang han først blev svøbt;
Han skreeg forskækkelig, da han blev døbt,
Og var fra den Tid af bestandig skranten.
Man har fortalt, at efter Præstens Bud
Den onde Aand kom ikke rigtig ud;
Men at en Stump til Barnets store Plage,
Af den Ureenes Næse blev tilbage;
Og den Omstændighed var Aarsag i
Hvormed han Faer og Moer og Præst og Degn bedrøved,
For Folk at dysse hen sig Søvnen selv berøved,
Og med Seline, Cypris og de Ni
Bedrev Afguderie,
Alt sammen under Navn af Poesie.
Det være, som det vil. Enhver i Kirken troede,
Var ganske jaget ud af sit Hotel;
(At kalde Fornems Huus Hotel, er Mode,
Og Satan fornem er, det veed man vel)
Jeg ei bedømme vil, hvorvidt den Snak er grundet;
Kan være, den af Nid er blot opspundet;
Endskiønt det let kan treffe til engang,
At den, som af en Aabning lar sig blæse,
Især naar Aabningen er trang,
Kan miste lidt i Flugten af sin Næse.
Det lille Nor opvoxte Dag fra Dag
Paa Faders Knæe, paa Moders Skiød, saa rolig,
Reed paa sin lille Kiephest nok saa trolig,
Og fandt i Pebernødder megen Smag,
Og meente, fra sin Faders lille Bolig
At kunne see bag Søen tydelig
Det Plankeværk, som er ved Verdens Ende,
Bag hvilket Sol og Maane skiuler sig,
Naar Engle Himlens mange Lamper tænde;
Og troede hele Verden var saa glad,
Som han, naar han af Moders Haand fik Mad.
Men dette glade Liv kun varte kort —
Ak! spæde Barndoms Dage snart henglide!
De sorte Haar med Alderen blir hvide;
Men Livets Hvidt med Alderen blir sort.
Fem Aar var omme. Tanken i hans Hierne
Begyndte meer og meer at spire frem.
Nu gad han vidst, hvor langt den næste Stierne
Og hvad der var bag Plankeværket,
Som han bag Søen havde mærket? —
Og om man kunde did i fire Dage gaae? —
Hvor stor vel Jorden var? om fyrretive Haver,
Enhver saa stor, som den, der tæt ved Huset laae,
Vel kunde til dens Størrelse forslaae? —
Om og Rhabarbra var Guds Gaver,
Og Ingefær, som han i Sirup fik
For Hoste? — hvorhen Solen gik?
Hvorledes den kom op igien? hvorlunde
Den, uden Been, saa hurtig rende kunde? —
Hvor Storken havde faaet fat
Den lille Søster, han saa længe vented’,
Og som den bragte ham forleden Nat?
Den Grublen og den Spørgen satte tit
Hans Moder i Forlegenhed for Svar;
Hans Moster fandt, den gik for vidt,
Og frygted’ det ei gode Tegn just var;
Hun leed ei denne Spørgen for sin Død,
Og stoppede hans Mund med Sukkerbrød.
Men Degnen derimod, Oraklet der i Egnen,
Saae heri Glimt af Philosophen, Degnen;
„Jeg frit tør bande paa,” saa lød hans Ord,
„At der i ham en Diaconus groer,
En Philosoph, hvis Gud vil holde ham i Live;
Det tidlig degne skal, der gode Degn skal blive.”
Hans Fader skiænkede ved sadan Leilighed
Nok et Kruus Øl — og Degnen saa blev ved:
„Jeg selv, mens jeg var meget lille,
Til alting Grunden vide vilde;
Nu spurgte jeg om Dit nu Dat —
Eet Spørgsmaal kan jeg got erindre:
Vi havde hjemme just en lille Kat,
Der var saa stor, som jeg, maaske lidt mindre,
Den fangede, som andre Katte, Muus,
Der vrimled’ i min salig Faders Huus —
Strax grublede den lille Petrus paa,
Hvorledes det gik til, og spurgte saa:
Hvi fanger Katten Muus? hvi fanger Muus ei Katten?
