Ja og Neiellerden hurtige Frier.Man synger næstendeels om alt paa JordenI denne gyldne Tid,Da Digtergave her i NordenFast ligesaa almindelig er vorden,Som Frihed, Velstand, Smag og Flid.Trods Abbeden Du Bos, den Anti-Jyde,1Som uden ringeste MedlidenhedKom Folk bag Rhin og Fæ i samme Gryde,Vi stakkels Danske kom dog ogsaa medI Digtekonsten, som i alt det andet;Thi nu, hvorhen man lytter her i Landet,Er lutter Harpeklang og Citharlyd,Og hvor man vender Øiet hen, man skuerPoeter overalt (o! søde Fryd!)Som Fluer.Man synger Kongens Pris, man synger om sin Pige,Om Frihed, om Oplysning, og deslige,Om Mod i Krig, og flittig Konst i Fred,Om Vaaren, Borgerdyd og ÆrlighedOg kort, om ikke fyndig sagt saa lige:Man synger, hvad man ikke gider sige,Alt hvad man ikke har, og hvad man ikke veed.Hvor er vel noget nyt uqvædet før?Hvorom har ikke hiin og den giort Oder?Hvad tænkeligt, fra Sirius til Smør,Er ikke, rimet, eller sat paa Noder,I alle Byens Urteboder?Og synge noget, som er reent forslidt,Jeg ikke gider og har aldrig gidt. Min Muse har geskiæftig, stakkels Pige!Fra Klokken fem i Morges løbet omI hele Muelighedens Rige,For at faae fat paa noget, somVar værd at svede for i Riim at binde.Det splinternye staaer ikke strax paa Pinde.Omsider i Kong Jørgens HerredomHun fandt, hvad dennesindeMin Læser, om han vil, kan ogsaa finde. Fra Visen om Kong Edvard, god og from,Hvis Sønner tre, for Fuglen at begiere,Mod hvilken andre kun Canailler ere,2Til Dronningen af Saba kom;Og til den Bog, hvori Tom Jones søgerSin yndige Sophie hist og her,Mod hvilken alle Verdens slige Bøger,Hvad andre Fugle mod Fugl Phønix, er;Har, siden jeg kun stak halvanden AlenI Luften, ingen Eventyrer saaFortryllet mig, som de, vi faaeFra høire Haand ved Siden af Canalen.I intet andet Land saa meget skeer;Sandt nok, paa tusind andre StederMan snakker, synger, gifter sig, og leer,Forelsker sig, er Pebersvend og græder,Frembringer snart en Bog, et Barn, og saadant meer,Dyr nu til Folk, og Folk til Dyr forvandler,Blir, spiser, drikker, sover, drømmer, døer;Sligt Russ og Dansk og Tydsk, og flere giør,Som ingen Ting — men Engelskmanden handler.Han giør, som vi, desværre, meget galt;Men giør det galt tilgavns, originalt:Han giør, som vi, adskilligt viseligt,Elskværdigt, godt; men og guddommeligt:Han alting giør, som vi; men alt med mere Fynd — Een skyder sig — o! ja! det kan man giøre,Naar Lykken bliver stundom alt for tynd;Men just fordi man alt har paa det TørreAt skyde sig — det er en engelsk Synd3. Man stundom hænger sig, og Halsen knækker,Naar Ynksomhed for vidt eens Kone strækker,Og Panden derved blir for lig en Skov;Men, giøre sligt, fordi hun ikke vildeHvad hver med Vessel tilstaaer dog er ilde,4 —Dertil har Engelskmanden ene Lov.5 For Elskovs Magt man allevegne bukker;Man bliver heed om Hiertet, klager, sukker,Man kommer efterhaanden reent i Brand,Man hører lidt af Sphærers Harmonier,Man brøler Oder, piber Elegier,Og mister stundom hele sin Forstand,En Bagatel, som oftest. Gaaer det længer,Den Skiønne siger uophørlig Nei,Saa bliver man vel og (at sige,Naar det for Resten er en velskabt Pige)Tilsidst saa vred, at man sig hænger;Man mister dog kun