Odins Reise til Dovre
eller
eller
Poesiens Oprindelse
Poesiens Oprindelse
Engang i denne Verdens unge Dage,
En fem sex tusind Aar og fleer, ifald man vil,
Før du, min Læser, eller jeg var til,
Og meget meer, som jeg ei vil umage
Dig eller mig med at opramse her,
Var noget til, som ikke længer er,
Blandt andet Guder og Gudinder,
Hvoraf man, sandt at sige, bredt og vidt
Kun overmaade lidt,
Og næsten intet nu omstunder finder.
En Fyr, som jeg og du, kan ofte raget blive,
For han et tusind Maaneder opnaaer;
For Guder derimod er hele tusind Aar
Knap nok til Skiæg paa Hagen dem at give.
Imidlertid saa got man vil forlange
Man i vort korte Liv kan stundom kiede sig;
Vidtløftig kunde jeg, ifald jeg ei var bange
For at beviise det for tydelig,
Den Sætning demonstrere dig —
Men enten du nu trær den eller ikke,
Saa slutter jeg deraf som saa,
At Guderne i visse Øieblikke
Sig græsseligen kiede maa.
Maaskee i et af disse, kiere Læser!
At Viin, Musik, og Piger bleve til,
Og Vessels de velsignede Fadæser,
Og Holbergs Skuespil,
Og alt hvad andet morende du vil;
Men dette, som du seer, jeg afgiør ikke,
Det kommer heller ei min Fabel ved:
Nok at i et af disse Øieblikke
Blev skabt en vis Person, som Qvaser hed.
Sandt nok, min Autor taler ei et Ord
Om Kiedsomhed dengang paa Odins Slot;
Den Grund, hvorpaa jeg dette trær,
Er den, at han var giort saa overmaade got
Thi Guder, naar de andet har at giøre,
Saa jaske de Personer ud i hast,
Der kun som Bieting til det andet Skabte høre,
Exempli gratia saa mangen Qvast,
Hvis hele Væsen overflødigt er
Hvis rette Navn og derfor, uden Skade
For Læseren af disse Blade,
Aldeles udelades her.
Paa dem, de giøre, naar de have gode Stunder,
De derimod anvende mere Tid;
Blandt disse selv var Qvaser et Vidunder.
Han røbede den allerstørste Flid.
Blandt andre Gaver havde han den rare,
Dom ingen Viis har havt i Grækenland og Rom,
Og ingen uden for: Paa meer han kunde svare,
End tusind Tosser kunde spørge om.
Kort sagt: han havde alt det Vid i Panden,
Som Klaus har uden omkring sin,
Og al den Kundskab, som (jeg nævner ikke Manden)
Sig bilder ind.
Sligt kunde visse Puslinger ei lide,
Hvis Pander ei saa vel møblerte var:
Af dem besluttede derfor et Par,
At han herefter ei saa meget burde vide;
Og, for at giøre Sagen kort,
Tog de, jeg veed ei selv paa hvilken snedig Maade,
Hans heele Hoved bort;
Og Tingen gik og rigtig som de spaaede;
Thi med hans Blod flød al hans Viisdom i et Kar,
Saa Qvaser aldrig meer blev den han var.
De tvende Dverge, som forstod,
At det, der flød af Qvasers Hals og Hierne
Var ikke simpelt Blod;
Men havde læst i en og anden Stierne,
Hvortil det kunde bruges, skyndte sig,
Og mens det end var varmt, saa snildelig
En Mængde Honning deri tyllet fik.
Af denne Blanding blev en saare herlig Drik,
Hvis underlige Kraft bestod deri,
At den, som drak deraf en Sopken, blev med et
Begeistret af dem alle ni:
Pæt.
Kort Tid derefter sad en Morgenstund
Gud Odin paa sit Lidskialf (fra hvis Sal
Han seer hvert Hav og Flod og Field og Dal
Som ingen Ting) med Piben i sin Mund,
Dg saae paa Jorden hist og her omkring
Fra Pol til Pol saa mange Ting,
At, Læser, du var reent urimelig,
Ifald du vilde fordre her af mig,
At sige dig alt, hvad hans Syn faldt paa;
Jeg vil kun sige dig hvad Odin ikke saae.
Han sad i en udslagen Time der,
Han sad i to, han sad i tre,
Gneed Glasset reent i femten Kikkerter,
Saae langs og tvers, paa kryds og qvær;
Men saae dogikke, hvad han vilde see,
Sin kiere Qvaser. Asa-Lars maae vække
De andre som i Dynerne sig strække;
Men ingen af dem kan faae Øie paa
Herr Qvaser — Freja selv, som ofte saae
Med ubevæbnet Øie meer
End alle Guderne med deres Kikkerter,
Seer denne Gang ei meer end de.
Herved blev Odin heed om Ørerne,
Tyr reev sig i sit Skiæg, Thor i sin Ivrighed
Slog Odins Pibe sønder med sin Hammer
Frey bandte, Balder sukked, Freja græd,
Kort sagt, der bleviblandt dem slig en Jammer,
Da deres Yndling borte var
At siden Balders Død ei større været har.
"Jeg sværger," udbrød Odin (alle tav)
"Ved alt hvad helligt er i Himmel, Jord og Hav,
"At før skal Dovre sig for Sydens Storme bøie,
"For jeg uhevnet taaler denne Streg,
"Som ingen anden, derpaa tør jeg sværge,
"Har spillet mig, end de fordømte Dverge.—"
"— Ja! ved min Hammer!" brølte Thor, "skal jeg —
"Saa sagte kiere Søn! du kan dig let forgribe,"
Blev Odin ved,"viid, hvem jeg er og du!