Af slige Spørgsmal giorde jeg en Skok;
Min Moder tænkte paa det hele Natten;
Med Graad hun har mig tit fortalt,
Hvor vægtigt disse Ord paa hendes Hierte faldt.
Fra den Tid af man lod mig strax studere;
Nu er jeg Degn, og kan med Tiden blive mere.
Sæt Pogen,” blev han ved, „saasnart I kan,
I den latinske Skole,
Og seer kun til, om ikke ogsaa han
Med Tiden faaer engang den sorte Kiole!”
Man rigtig nok fortæller, at vor Pog
Lod til at have Lyst til meer at vide,
End der behøves til at blive Drog;
Men paa Fortællinger man ikke stort kan lide.
Jeg er hans Fætter, jeg, og jeg bevidne kan,
At jeg hos Ynglingen, hos Barnet, og hos Noret
Har aldrig Tegn til noget andet sporet,
End til særdeles tarvelig Forstand;
Men dermed har man ogsaa nok — o ja!
Til Degn, til Præst, til Provst et cetera —
Fra denne Kant jeg Degnen Ret vil give;
Thi hvad kan ikke Degn og Biskop blive?
Og hvoraf giør man ikke Provst og Præst?
Til Rang og Rigdom, svøbt i Troens Kappe,
Paa Kirkens brede, bolsterbløde Trappe
Man stiger snarest, mageligst og best.
„Slaae dig i Herrens Navn til Bogen
Paa Degnens Ord!”
Udbrød omsider baade Faer og Moer —
Og glad blev Pogen —
Studering er dog bare Børnespil,
Og læse: Fero, tuli, latum, ferre —
Hic, hæc, hoc, hujus, horum, harum, horum —
Og alt det andet dumme Kakkelorum
Er intet andet end unyttigt Fias,
(Der morer Børn, som anden Spas)
om ikke det, som end er værre.
Med samme Vellyst derfor, som hver anden,
Der menneskelig Hierne fik i Panden,
(Og ikke tvungen blir dertil)
Min Fætter gav sig af med dette Spil,
Og, som man kaldte det, studerte —
Det er at sige: læste graadig alt,
Hvad prentet i hans Hænder faldt,
En Smule klogt og meget galt,
Og — det forstaaer sig — over alt
Saa got, han kunde, mediterte.
Det gik i Førstningen ret got,
Saalænge han sig holdt til Prækner blot;
Men siden fik han fat paa de fordømte Bøger,
Hvori paa hedensk Viis man efter Sandhed søger,
Og, om ei finder, dog den kommer mere nær,
End raadeligt i denne Verden er.
I disse Satans egne Hexerier,
Astronomier og Philosophier
(Det Eilschov bøde for!) han grubled’ Dag og Nat.
Det nyttede kun lidt, at Degnen fik ham fat,
Og læste for ham — skiøndt, til Degnens Ære,
Man paastod, at han kunde, naar han gad,
Omvende hvem det skulde være —
Men det Fragment af Mørkets Aand, som sad
Fra Daaben af i Drengens Hals tilbage,
Forspildte reent Omvenderens Umage.
Jeg ei fortælle tør det Rama-Skrig,
Som i den hele Bye herover reiste sig;
Thi Pogen lod sig offentlig forlyde,
Naar han i Snak med Byens Lærde kom,
Med Meninger om Jordens Dreien om,
Om flere Verdener, om naadig Dom
Selv over Dievlene, naar Enden kom —
Om Salighed for Tyrk, saa vel, som Jyde,
Og meget andet sligt, som Gud forbyde!
Forgiæves Degn, forgiæves Præst
Forsøgte hver paa sin Maneer, som best,
Den unge Synder om at vende —
Omsonst forbød de ham, at lade Jorden rende,
Omsonst de trued’ ham med evig Soed,
Ifald han havde noget derimod,
At Zadigs Autor evig maatte brænde,
Omsonst de trued’ ham med evig Ild,
Ifald han troede Vredens Gud saa mild,
At han den mindste Diævel af den Gryde,
Som evig lige stærk skal evig syde,
Tog op igien — „nei!” raabte begge „nei!
Guds Vredes Flammer slukkes evig ei!”