Livet i den Leeg,Tit og en Bagatel. Har man for store Fødder,Og troer, det Tyranindens Øie støder,Saa høit en Taa paa hver for Amor veg;Men — kappe hele Benet, for at vindeEn umaneerlig stiv, træbenet Qvinde, —Det, seer man strax, det er en engelsk Streg6. Sex Cinquer uophørlig, intet andet!Er, som enhver maa tilstaae, reent forbandet;Man fløiter, man skiær Tænder, bliver gal,Og løber rasende rundt i den hele Sal,For ei at pines af sin Modparts Latter,Man bander Pine deux, trois, quatre;Ja: tant que vous voulez!7 — men stille staaeMed Haanden skiult i Barmen hele Tiden;Og pille langsomt Hiertet ud af Siden,Saa stærkt kan Tab en Engelskmand kun slaae8. Til mange Kneb kan Pengetrang forlede.Af Frygt for grumme Creditorers VredeEen lyver Vid og Dyd paa sin Patron,Og een gi’r Sniksnak ud paa Subscription,Og i en Sang, som tidt blev bedre hiemme,La’r godt Folk høre paa sin hæse Stemme:Ting, rigtig nok, som koste HovedbrudFor een og anden ærlig Jyde —Men hitte paa, at spille Skak med Gud,For Erkebispen lempelig at snyde9 —Det, tør jeg vedde to mod een, ja tre,Var blot en sulten Engelskmands Idee. Jeg kunde blive ved paa den ManeerAt ramse op fra nu og til i MorgenAf Engellands Mirakler mange fleer,Som for den Menings Grund, at der det meste skeer,Tilstrækkeligen kunde være Borgen10.Men tag nu blot til Prøve disse fem,Min Læser! man maae tænke længer frem,Og holde varlig Huus med Tiden.I London var, for ikke længe siden,Iblant en Hoben andre TingEn Kiøbmand, som i Hast maae hedde King,For ei med nye Riim at spilde Tiden. Naar jeg faaer sagt lidt meer om Manden,Man snart vil mærke, hvad han hedEr af den mindste Vigtighed:Navn er en Bagatel, det har hver anden;Men noget, som man kalder Vid, i Panden,Og noget, meer end Vid, en Hoben Muld,Som andre kaldte fire Tønder Guld,Var mere mærkeligt hos Manden;For Resten var han virksom i sin Bod,Var munter, vittig, artig, smuk og god;Men hurtig i sin Dont, som bare Fanden. Madam! for Himlens Skyld bliv ikke vred!Da Korthed er min store Kieledægge,Jeg havde nær forglemt hertil at læggeEn vis Omstændighed:Endskiønt i femten Aar multiplicert med toHan havde vaaget, drukket, spiist og sovet,Var han dog ikke gift, og ei engang forlovet.„Det var en Skam!“Ja hvis han Piger saae, som lignte Dem, Madam!Man ingenlunde kan undskylde ham. En Philosoph, hvis Navn jeg ikke lider,Har ikke meget ziirlig sagt:„Hver som fornøiet leve gider,„Maae skye, som Pest, Herr Hymens Pagt,“Han siger endnu meget mereFor at bevise det,Som jeg vil ingenlunde repetere.En anden Philosoph er meer honet:Hans Ord om denne Sag saaledes lyde:„Gift, eller gift dig ei, det kommer ud paa et,„Du begge Dele vil fortryde!“Vor Herre veed, om han har ret.Den tredie meest Levemaade viser:„Det være langt fra mig,“ saa taler han,„At raade nogen fra den gifte Stand!„Nei! tvertimod, jeg dette Forsæt priser;„Men det er altid dog et vigtigt Spring,„Man giorde derfor uden Tvivl ei ilde,„Om man sin Livstid derpaa tænke vilde,„Betænksomhed er en velsignet Ting!