"Nys slog din studse Tølper mig itu
"Min allerlængste beste Keiserpibe!
"Vær lidt forsigtig med din Hammer,
"Og see dig for herefter hvor den rammer!
"For Pibens Skyld, det var en Bagatel;
"Men lidt Respect! forstaaer du vel?
"Hvor let kan saadant skee! befaler du
"En lille Koppe Chocolade nu?
"Glem Piben! hør mit Raad! saavidt jeg trær,
"Er Qvaser ikke død, men nedsend en Stafet
"Til Jorden, for at lede efter ham,
"Saa vedder jeg, man finder Mennesket."
Ved disse Frigges Ord blev Odin gandske tam,
Han kyste hende, drak sin Chocolade,
Og alt blev got igien.
Paa Jordens Overflade
Og søger Qvaser allevegne
Omsonst. Tilsidst et Steds i Heklas Egne
Han til de tvende smaa Personer kom,
Som havde spillet Pudset. Da de kiendte,
Endskiønt forklædt, den himmelske Gesandt,
Saa vidste de, hvad de nu kunde vente,
Og derfor i en hast den Løgn opspandt:
"At Qvaser, efterat han havde søgt
"Forgiæves mellem Dverge, Trolde, Jetter,
"Og Mennesker i Byer, Bierge, Sletter,
"Og ingen fandt, som spurgte ham med Kløgt
"Saa meget, han jo kunde svare meer,
"Saa, da man ei hans store Klogskab vidste,
"At sætte den nødvendige Klisteer,
"Omsider qvalt af Kløgt han maatte briste."
Hermoder kom igien med den Beskeed
Til Asgaard. "Paa min Ære!" sagde Frigge —
"Ved Soelen!" udbrød Frey. "Ved Miølner" meldte Thor —
Og Odin nægtede det ikke —
"Den Sag har meget stor Sandsynlighed!
"Vor Qvasers Viisdom var en Dødelig for stor!"
Hvorpaa de sloge sig igien til Rolighed.
Saa let endogsaa Guder Tillid fæste
Til det, som selv en Blind kan see er Digt
Naar deres Stolthed kildres kun ved sligt —
Hvad skulle vi da sige, kiere Næste?
Men Odin svor alligevel en Eed
Ved denne Leilighed,
At siden vogte sig af alle Kræfter
Med Maalet paa Forstand,
Og for en Visheds Skyld herefter
At spæde Menneskenes Blod med Vand;
Samt, for at standse Kundskab lidt behændig,
Som aaben stod alligevel enhver,
Tillod han, at den reent blev unødvendig
Til at erlange gode Dage her;
Og at man kunde blive syv Slags Raader,
Og Excellenær, som en Bagatel,
Stiftamtmænd, Ærkebisper, Høie Naader
Og, kort sagt, hvad man vilde, meget vel,
Naar man kun eiede saa megen Siel,
Som var tilstrækkelig til Kroppen at oplive,
Og havde lært sit Navn (om ei med egen Haand
Dog med en Secretairs) at skrive;
Især, om man forsigtig lod sig giøre
Til Søn af een, som bar et vist Slags Baand,
Thi saa var det endogsaa overflødigt;
Til Krig, til Dom, til Raad berømmelig at føre
Man neppe havde det, end sige Hoved, nødigt.
Ved den Idee faldt Odin paa en anden:
Og skabte med det samme Adelstanden.
De tvende Mordere saa snart ei saae,
At man paa Asgaard ikke just var kræsen
Paa Grunde; men sig tage lod ved Næesen
Saa net som nogen, strax begyndte paa
Med Puds at giøre sig saa glade,
At det gik dem, som Gaasen, der saa tit
Til Gilde kom, at hun omsider kom for Skade,
Og fik en Hals for lidt.
En Kiempe, som paa Spas sig meget lidt forstod,
Traf dem, Gud veed i hvilket Puds engang,
Og med en Arm tolv fiorten Alen lang
Greb begge Fyrene saa vældig fast
Ved Benene, at i en hast
Den hele Lyvekraft dem pludselig forlod,
Hvorpaa Herr Suttung (thi saa hed den Mand)
Dem slængte paa et Skiær, midt i den store Strand,
Netop saa stort, at de derpaa
Tre Skridt fra Livet af hinanden kunde staae.
Det arme Dvergepar kom her
Med denne Boepæl i en reent fortvivlet Knibe,
Og, for at slippe bort fra det fatale Skiær,
De maae til deres sidste Redning gribe,
Og byde Suttung deres giemte Drik
For deres Friehed. Middelet slog an,
Og i en Hast Akkordten kom i Stand:
Herr Suttung satte Dvergene paa Land,
Og hiem med sin Mixtur fornøiet gik,
Som han nedsatte dybt i Norges største Field,
Og bød sin smukke Datter, som en Drage
At passe paa den der med Liv og Siel,
At ingen fik deraf den mindste Dryp at smage.
Endskiøndt nu Kiempen holdte Sagen tys,
Saafik imidlertid dog Asgaards heele Hof
Om denne rare Drik, og derved Stof
Til mangen Prat, Raadslagning og deslige
Ved Bordet under Bogen Ydrasil,
Hvor de maae samle sig, naar Veiret er dertil,
Ja selv, naar det er slet, som nogle sige.