Den arme Dreng forbauset og fortabt,
Paa Dievlens og Voltaires Vegne,
I Taarer udbrød: „Har da Gud ei skabt
De mindste Dievle selv saavel som Degne?
Og mon han ikke danned’ til sin Ære,
Og til Lyksalighed,
Af ingen Ting den syndige Voltaire
Saavel som Deres Velærværdighed?
Og forudsaae han, at han skulde blive
Til evig Tid forskudt,
Hvi trak han ham af intet frem til Live?
Hvad havde han, før han blev til, forbrudt?”
Man nu for sildigen fandt ud,
At det var Synd mod Mennesken og Gud,
At lade slig en Pog studere
Meere.
For end, om muligt, dog hans arme Siel
At redde fra bekiendte Kløer af Satan,
Der raged til sig Cora, ’Biram, Dathan,
Kong Achab, Zambri, Dronning Jesabel,
Pilatus, Judas, Mahomet, Voltaire,
Og fleer, som man ei værdiger den Ære,
Beslutted’ man, med eet at sige Stop
Til denne kietterske Galop
Før han med Krop og Siel (som oventil citerte)
Midt ind i Dievlestalden gallopperte.
Tolv Aar han havde fyldt i stakket Tid;
(Man veed, at Tiden, som en Hest kan rende)
Da han Befaling fik Studeringen at ende,
For med desmeer Opmærksomhed og Flid
En Amtsforvalters Steeg at vende,
Polere Fuldmagts Støvler, Krøller slaae
Paa gamle, vrantne, stridige Parykker,
Summere Tal — og Næsestyvre faae,
Naar hist et Nul var Feil, og her en Kop i Stykker.
Tungt gik en Tid paa denne Maade bort
Nedbøiet under Latris og Transport;
End tungere min Fætter gik i Tiden —
Og tungt han har bestandig gaaet siden.
Men, kiære Læser! jeg vil være kort —
Og ikke Pen, Papir, og Blek forøde
Med hvad en Skriverdreng kan møde;
I Vers, det veed vor Herre! klinger sligt
Kun jammerligt —
Gud lad os aldrig i vort Heltedigt
Saa stærkt til nationale Helte trænge,
At maatte søge dem blandt Skriverdrenge!
Jeg troer det Velanstændighed og Pligt,
At springe dem forbi,
Naar man har mindste Væsen mod de Ni.
Omtalte Fætter (hvis Biographie
Begynder nu mig selv at kiede,
Fordi der er saa lidt besynderligt deri)
Fik Dag fra Dag til dette Maskepie
Med Bukler, Støvler, Tal, Steegvenderie,
Og Næsestyvre, meer og mere Leede —
Og samme gik saa vidt, at han — gik med,
Og fandtes ikke meer paa det benævnte Sted.
Man hørte Graad og Skraal og Skrig i Norden;
(Man husker han var fød et Steds i Nord)
Man troede, han var ikke meer paa Jorden,
(O! hvad man ikke troer!)
Fordi man fandt ham ei paa tusind Skridts Distance —
Saa slutter Flox, at alt, hvad her vi sandse,
Er blot Indbildning, lutter Drømmespil,
Og troer, at ingen Ting er virkeligen til,
Fordi han intet til sin Slutnings Hinder
I hurtig giennemledte Hierne finder —
Man fandt ham endelig; og hver, som græd, nu loe,
Især de to,
Paa hvilke Himlen blid hans Velfærd lod beroe.
Han bad om Lov til meer at læse —
Thi Sielen havde sultet, som en Hund,
Mens paa Comptoirets Skiær han stod paa Grund
I blot Fadaise.
Og fik corporlig Straf, for hvergang i en Krog
Paa ferske Gierning man ham fandt med mindste Bog,
Selv Hübners skiemtende Geographie,
Hvor Himlen veed dog lidt af sundt og sandt er i.
En Almanak, med Aftensang i Enden,
Og salig Søfrens Arithmetica
Var al den Læsning, som han uden Skiænden
Af Amts-Califen slap heeløret fra.
Lyksalig den, hvis tarvelige Hierne
Kan af saa smaa Portioner blive mæt!
Ak! i min stakkels Fætters sultne Stierne
Stod skrevet: Faae Bekomsten ei saa let.