“ Om een af disse Misogyners Tanker,Og Frygt for noget, som han havde hørt,Gemeenligen med Ægtestanden vanker,Til Pebersvendom11 havde ham forført,Hvad heller, som jeg snarere vil mene,Han mellem Vexler, Actier og sligtForglemte reent, at han var eene,Det veed jeg ei, og det er ei min Pligt,At vide sligt.Hans Slægt og Venner uophørlig plagteHam med Erindring om at gifte sig —Dog sagte! sagte!Der har jeg uden Tvivl forsnakket mig!Til Ære for hans Slægt jeg den maae lade,At ingen af den samme derom bade;Slig Commandeur af fire Tønder GuldBad ingen Slægtning om at fylde Jorden,Med mindre Slægtningen var gal og fuld!Det strider mod Naturens Orden.Vend, hvo som lyster, op og ned paa den;Jeg snakker meget heller om igien:Kun Venner bade ham, og neppe disse,Thi hvis de alle havde bedt min Mand,Saa havde han Anmodninger tilvisseCasseret ind fra halve Engeland;Da rundt omkring enhver, der havde Mave,(Som næsten alle Britter have)Ustridigen var hans hengivne Ven —Den reene Sandhed er, at et Dosin af sligeBad ham bestandig, fleer at giøre lykkelige,Og i en lille Slægt, naar han var sovet hen,At leve paa en Maade op igienVed Hielp af en elskværdig lille Pige. „Top!“ raabte han engang, „jeg vil forsøge det!„Men Sagen er, hvor i en Hast saa lige„Jeg træffe skal en vakker lille Pige?“ —„Den kan du træffe meget let;“Gientog hans Ven, „sadl op i Morgen, Broder!„Og rid tre, fire Miil herfra„Til næste Herregaard, hvor en Papa„Til tre ret vakre velopdragne Poder„Af Evakiønnet boer. Hver af de tre,„Rød, som en Rose, hvid, som Snee,„Uskyldig, munter, kielen, vil henrive„Din hele Siel, saasnart du faaer at see,„Hvad jeg omsonst forsøger at beskrive,„I hver Modellen til en Gratie.„Medgift jeg ei kan love dig i Penge;„Men ellers alt.“ — „Top!“ raabte han igien,„I Morgen galloperer jeg derhen!“ —„Det er et Ord?“ — „Et Ord! Farvel saa længe.“ Om Morgenen derpaa Herr King staaer op;Sig munter i en Hast paa Hesten svinger;Den fløi saa let, som om den havde Vinger,I susende høitbølgende GalopTil Herregaardens Port — og dermed: Stop!Smaadrengen tager mod den; Herren dandserSaa net, saa let ad Kiøkkentrappen til;En lille Landsbyterne der ham standserI Farten — thi man er, som uden Sandser,Naar man sig gifte vil,Saavelsom naar man hænger sig, desværre! —„Nei! hist er Stuedøren, gode Herre!„Behag at gaae til den!“ — og han gik ind. Hans Øine fem Gestalter der opdage,Hvoraf de treUndseeligen, i Landsbye Negligee,Sig neiede, løb bort og rødmede;Huusherren og hans Frue blev’ tilbage:„God Morgen!“ sagde han, — „Velkommen!“ sagde de.„Min Herre, blev han ved, jeg ikke har den Ære„At kiende Dem, men ønsker, det at lære;„Mig syntes ganske herligt om den Sag,„At spise Frokost her i Dag;„Og uden Hensigt syntes det mig ikke;„De neppe denne giette kan —„Jeg altsaa Dem vil sige den; velan! —„Dog! strax at sige den kan sig vel ikke skikke;„Lidt Frokost først! der gives dit og dat,„Som uden Frokost ei fra Læben glider glat.“ Frokosten knap var endt, før Talen gleedFra Frierlæberne paa denne Maade:„Af Jordens Rigdom, Ære, Herlighed„Jeg har saa meget, som jeg vel kan raade;„Saa meget, som jeg skiøtter om,„Af Himlens Gaver er min Eiendom;„Tre, fire Tønder Guld jeg eier, for det første,„Min Alders Kraft og Styrke, Nummer to,„Og for at fylde Tallet, Sindets Roe —„Een Skat mig mangler kun, og det den allerstørste,„En Kone, som i kierlig Sympathie„Vil dele med mig, til det er forbi,„Det tredie, det andet og det første.