Der sad man giorde Planer, og drak Thee,
Holdt Raad i Dage to, holdt Raad i tre,
Og krølled de guddommelige Næser,
Og Suttung først og sidst misundte vred
Sin giemte Kostbarhed;
Og jeg kan ikke nægte, kiere Læser,
At jeg i denne Stund misunder ham den med.
Thor var saa reent forkyest i Ting som angik Qvaser,
At han kun mumled halv i Skiægget om sin Hammer,
"Hvorledes Klipper revne, hvor den rammer,"
Og andet meer — kortsagt, det hele Raad af Aser
Fandt Drikken saare vanskelig at faae,
Og tav, da Kampens Gud brodud som saa:
"Det koste hvad det vil! saa maae jeg Drikken have,
"Den ikke ligge skal, trods Suttungs Magt og Flid,
"I Dovres Huler skiult til evig Tid.
"Jeg vil mig selv til denne Reise lave,
"Og see hvorvidt, min Guddom strækker sig!
"Det er dog, haaber jeg, et lille Stykke Vei;
"Det ei gaaer an! saa kiender Suttung mig;
"Sadl Sleipner ei!
"Jeg vil til Fods! jeg sikkert mig skal skaffe
"Den ypperlige Drik — Min Frakke, Hat og Stok!
"Mit Fyrtøi og min Pibe! — det er nok!
"Lav mig nu først en stærk og god Kop Kaffe,
"Min lille Frigge! skynd dig lidt min Tøs!
(Gudinden tripped ud, og han blev ved)
"Jeg Reisen, saavidt mueligt, skal forkorte;
"Men hold lidt artig Huus, imens jer Far er borte!
"Og giør mig ingen af jer Frigge vred;
"Thi hør jeg det, saa bliver Fanden løs!
"Du Thor kan passe midlertid paa Huset!
"Men giør mig ei mit gamle Hoved kruset." —
Og nu kom Kanden frem paa Bordet, Odin drak,
Mens Freja fyldte Daasen med Tobak,
Saa gav han Frigge tre, de andre hver eet Kys,
Dermed Adiøs.
Jeg ved hans Neise vil ei her opholde mig,
Kun kort og got min Læser sige dig,
Han underveis slet ikke moerte sig
Med smukke Koner eller smukke Piger,
Som hans Collega salig Zevs saa tidt
Paa sine Reiser bød at bie lidt,
Og sinkede saa meget, som man siger;
Men satte een Fod frem, en anden foran den,
Og kom paa den Maneer bestandig længer hen,
Med slig en Fart, at inden Soel gik ned,
Befandt han sig, omtrent to hundred stive Mile
Fra Øiemmet sit, paa et saa yndigt Sted,
At det hans hele Krop og Siel indbød til Hvile.
En Gud er let til Fods, som hver Mand veed,
Imidlertid ved Rislet af en Kilde,
Hvis Nymphe ham i Roe betragte vilde,
Han dyssedes i Slum og sødelig sov hen.
Naar man har sovet ud, opvaagner man igien.
Men vaagnet seer han paa den store Slette,
Ni Karle, tæt ved Stædet hvor han laae,
Med favnelange Segle Korn at skaae,
Hver af dem lang og føer og haandfast som en Jette.
Ni slige Drenge var just ei at spøge med;
Men da de vogted’ her et Sted,
Han skulde just nødvendigen passere,
Saa var ei andet for ved denne Leilighed,
End dem derfra med List at praktisere.
En Gud er færdig strax i slig Omstændighed:
Han snu tilbyder sig at hvæsse deres Segle,
De sige Tak; og Odin een for een
Giør i en Hast saa skarp, at de paa deres Negle,
Og siden Kornet de probeerte dem,
Fik de saa stor en Lyst til Mandens Hvættesteen,
At alle klyngede sig til ham frem,
Og bød om Kap, derpaa — da Odin kyler
Den i det samme op i Luften over dem. —
Som naar paa gammel Torv den blinde Pøbel myler
I Klynger, om det lykkelige Nummer,
Som bringer femten Fryd og femten tusind Kummer,
For den Rigsort, der til Belønning udsat er
For den som puffer best paa Kryds og Qver:
Saaledes foer iblandt hinanden disse ni,
Med skarpe Segle de saalænge sammenrendte,
I Blinde langs og tvers, at inden Legen endte,
De myrdede sig selv i deres Raserie.
Herpaa tog Odin Fod i Haand igien,
Og satte Reisen fort; da han blev vaer
Det Sted, hvor han sig agted hen,
Saa klædte han sig om, og laved sig til Svar:
For, om man spurgte ham: hvorfor? hvorfra han kom?
Og hvem han var? og sligt, som der kan spørges om,
Han da ei skulde staae som en Peer Eriksen.
Saaledes vel betænkt, paa hvad der kunde møde,
Begav han sig, ved næste Morgenrøde,
Med Navn af Bolverk til Herr Suttungs Broder hen.
Galt gik det, og vel var det som det pleier,
Herr Bauge (saa hed Manden) netop var
De ni til Helhiem nylig sendtes Eier;
Og dette Tab ham dybt i Hiertet skar.
Det kunde have skaaret saa hver anden —
Han derfor ei saae meget venlig ud;
Men tog imod sin Giæst, den kiere Gud,
Som imod Fanden,
Med Skieldsord, Trudsler, Skraal og Skrig og Banden.