I føie Tid han stopped’ sig i Panden
Fast hele Sognets Sort paa Hvidt,
Og nød den eene Tome paa den anden
Med idelig forstærket Appetit.
Jeg een Anmærkning dog maa hertil lægge:
En Slughals i et Fad, en Slughals i en Bog:
De sluge begge,
Den eene sig for mæt, den anden sig for klog —
Det første Kroppen kun, det sidste Sielen skader:
Jeg derfor mindre hint, og meere dette hader;
Og meget heller her fortælle gad
Hvis Sandhed ikke bandt mig Munden:
At Fætter stræbte meer i tilladt Fad
Med Skeen at randsage Bunden,
End i forbudne Bog, at vende sidste Blad.
Den lærde Verden vil, til Fætters Ære,
Det veed jeg nok af modsat Mening være;
Men ak! men o! Gud naade den,
Som kun den lærde Verden har til Ven
Den, for det andet, er gemeenlig svag,
Den, for det tredie, sig gierne holder stille,
Og, for det fierde, gier min Fætter en god Dag.
Men atter til Historien tilbage —
(De Parentheser har Sieur Satan skabt!
Med dem kom ind i Verden Langheds Plage,
Og Kortheds skiønne Paradiis blev tabt.)
I Stapelstaden vare tvende Skoler,
Den eene lav, den anden høi;
I begge lærte man — at giøre Støi,
Og mellem allehaande Caprioler,
At bande, kives, baxes, og lidt meer —
Paa gode danske Skolegangs Maneer.
Ommylred i den Laves Stue,
Til riisbevæbnede Despot indtreen,
Og med en Degne-majestætisk Mine,
Som spaaede Næsen Puf og Bagen Pine,
Jog paa sit Sted, som Lynet, hver og een —
Hvorpaa fra Fibelbrættet til de Stykker,
Velsalige Pontoppidan
Som Troens Grændseskiel har streget an
Og overladt til dem, Geniet trykker —
Religionens hele Theorie
I sammenblandet Skraal og Skrig og Knurren
Blev ramset uden ad og opædt inden i
Til sand Opbyggelse, for Folk, som gik forbi
Og hørte denne Christendommens Surren;
Indtil det høistforønskte Bortgangs Bud
Adspredte Sværmen, der for Glæde reent af Lave
Paa Kirkegaarden mellem Fædres Grave
Aldeles anderledes var den Høie,
Hvor med den bare Troe man ikke lod sig nøie.
En halv Snees Drengebørn af Stand,
(Der i Corsøer er meget rare)
Hvis Mødre Fruer og Madammer vare,
Blev oplært her i alt hvad tænkes kan.
Pontoppidan,
Der hisset var Peripherien,
Var Centrum her; med mindre Hovedbrud,
End hist man til ham gik, man her gik fra ham ud
Til Sprogene, Geographien,
Historien, og selv Philosophien.
Det var et saligt Syn om Vinteren, at see
Med hviken Mængde Bøger, spændt i Belte,
Om Morgenen efter nattefaldne Snee
Hver af Eleverne saaes giennem Gaden ælte.
Min arme Fætter ofte saae det an,
Og allenstund derved hans Tænder løb i Vand —
„Ak!” tænkte han (og ak! jo meer de spanked’
Jo stærkere hans Hierte banked’)
„Ak! hvorfor er din Fader ikke rig,
Hvorfor er dog din Moder ei Madamme,
At denne Lod dig ogsaa kunde ramme?
O Himmel! vilde du bønhøre mig,
Og mild i denne Skoles Himmelglæde
Ved et Mirakel, eller saa omtrent,
Mig blot en tolvte Part tilstæde!” —
Den Skole var, som hvert et Himmerige,
Tilgiængelig allene for de Rige —
Naturligviis! For intet intet faaes.
For tvende Skilling høit, per Dreng og Pige,
Man i den lave kunde slaaes,
I denne derimod det kosted’ vel en Daler,
Foruden Bøger, Blek, og Pen, og Linealer.
Til Lykke var den Skoles Precepteur
(Saa kaldte man ham i Corsøer)
En Mand af stort Genie og den Geniet egne
Point d’honneur,
Der ikke findes lettelig hos Degne;
Han fandt det under sig og sit Genie,
At lære Børn at læse, skrive, regne —
Som han for Resten var ei reent ukyndig i;
Men derimod Latin, Geographie,
Historie, Moral, Philosophie
Han ikke havde holdet mod sin Ære
Selv mindre voxne Børn at lære,
Hvis ei en lille Hindring, nemlig den,
At han det alt for længe siden
Aldeles havde glemt, og ei gad spilde Tiden,
Med nu at lære om igien,
Ham havde nødt til den beqvemme Maade,
At lade Skolen selv sig raade.
En delikat Samvittighed
(Som Folk af Point d’honneur er gierne plaget med)
Forbød ham midlertid, endskiønt med frelsed Ære,
Aldeles rolig i sin Mag at være;
Hver Mand af stort Genie sig nemlig føler tidt
Om just ei Patriot, saa dog Cosmopolit —
„En Smule,” tænkte han, „var det dog nok saa lidt,
En Smule burde Børnene dog lære,
At skrive for Exempel? Jeg vil see
Hvorledes jeg udfører den Idee —”
Tænkt! sat i Værk — En anden havde nøiet
Sig med den Selvbevidstheds søde Lyst,
At have klækket ud i cosmopolske Bryst
En Plan, som har det Heeles Vel for Øiet,
Og ladet det ved sit Desidero
Beroe.
Just skabt til at realisere.
Der om min Fætters Skrift gik Rye
I begge Skolerne og i den hele Bye —
Hvor underlig sig Lykken dog mon føie!
Han pludselig blev hensat i den Høie.
Hvordan han loe, hvordan han sang,
Og hvor han græd, og hvor han sprang,
Og hvor han reent af overvættes Glæde
Gik fra sig selv og sin Forstand
Til dette de Corsøerske Musers Sæde,
Jeg ei beskrive vil, fordi jeg ikke kan.
Men derimod hvorledes han nu lærte,
Hvad han begiærte:
Den hele høiere Theologie,
Historie, Geographie,
Latin især, og hvad der hører til —
Med slig en Grundighed, at før et Aar var omme
Han fandtes udlært efter alles Domme —
Jeg ei beskrive kan, fordi jeg ikke vil.
Men udlært i Corsøer ei vilde sige meget;
Man der endogsaa havde kaldet lærd
I Fætters Tid. Oplysningen er steget
Og, som man siger, dagligdags tiltager
Mangfoldig der, som andensteds;
Man Salomon fra Jørgen Hattemager,
Og klogt fra dumt at skille nu begynder,
Og skal, som jeg har hørt, med mangen Arvesynder
Ei længer være nær saa vel tilfreds,
Som den Tid. — Jeg, for min Part, ei just ynder
Den overalt nu giængse Lysen op,
Men haaber med en hver gudfrygtig Synder,
Naar jeg betragter dens vanhellige Galop,
At man dertil i Tide siger Stop,
Før det for sildig er, som snart kan hende,
Og inden, før man rigtig seer sig om,
Den heele Christendom,
Med Moses, Arvesynd og andet Prent
I vores gode gamle Testament,
Pontoppidans og Augsburgs Confession,
Og Universitetets Fundation,
Samt al den øvrige Religion,
Til Harm for hver dens Vægter og Patron,
Oplysning er ret brav til Tid og Sted,
Naar Grublen, om det Sande selv er sandt,
(Man har jo noget sligt af — denne — Kant,
Der ingen Ting skal see saa grant?)
Kort, naar Fornuft sig mænger deriblant —
Saa skielve bør hver Jydsk — og vi er’ alle jydske.
Og sandelig det lader til
I vore Dage, eller vore Nætter,
Som om man efterhaanden glemme vil — —
Men hillemen! jeg glemmer reent min Fætter —
Han nu var meer ulykkelig end før;
Han havde smagt en Dryp af denne Kilde,
Hvis Væld man udtømt ham forsikkre vilde
Fordi dens Brønd her virkelig var tør —
Men skiønt han rigtig nok i begge disse Skoler
Ei kunde lære meer, end alt han havde lært,
Fandt han det dog en smule sært,
Om ei et Steds imellem begge Poler
Der skulde gives een endnu, hvor man
Dog i det mindste vidste meer end han.