Men heraf Odin ei sig kyse lod:
"Retfærdig er (saa talte han) din Iver;
"Thi vee den Mand, som ei opirret bliver
"Naar man fornærmer den, som tiener ham med Sveed!
"Men her, min Ven, har ei din Vrede Sted;
"De selv, og ikke jeg, var Aarsag i,
"At de foer ned til Helhiem alle ni.
"De bad mig alle om min Hvættesteen;
"Jeg vovede mit Liv, ifald jeg gav den een;
"Jeg gav den alle, lod dem selv afgiøre,
"Hvem de blev eenig’ om den skulde reent tilhøre.
"Dog, da jeg, skiøndt uskyldig paa min Side,
"Er Aarsag i, dit Arbeid blev forsømt,
Saa lover jeg dig her (at du maae vide
Hvor falskt du om din Giæst har dømt)
"I meget mindre Tid allene at afmeie
"Hvad de forlod; og fordrer blot til Løn
"En Sopken af den Drik, din Broder har i Eie."
Herr Bauge syntes den Akkord var ganske skiøn.
At faae saa meget giort blot for en Sopken Miød,
Er got Kiøb, tænkte han, den være nok saa sød. —
Den gode Mand var langt fra Sværmerie
Med nogen af de helikonske Ni,
Og troede en Slurk Miød og en Slurk Poesie
Var hip som hap.
Top! sagde han, afmei kun rap
Det Korn Du seer, til sidste Trave!
Og Sopkenen Du sikkerlig skal have.
Herr Bolverk meiede til Høsten var forbi
Hvad der var levnet af de Ni;
Da Vintren kom, og alting nu var færdig,
Saafordred han den Løn, han havde giort sig værdig,
Og Bauge loved ham, da han fornøiet saae
Sit Arbeid reent i Stand,
En Dag med ham til Suttung hen at gaae,
Og skaffe Sopknen som en ærlig Mand.
De gik, og kort fortalt, kom til Herr Suttung ind,
Og bød god Dag, og satte sig paa Skind,
Og prated først en Deel om Veir og Vind,
Om man fik Frost i Morgen eller Tøe,
Og endelig begyndte peu à peu
Diskursen hen paa Sopkenen at snoe —
"Det giør Du nok, min Broder, vil jeg haabe?"
Herr Suttung loe:
"Ha!" raabte han, "ha! ha! stak Tingen der?
"Ja Pyt sa Peer!
"Jeg svær ved Odin og den hele Gude-Hær,
"I faaer i Evighed af den ei mindste Draabe."
Der stod de i en Maade! aldrig har
Man seet en Gud at hænge saa med Næsen,
Som Odin her. Det fast paa Nippet var
Han glemte sit guddommelige Væsen,
Og græd af Ærgrelse, som rigtig nok
Han havde Aarsag til ved slig en Bok!
Der stod de begge med to lange Næser,
Saa lange som de var!
Hvad var at giøre her? Veed du det, Læser?
"Farve l, min Far!"
Dermed var den Besøgelse forbi,
Som giorde Odin reent konfus i sin Paryk.
Han udsvor i sit Raserie
En mægtig Eed med slig en Eftertryk,
(Skiøndt jeg begriber ei hvad sligt ham kunde gavne)
At hele Dovre skialv, og Bauge trimled om
Saa lang han var, og drat en tredsindstyve Favne,
Før han igien til Fodefæste kom:
"At miste før sin Evighed, sin Frigge,
"Sin Guddom og sit Alt, før han, trods Suttungs Magt,
"Lod denne Drik urørt i Dovres Indvold ligge —
"Hør Bauge raabte han — men Bauge var, som sagt,
Lidt for i Veien. Bolverk fandt omsider,
Den arme Kiempe, med forknuste Sider,
At ligge saa dybsindig, at det lod
Som om paaførste Vink han ikke strax opstod.
Men han fik Fyren op og smurte hist og her
Med hvad han først fik fat (det fast utroeligt er,
Den Styrke Guder har i Medicinen!)
Han neppe havde smurt, for Bauge strax
Var frisk og heel igien, og vever som en Lax.
"Hør! sagde Bolverk da, det lønner ikke Pinen,
"At gaae for langt herfra! vil Bauge, du som jeg,
"Saa skal vi faae ved List, hvad vi ved Bøn fik ei!
"Du veed dog vel det Sted, saa noget nær,
"Hvor Suttung nedsat har den Drik, jeg søger her?"
Ja, Herre! sagde han, men, tør jeg spørge dig,
Du er, saavidt jeg troer, ei nogen Dødelig?
Din Eed, mit Puf, din Lægedom: kort sagt,
Alt siger mig, du har en meer end jordisk Magt.
"Jeg være hvem jeg vil, en anden eller ingen,"
Igientog Bolverk "det giør intet her til Tingen,
"Kun viis mig Stedet! " — Ja! det kan jeg let;
Men Sagen er at giennembryde det! —
Og derpaaførte han igiennem mange Huler,
Hvor Nattens Troldpak sig for Dagens Konge skiuler,
Herr Bolverk til en Plads saa mørk og gyselig,
Her, sagde Bauge, dersom du kan slippe,
Halvanden Miil omtrent
Dybt ind i denne gamle Klippe,
Hvor Spor af Lys og Liv blev aldrig kiendt;
Kort hvis Umuelighed er muelig for din Evne,
Saafindes Drikken der. I Stedet for et Svar
Vor Bolverk midlertid en Jernstang frembragt har,
Hvormed han stødte til hvor Klippen hulest var;
Umiddelbar derpaa man hørte Fieldet revne,
Og hule Tordner over Toppen rulled
I den forfærdeligste Storm,
Og i et Øieblik var Odin Orm,
Og, vips! i Hullet.
Der kryber han en Tid omkring —
I mange underlige Sving;
(Saa krøb engang for endnu længer siden
Igiennem Sprækken af et Tag,
Ei for, som han, at stiæle Miød,
Men for at glide ned i sin Tilbedtes Skiød)
Han kryber varlig frem og titter for og bag
Og endelig en smule Lys opdager;
Han seer et slags Gemak i Klippen hulet ind,
Og midt deri sit Kar, ved Hielp af Lampens Skin,
Og strax sin forrige Gestalt paatager,
Hvori han træder frem. Ved Lyden farer op
Af korte Slum den deilige Gunløde;
Bestyrtset skuer hun en menneskelig Krop
Paa dette Sted at komme sig imøde,
Og Bolverk eller Odin ligefrem,
Var ikke heller reent ved sine fem.
Hvad Grækenland og Rom saae fordum i de Tre,
Som Haand i Haand omringed Aphrodite,
Fik Nordens Zevs fuldkommen her at see
Foreenet i en eeneste Charite.
Forgieves stræber svage Digter, dig
Min Læser, hendes hele Glands at vise,
Saa yndig, herlig og guddommelig,
Som den fuldkommen kun kan tænke sig,
Der saae dit Smil, livsalige Lovise!
See alt, hvad skiønt og blidt vor Jord frembar,
Den rene Fryd, som ikkun Himlen har
Foreenet i Lovises søde Mine!
See himmelsk Viisdoms, Godbeds lyse Smil
Og alle Dyders Glands i hendes Øines Ild;
Og tænk dig saa vort Nordens Erycine.
To Kinder paa hvis smilende Ovaler
To Roser blomstre mellem Amoretter,
En lille Mund, hvis rødmende Coraller
I Yndighed med Morgenrødens tretter,
Et Øiepar, hvis Ild giør Mørket lyst,
Hvis Smile skabe Dag i Dødens Grav;
En Hals, hvis Lilier ombølges af
To mørkebrune Lokker, og et Bryst,
Imod hvis Sneeglands Alabast er sort,
To trinde hvide Arme, og et Liv,
Hvor alt er rundt og lokkende — hvor kort
Naturen tømte blid sit vellystfulde Bliv!
Alt dette skiødesløst bedækket med
En næsten giennemsigtig Sølv-Moer-Skye
Forbinder Odins Syn. Nat, Hule, Eensomhed,
Umuelighed i Hast at kunde flye!
Hvo af slig Fristelse sin Dyd kan redde ud,
Er ikke Menneske, og mindre hedensk Gud.
Han længe stille stod, som rørt af Lyn.
Jeg troer en Kampesteen ved sligt et Syn
Blev selv, trods hele dens Ufølsomhed,
Saa henrykt, at den ei sig rørte af sit Sted,
End sige en Person, som var af Kiød og Blod;
Hvad Under ham lidt Sands forlod?
En sød Forvirring, naar hans Øine hendes møde,
De friske Roser, som derved udsprede sig
Paa hendes Kinders Snee, saa blussende, saa røde,
Som om Uskyldighed i deres Purpur døde;
En Zittren, denne kielne Zittren liig,
Som hin i Flugten efterlader sig;
Et ømt, halvbange, dybt fra Hiertet hentet Suk,
Som hæver op og ned det halv bedækte Bryst;
Et Skrig, kaldt frem af Skræk, og qvalt igien af Lyst,
Og hvad, som Skiønhed selv giør altid dobbelt smuk
Den paradisiske Blufærdighed,
Hvormed i zittrende Forlegenhed
Det bange Blik mod Ynglingen fløi hen,
Og mere bange fløi fra ham igien
Til Jorden. Dette tause Tryllespil
Hvert Øieblik ham Munden aabne vil,
At sige smukke Ting, og atter binder;
Han leder efter Ord; men lutter Tanker finder
(Man efter Tanker maaskee leder her,
Og finder Ord — desværr!
Det sidste hænder mange flere)
Men Tankerne tilsidst gaae fløiten med;
Han glemte reent sin skrækkelige Eed,
Sin Drik, sin Frigge selv, og Himlen veed hvad mere
En Gud kan glemme, naar han gaaer fra Vid.
Saaledes stod man der et Par Minuters Tid;
Hvorpaa man bukked sig, og giorde to Trin frem,
Og vips! kom Tanke, Sands og Ord og alting hiem;
Han kysser tækkelig Gudlødes Haand, og hun
Begriber om en liden Stund,
At, naar og hvor det er en Mand
Er intet andet end en Mand
Trods alt hvad derom siges kan
I den og den Moral-Philosophie. —
Med Glædens Iil var Natten alt bortveget —
Hvordant det ellers gik deri
Min Læserinde finder streget —
Kort sagt, thi Korthed synes mig er smuk,
Især hvor dit og dat kan møde:
Uskyldighedens sidste kielne Suk
I Bolverks Favn paa hendes Læber døde;
Sødtslumrende med slynget Arm i Arm
Laae Odin ubekymret, tryg og varm
Ved Siden af den yndige Gunløde,
Hg i besneete Dovres dybe Skiød
Den søde Søvn i qvægsom Hvile nød.