„Der gives saadan een, der gives flere;
Et fattigt Barn kan ikke strax studere,
Fordi det vil —
I Slagelse, min Kiære! for Exempel
To Miil herfra er sligt et Viisdoms Tempel;
Men Veien er dertil, som den til Ærens, lang
„Den være som den vil! man kan jo rende,
Naar man har Mod og Lyst, til Verdens Ende —”
„Ret saa! Men det er ikke dermed giort!
Betænk, min lille Ven, han har en Mave,
Der ogsaa vil en smule Næring have —”
„Oh! Vand og Brød dog koster ikke stort! —”
„Ret saa! Men for at finde hvad man søger,
Behøver han, foruden dette, Bøger;
Hvor faar man uden Penge disse fra? —”
„Men der er dog Stipendier” ..... „O! ja!
Men deels man faaer dem ikke strax i Hænde,
Et Prøve-Aar maae først gaae halv til Ende;
Deels gaae de Fløiten til Logie, til Brænde,
Til Pen, Papiir, og Lys, etcetera.
Lyd han mit Raad, og lad den Grille fare!
For sildig han fortryder den engang!
Den Tempel-Vei, som sagt, er alt for lang,
For knudret, tornet, og for fuld af Fare! —”
Men ak! Exempler nok man har derpaa:
Naar eengang skrevet staar i Skiæbnen „Gaae!”
Saa byder al Fornuft omsonst os staae.
Forgiæves stræbte man, ved Faren at belyse,
At faae min Fætter til for dette Tog at gyse,
Paa Lærde, som krepeerte var’ af Gield,
Poeter, som omkomne var af Tørst,
Og viiste ham, som i et Perspectiv,
Sit hele følgende Studeringsliv —
Omsonst! han trodsed’ alt; han havde lært at fryse,
Var vant til Sult og Tørst, og lod sig ikke kyse.
I Slagelse var giængs den ægte danske Skik,
(Jeg siger ægte dansk, thi alle danske Skikke
Just er det ikke)
At give fattig’ Børn, som der Oplysning fik,
Ved eget Bord at spise og at drikke —
Og vee min Fætter, om det ham af Minde gik!
Om ei hvert Smørrebrød, som gav hans Hunger Lise,
Hos Stolpe, Clausen, Andersen, og Glise,
End mindede ham tidt, naar Siælland synes slem,
At dog Goddædighed har der sit sande Hiem!
O! vidste jeg, at det ham nogensinde,
Selv i det næste Sekel, gik af Minde,
Jeg slængte Pennen strax, og angred hvert Minut,
Jeg havde spildt paa her med Rimets Lage
At salte hen til Verdens sidste Dage
I Tillid til at han og kunde nyde
Sin Deel i denne giæstfrie Hielpsomhed,
Og stolende paa hvad der kunde flyde
For Resten af hans lærde Sveed,
I Troen til det Forsyn, som fra Hunger
Beskiærmer hielpeløse Ravneunger,
Besluttede man endelig hans Roe
Med, efter meget contra, meget pro,
At skikke ham til denne sorte Skole,
For paa Latin at lære der den Troe,
Som hialp saa mangen i den sorte Kiole.
At Fætter egentligen var i Grunden
Langt mindre stærk i Næven end i Munden,
Et Slags Rhinoceros,
Som Alskens Bøger kunde sluge;
Men ellers var til ingen Ting at bruge.
Man læste af hans Physiognomie,
At Klogskab ei var det, som han stak dybest i,
Og at han neppe nogensinde
Paa Snildheds Vinge
Sig til den mindste Lykke vilde svinge;
Man læste af hans Handlinger og Ord,
At han sit eget Navn stod Fare for at glemme,
Og at han egentlig ei havde hiemme
Paa denne Jord;
Man læste af hans Helbred, at han ikke
Til meget Slid og Slæb sig vilde skikke;
Man slutted’ af det alt, tilsammenlagt,
At han var — et Rhinoceros, som sagt.
Nu er til Lykke brugeligt paa Landet,
At, naar et Drengebarn ei duer til andet,
Og intet Hoved har, selv ikke til en Læst,
Man slænger det i den latinske Skole hen.