Forgiæves stræbte fra sin Rosenkind
Den nys opstandne gyldne Morgenrøde
At liste sine første Straaler ind
Igiennem Dovres Rifter; brudte døde
De glimrende paa Marmorkiempens Bryst,
Som værge Odins og Gunlødes Lyst.
Forgiæves brød igiennem Østens Himle
Med usædvanlig Glands den kongelige Soel;
Hans gyldne Dag-Herolder Pol til Pol,
For sovende Natur at vække, vrimle;
Een af dem trænger sig i Dovres Huuler ned,
Seer knap vor Odins Fryd, for han er alt afsted,
Og derom Budskab sin Udsender bringer;
Strax ruster sig den lyse Dagens Gud
I al den Glands, hvormed han sprang af Chaos ud,
Fraflammebygte Slot paa Øieblikkes Vinger,
Titusind Trillioner sammenbringer,
Og bakker Soelekredsen fiern og nær
Med sin til Kamp mod Mørket sendte Hær;
Forgiæves stormer den i lynende Galop,
Paa sin Befalers Vink, mod Dovres haarde Side;
Thi Millionviis fra dets ætherkronte Top
De lyse Helte ned med Sneen knuste glide;
Usmeltet Dovre staaer, trods Ildens Konges Harm,
Og Odin ligger tryg i sin Gunlødes Arm.
For Stilens Hede lidt at svale
Og mere dagligdags at tale:
Den gyldne Soel var alt en Fierdingvei spadsert
Paa Himlen frem for Odin og Gunløde
Hinanden kyssende God Morgen bøde,
Og, efter lidt at have præludert,
Bad han med Fynd, som kunde rørt en Steen,
Om blot at smage Miødden — arme Pige!
Hvad vil din grumme Fader sige? —
Han sige hvad han vil, den Sag er reen,
At slig en Underholdning man ei kiøber
Paa dette Sted for en Drik Miød;
Hvorpaa hun Odin Helligdommen røber.
Han drak; men Drikken smagte ham saa sød,
At paa sit rene Knæe han bad om nok en Sup,
Og bønhørt drak den anden, (arme Pige!
Hvad vil din grumme Fader sige?)
Paa begge Knæe nedkastet Bolverk ligger,
Med Læber, Øine, kort: med alting tigger,
Endog paa Riim, den tvivlende Gunløde
Om nok af dette vellystfulde Søde
En ganske lille bitte Sup
Hans længselfulde Læber at tilstæde;
(O Elskov! Elskov! arme Pige!
Hvad vil din tigergrumme Fader sige?)
Hun siger ja — og Bolverk drak den tredde,
Og drak i den al Miødden Rub og Stub.
Man har lagt Mærke til, og jeg vil ikke skiule
Hvad Fædre til Advarsel skrev,
At Amor næsten aldrig gammel blev,
I nogen Hule.
Knap saae han Karret tomt, før omskabt til en Ørn
Han, som Æneas fra sin Didos Barm,
Fløi bort, af den Tilbedtes Arm —
I søde unge Pigebørn!
Troer ingen Tid en Kavaleer,
Som spiller Elsker paa min Helts Maneer!
Troldkiempen Suttung har imidlertid
Ved visse Fandens Konster lugtet Krudtet,
Mens Odin med hans Drik var ud af Fieldet smuttet.
Paa Troldmaneer i hast han ruster sig til Strid;
Han lægger sine Arme bort,
Og giør sin milelange Krop saa kort,
At i en Ørnehud han magelig den skiuler;
Vips! flyver han fra Dovres Huler,
Og hurtig, som en Vind,
Vor Odin haler ind —
"Stop!" brølte han — og høit hver Eegetop
Hver Klippetind fra Syden ind til Norden,
Hvor fordum aldrig Ekko svang sig op,
Gientog i Skrald, som rysted hele Jorden,
Hans buldrende forfærdelige Stop.
Som i et Tordenveir, naar fra de brustne Skyer
Et Hav uventet styrter ned
Paa Bondens Huus, med stor Geskieftighed
Familien af Stuen flyer
I Gaarden hist og her omkring,
Een med en Spand, en anden med en Saae,
Een med en Strip, og een med ingen Ting,
For alle Regnvand i en Hast at faae
I alle Kar, endskiønt de stundom alle
Med Rædsel høre Tordnens høie Knald
I Luften mellem Lyn i Lyn at skralle,
Hver ventende sin Død i næste Skrald;
Saa vimse de dog alle ud og ind.
Og Haab om anden Dags velkaagte Erter
Opliver deres skrækopfyldte Sind
Og skaber Mod i de forkyste Hierter:
Saaledes foer af Himmelporten ud
Iblant hinanden Asgaards bange Guder;
Mens Suttungs Torden-Stop i Luften tuder,
Og Slag i Slag af sorte Vinger
Dem Bud om Odins Knibe bringer,
Sees en Gudinde her, og hist en Gud
Omhyggelig af Asgaard ud at trippe,
Og bange for at Helten skulde slippe
I Kampens Hidsighed sin vundne Drik,
At sætte Tønder, Krukker, Baller ud
Og hvad de først i Hænder fik.
Det blev for langt, for kiedsomt og for stygt,
Om jeg min Læser her fra Hoved ind til Hale
Den Tvekamp vilde dig omstændeligen male.
Som satte Nordens Guder selv i Frygt;
Og ei i Vers paa Riim, der trættes ud og ind
Alt efter Musens løierlige Sind,
Mig ingenlunde vil saa høit i Veiret bringe,
At Læserne maaskee mig fandt igien
Nedtumlet i en Sump, som mangen anden Ven.
Kun kortelig jeg altsaa her vil sige,
Hvad jeg om denne Tvekamp sige kan —
Og ei forskrække nogen frygtsom Mand,
Og mindre nogen frygtsom Pige.
End gientog Ydrasil og Asgaards Mure
Troldkiempens tordenhøie Stop,
Som vækked’ alle Guder op,
Og hele Skabningen begyndte taus at lure;
Da Suttungs Kloe fik fat i Odins Krop.
Svøbt i en Storm udsender Thor en Torden
Mod Trolden; strax er hele Himlen sort,
Og høie Brag forfærde hele Jorden,
Soel, Maane, Stierner svinde bange bort;
Kun Suttung skrækkes ei ved al dens Bulder,
Med tunge Vingeslag han døver den,
Rundt om de Fægtende den langsom ruller,
Og flyer tilsidst til Asgaard hiem igien.
Med Næb mod Næb og Kloe mod Kloe de kiempe
Med lige Styrke; skrækkelige Slag
Af Vinger, Storm og Skrald, som kappes om at dæmpe
Hinanden i forfærdelige Brag,
Forkynde Jordens Børn den sidste Dag.
Af Ørn forvandler Odin sig til Løve
Med Vinger paa.
Og Suttung ligesaa;
Med større Kraft i større Kløer
Udrustede de friske Kræfter prøve;
Men Seieren er uvis nu som før.
Nu seer man dem som to bevingde Oxer
Hinandens Hovder stange Puf i Puf;
Nye milelange Horn enhver as Panden voxer,
De stanges, ingen vinder; i en Ruf
Man seer dem gloende, som tvende Drager
Med fiorten Hoveder, ethvert saa stort
Som Hekkenfield, og saafremdeles fort,
I hvilke Skikkelser min Læser helst behager,
Nu som to Slanger, nu som et Par Biørne,
Snart som to Katte, snart som Elephanter,
Bestandig som to lærde Disputanter,
Og endelig igien som Ørne.
Gud Odin er tilsidst af denne Tvekamp kied;
Jeg troer min Læser er det med.
Vidløftig Snak om huggen, støden, biden
I Sielens Mave, man forsikkre vil,
Især naar den er ikke vandt dertil,
Skal ligge meget tungt, og foraarsage Vriden.
For ingen lækker Siel at volde slig Colik,
Jeg derfor hvad jeg mere kunde skrive
Om disse Puf og Stød og Stik,
Man fik og gav, og gav og fik,
Vil heller i mit Blekhorn lade blive.
Hvad Asgaards Guder frygted om vor Kriger
Traf rigtig ind. I Stridens Hurlumhei
Saae han sig tvungen til, paa en og anden Maade,
For Næbbet des beqvemmere at raade,
At lade Drikken gaae sin Vei.
Han valgte, siger Fablen, to;
Reent ud, o Muse! sig dem ikke!
Sligt kan sig ei for peene Piger skikke.
En Regel siger Nei, en anden siger Jo:
Naar man er uvis om, af yderlige to
Hvem man stal troe,
Saa gier man allerbest, naar man seer dybt i Tingen;
At troe slet ingen.
Kort sagt, jeg ikke ret fortælle gad,
Hvordan i denne Sag Gud Odin bar sig ad.
Nok, at han Drikken lod i Karrene nedglide, —
Og den som meer derom vil endeligen vide,
Kan læse det ret net og peent paa Fransk,
Naar han paa Siden, som i Noten staar, vil kikke
Det klinger ikke nar saa smukt paa Dansk.
I tvende Kar paa saadan Maade flød
Den af hin Viises Blod og liflig Honning
Snildt blandede guddommelige Miød,
Som før bevogtet af Uskyldighedens Dronning
Laae skiult i Dovres Marmor Skiød.
Gud Odin saae sig ei saa snart fra Byrden frie,
Før krumme Næb beviser Suttungs Bryst,
At al hans Styrke, Snildhed, Koglerie
Forgieves er i Gudedyst,
Han hakker det saa dybt i Troldens sorte Lever,
At Blodet strømmer ud af leede Krop,
Og Bravo-Raab fra Asgaards Guder svever
Til den guddommelige Seirer op.
Soel, Maane, Stierner komme nu tilbage
Med festlig Gratulats for seierkronte Helt.
Forfulgt af Tordner flyer med tunge, svage
Forknuste Vinger Trolden; huult og salt,
Svøbt i en giftig Skye med rædsomt Bulder
Han hylende bag Nordens Pol nedruller
I Polen, som det Troldpak mylrer i,
Det Asgaards Guder fordum ei gad lide,
Og derfor slængte ned i hæslig Qvide.
See her Oprindelsen til al den Poesie
I Vesten, Østen, Syden, Norden,
Som moerer, kieder, nytter, skader Jorden!
I disse tvende Kar, det eene saare stort
Og let at komme til, det andet meget lille,
Laae nu Herr Suttungs Drik deelt i forskiellig Sort,
Alt efter den forunderlige Viis,
Hvorpaa sig Odin fra den maatte stille,
For ei at give sig og den en Trold til Priis.