Hvad Jorden bruger ei, foræres Himmelen.
Det synes underligt; men det er intet Under;
Den Vedtægt sig paa gamle Støtter grunder:
Erfaring os har lært, at hver, som gaaer paa to,
Selv den, som ei tilgavns kan vogte Svin,
Kan lære hele Troen paa Latin,
Og vogte Kirkens Faar med samme Troe.
Hvorledes man nu rusted ud min Fætter
Med nye Støvler og med nyvendt Kiol,
Med Kalvekryds og med Mansketter,
Hvori han kunde skinne, som en Sol
Imellem hine Sole,
(Jeg kalder Sol i aandelig Forstand
Enhver som lyser op et Land,
Og a priori hver, som gaaer i Skole)
Hvordan han Afsked tog, hvormeget Vand
Udgydet blev, med meer, jeg her fortæller ei —
Hvordan han endelig den trange Vei
Til Templets Port fik lagt tilbage,
Og ved dets blotte Syn forglemte al sin Plage,
Hvordan i dette Syn han strax fornam
Skinbarlig alle Muser hilse ham,
Og følte Phøbus selv, livagtig, op ad Dage
Med al sin Guddoms Ild og Kraft og Lyst
Beaande hans af Glæde spændte Bryst —
Jeg det og meer endnu beretter ikke heller;
Fortælle hvo der vil, deslige Bagateller.
Jeg springer Vei og Port til Templet reent forbi,
Og som Homer (den jeg i alle Stykker
Gad fulgt) har giort for mig, min Læser rykker
Der staaer han. Lad ham staae! Imidlertid
Vil Læseren og jeg ei tabe reent vor Tid,
Men see os for i Veien noget om
I dette Rectordom.
Latinske Skoler ere Monarkier,
Og deres sorte Hobe, som i meer,
I Dragt, i Sværmen, og i den Maneer
De styres paa, fast alt tilfælles har med Bier,
Paa tvende Smaating nær:
En Dronning,
Og Honning —
En Rector have de for hin,
Og Honningen er her Latin.
Og denne Skole var et Despotie
Med Adel og Aristocrater i,
Af alle Former, hvori Tyrannie
Den arme Menneskhed fordanner og forqvakler,
Den værste! Selv aldeles Anarchie
Udklækker ei saa mange Stakler,
Kun Død er dennes Frugt; men hins er Slaverie.
Regenten, som ved Kunsten, trods Naturen,
Var bleven dens Tyran
Gik ham ærbødigen forbi, som Mand,
Som Rector, og som Lærd — men nødt til Sværdet
Af tusind Misbrug, som hans Formand lod
I Anarkiet fæste Rod,
Af Iver for sin Pligt han havde hærdet
Et Henri Quatre-Bryst
Og med en Strænghed uden Lige
Holdt i bestandig Zittren Skolens Rige.
Regierte Mennesker til Vederlag regiere,
Og strængt regierede regiere strængt;
Trykt vil han trykke, doppelt, trykke meere;
Hængt Mand vil have hele Verden hængt.
Man overalt sig kan til denne Sandhed stave:
Den strængeste Despot er just den største Slave.
Tyranniseer! tyranniseret vær!
Det kommer ud paa eet — saasnart man selv vil byde,
Maae man til Vederlag en anden lyde
Og den, som lyder hist, vil omvendt byde her.
Jeg veed det med mig selv med hvilken zevsisk Truen
Jeg ryster min forældede Paryk
Naar Præsten over mig har giort sig alt for tyk.
Ham Provsten gav formodentlig en Snippe
Irettesat af Bispen, der
Høit over mig og Præst og Provst ophøiet er
Den første Høg i dette Høge-Knippe.
Qvo jure nu den første Første blev?
Qvo jure den, som ei regieres meer, regierer?
Der staae vi! Tusind Lærde skrev
For og imod med lige Skiæl,
Og end, i Mangel af et Himmelbrev,
Man lige klog derover disputerer.
Jeg ei vil øge den Dispyt —
Jus pædagogicum — derover gad jeg skrive
En Bog; men over Jus divinum .... Pyt!
Det lar jeg blive.
Det Skolarkie, som her jeg taler om,
Hvis Ark med al den Ret, som dydig Iver,
Retskaffenhed og Kundskab eene giver,
Til Zeptret kom,
Indvortes var i Bund og Grund fordærvet,
Og Sobradise selv er ikke mer udnervet
Nu er det Smørrebrød Pisistratus at være,
Naar man i et Athen kan styre, raade, lære,
Og naar en Solon man til Formand har;
Hvor salig Otto Rud i forudsalig Slum
Lod fem og syv bestandig være lige,
Og Peer, som Povl, bestandig være dum,
Man ei saa let i første Øieblik
Realiserer Platos Republik.
Blandt hundred andre Slendrianer,
Som der i Mørket havde fæstet Rod,
Urokket, endelig urokkeligen stod
Den Primret, som en Mesterlectianer
Gav Hals og Haand i Skolen over hver
I alle mindre Klasser. Fiern og nær
I vores, Pavens, og i Tyrkens Egne,
I hele Herskeriets Allevegne,
Omsonst man leder om dets Mage.
I dette Øieblik, skiøndt ikke saare frie,
Jeg i mit hersoms Slaverie
Dog tænker gysende derpaa tilbage.
For Resten herskede deri
Spil, Slagsmaal, Dobblen, al Slags Blasphemie,
Og selv en lille smule Tyverie,
Med meer, som man i alle Skoler hitter,
Og som dog alle Muser og Chariter
Gaae rødmende forbi.
Saa var Forfatningen, om ikke værre,
Da den nysnævnte Rector kom,
Og fandt at alting burde støbes om.
Misbrugene var allerede færre
Da Fætter kom derhen;
Men der var fleer end nok igien,
Desværre!
Primretten stod især med doppelt barske Miner
Paa det nedbrudte Tyveries Ruiner.
Min Fætter, som vi lode staae,
Blev strax ved Skolens Indgang lidt confus,
Da han fornam, at hver var med ham dus;
Een efter anden til ham sagde saa:
„Du er Notarius!”
Hans Hierte skialv af Glæde ved den Ære,
Som forekom ham ufortient —
Begyndte han .... „Der er en Styver! hent
Mig strax en Spegesild!” var Svaret —
„De spøger.” — „Slyngel!” sagde han
Som rakte Styveren, „nu spøger man
Med slig en Slyngel? er du vel forvaret
Et vældigt Ørefign i samme Øieblik
Ledsaget af et Skrald af Strube-Torden
Min arme Fætter lynede til Jorden.
Saa var hans Indtog. Jeg har blot fortalt
Den første Hilsen, som et kort Exempel
Paa Høfligheden i de Musers Tempel;
Den i et enkelt Træk os maler alt.
Af dennes Sort der gaves daglig mange;
Men jeg dem ikke her opregne vil —
Vær ikke bange!
* * * * *
Aar Syttenhundrede og to og firsindstive
Han endeligen ud af denne Skole slap
* * * * *
— — — — Hip som Hap,
Der efterlod sig en bestandig Slum,
Hvori han tog (i Drømme, som det hedder)
Examen philosophicum.
Hvoraf han vaagned’ op til alskens Qvide;
Nu fik han først tilgavns hvad Verden var at vide,
Og blev, af Satan tilskyndt først,
Af Hunger deels, og deels af Tørst,
Af Graad, og stundom selv af Latter,
Men først og sidst af Kierlighed — Forfatter.
Man af hans Liv og Levnet kan
Udpine, hvis man vil, den Lære:
At et og andet i vort Land
Er ikke som det burde være,
Mindst det, hvorpaa det øvrige beroer:
Opdragelsen. Ak at jeg denne Tanke
Med Sandheds egen Hammer kunde banke
At den er overalt det vigtigste paa Jorden
Til Enkeltes og til det Heles Gavn!
Og hellig være hver den Ædles Navn,
Tre Gange hellig! hellig! hellig være
Den Borgers, Statsmands eller Fyrstes Ære,
Som virksom stræber at afhielpe dette Savn,
Og derved skabe Lys og Liv og Lyst i Norden!!!
Ende paa Biographien