Den vise Qvasers Blod med Honning blandet lærer,
At sundt med sødt en Digter blande maae
I Bægeret, hans Sangerske frembærer,
Hvis han sit høie Kalds det store Maal vil naae,
Det store Maal, at danne, mens han fryder,
Det unge Hiertes Vox i Musens varme Haand,
Indmoere Klogskab og fremkildre Dyder
Umærkelig i den beruste Aand.
Til dette Kald blev Digter-Miødden blandet
Og smagtes ingentid af den, der føler andet.
De tvende Gratier, som vogted denne Miød
Foreened i den yndige Gunløde,
Hvis hulde Gunst vor Eventyrer nød,
Før denne søde Drik hans Læber nøde,
Har vise Fædre malt, som evig smukt Exempel
Paa Veien man skal gaae til Poesiens Tempel.
Ved Foden af et Bierg, hvis Top til Himlen naaer,
Det store Kar i lave Slette staaer,
Den Drik, som fylder det, kun deri ligner Miød,
At den for hvem, som drikker den, er sød,
For Resten er den smudsig, sort og vandet —
Kort: saa modbydelig, at den som fik
Kun mindste Dryp af den modsatte Drik
Ei nævne kan hvormed dens Gift er blandet;
I Taagen, som uddunster af dens Bærme
Sees daglig Millioner Giester sværme.
Men høit paa Fieldets stiernekronte Top,
Hvor kun Natur og Kunst med Flid kan klavre op,
Staaer i et lille Kar den ægte Digter-Miød;
Klar, reen som Æther, ikke alt for sød;
En liflig qvægsom Duft den rundt omkring sig spreder,
Som skaber Mod i unge Krigsmands Bryst,
Og Dyd i Pigens Barm, og allevegne Lyst;
Reen ubesmittet Lyst, som Viisdom selv tilstæder.
Men lang og steil og tornefuld og haard
Er Veien til den høie, lyse Throne,
Hvorpaa dens glimrende Erobrer staaer,
Og famler efter Evighedens Krone.
Uagtet Lamper glimre hist og her,
For Vandreren paa rette Vei at lede,
Saa kommer han dog tit en Klippekant for nær,
Og, bumps, saa ligger han igien dernede;
Hist, skrækker ham den lange Vei, som bringer
Ham til en nye, naar reent han troer den endt,
Hist Synet af hans Formands knuste Vinger,
Og hist og her en høvdløs Recensent.
Af eet af disse Poesiens Kar
Har alle de Poeter, kiere Læser,
Som ere til, som kommer, og som var,
Øst godt og ondt, Moraler og Fadæser;
Een drak af dette, een af hint,
Og een og anden af dem begge to,
Adskillige drak saare fint,
Og somme drak prestissimo.
See Grunden her til Forskiel paa Poeter,
Hvi sande store sees saa sielden som Cometer,
Mens sande slettes Navn er altid Legio;
Thi til det store Kar kan alle komme,
Som veed paa een og anden Viis
At trodse Folks, Fornufts og Smagens Domme
Og Frue Kritikens Riis.
Af dette Kar har for og bag i Tiden
Bestandig drukket Millioner Mænd,
Hvis Navne, Værker krøb for længe siden
Ind i det Nul, som fødte dem, igien;
Og Musen gyser ved dem Dag fra Dag at skue
Formeered’ i en rædsom Proportion
Det skielvende Parnas med Undergang at true,
Hver stormende dertil paa sin Façon.
Faa, men des større, seer man deres Navne,
Som drak og drikker af det ægte Kar,
Som naae det store Maal, fornøiende at gavne;
Men iblant dem, som deraf drukket har
Fraførste Gang til nu, drak ingen meer
End Evighedens straalende Homer;
Ham fulgte Grækenlands og Latiums de store,
Udødelige Mænd, hvis Værker nytte, moere,
Hvis Læsning drager flere i samme Fied
Paa Veien til den lyse Evighed.
Ei Musen vil i chronologisk Orden
Opregne hver, som drak deraf især,
Hvis ærefulde Navnes lyse Hær
Fra Syden straaler mod vort Norden —
Kun Eder Tre, som drak af denne Miød
Allene meer end alle hine nød,
Hvis Minde Jorden evig hellig være:
Dig store Schak’spear! Britterlandets Ære,
Hvis mageløse Skaber-Phantasie
En digtet Verden fremgaae bød, hvori
Den virkeliges Himmel-Helved-Syner
Med kildrende, med ængstende Magie,
Om Hiertet smiler og om Hiertet lyner;
Dig, Klopstock! som den tunge Støvets Træl
Til Lysets Throne laaner Engles Vinger,
Og lænkeløst den himmelrykte Siel
I Selskab med Udødelige bringer;
Og Wieland! dig, som den beruuste Aand
Til Skiønheds Helligdom paa Roser leder
I Gratiernes Dands ved Amors Haand —
Kun Eder, Digterfieldets Fyrster! Eder,
Hvis Navne mørkne selv den glimrende Homer,
Saae Musen, mellem nye Tryllerier
Omtonet af uhørte Harmonier
Deraf saa vældig drikke, at til fleer
Der intet skulde blevet nu tilbage,
Hvis ei den Egenskab var givet denne Drik,
At, lig et Hoved paa Alcidens Drage,
Nye Miød sprang frem i samme Øieblik.
Og havde Skiæbnen blot forundet mig
Det halve af den Miød den gavmild skienkte dig,
Min ædle Pram, de Danske Musers Ære!
Hvor vilde jeg da vis paa Digter-Krandsen være!