„De trende Døttre har, og mellem disse tre„Er een, som dette giøre vil, maaskee;„Vil De, saa lad mig faae dem strax at see„I Negligee!„Thi jeg har andet at bestille,„End spilde Tiden, hvis de ikke ville.“ —„Med Glæde! strax! i dette Øieblik!“Igientog smukke gamle Mand og Kone;Ud smuttede den huslige Matrone,Og ind igien med sine Døttre gik. I landlig Dragt, med hvide Lin om Panden,Hvorunder Haaret sneg sig bølgendeI brune Lokker ned paa Skuldrene;Hver med halvdækket Barm, hvorpaa en RosenknopForsøgte, skinsyg paa sin modne Ven,Den lille røde Mund at lukke op,For og, trods Sløifen, ret at kysse den;Med korte Trøier, af hvis Ærmer stakEt Armepar, hvis Mønster du, Seline!(Thi hvad er rundt og hvidt og nydeligt som dine!)Din Elsker dølger alt for tidt i Frak;Med Skiørter, som i lette Folder gleed,Lig Sommerskyer forbi Maanen, nedForbi de runde Knæe til Fødderne,Stod’ rødmende, blufærdig smilende,Og, som jeg ei kan sige det, de tre,Jeg glemte Rimet for — ved Siden af hinanden. Herr King, vor Frier, henrykt stod og saae,Og saae, og giorde intet meer end saae,Og saae sig fast ihiel; thi Sielen flyverVed saadan Leilighed igiennem Øiet henTil det der blendende fortryller den.Spørg Pastor Paris, om jeg lyver? Han længe stille stod og saae,Og ønskte hemmelig hans hele Krop var ØieFra Top til Taa,For ret med dette Syn at kunne sig fornøie.„Ja! saadan kunde jeg nok længe staae,“Udbrød han endelig, „men her er meer at giøre!„Jeg een maae vælge; thi dem alle maae„Jeg venteligen ikke faae,„Skiøndt det var nemt?„Hvad mener De? Jeg Loven ei erindrer;„Thi jeg har den og alting glemt„I denne Glands, som for mit Øie tindrer —“ I Engelland saa lidt, som her,Man bruger den herculiske Maneer,At skabe Hustruer af trende PigerI een og samme Bryllups-Nat;Der, som i næsten alle Riger,For slig en Heltestreg har Loven Punctum sat.Herr King sig altsaa maatte lade nøieMed een;Der gives stakkels Mænd, som nok maae døieMed den;Skiøndt samme stakkels Mænd jeg ei beklager,Det deres egen Skyld gemeenlig er;Thi Koner ere, som man Koner tager,Det seer enhver. Men mellem disse tre var Valget ikke letFor stakkels Manden,Særdeles nu, han saae saa slet,Og havde seet sig halvveis fra Forstanden,En Ting, som saare let kan skeeVed een at see,Ja stundom blot en halv, end sige tre.Hans Tanker dandsede Kehraus i Panden,Som unge Russer, med en lille Perial,Paa et Examensaftens Bal,Indtil de bleve ganske trætte.„Gid Pokker tænke meer!“ saa tænkte han,„Mig alle tre de ligevel staaer an,„Og den, jeg faaer, er ventelig den rette.“ Med dette kloge Forsæt, blev han vedPaa denne Viis: „Min Herre og Madame!„Hvem af de tre, jeg faaer, er mig det samme;„Og derfor, uden meer Omstændighed,„Lad den iblandt dem Konelodden ramme,„Og faae mit Hierte, Haand, et cetera,„Som først — hør efter, Smukke! — siger: Ja!“ Papa, Mama samtykte denne Maade,Som Jupiter, ved Nik;„Hør Piger!“ sagde hun, „I nu jer selv maae raade!“„Betænker,“ sagde han, „jer egen Baade!“Men et tredobbelt taust undseeligt BlikVar alt det Svar de fik.Vor Frier stod og stirred’ tre Minuter,Og lytted efter hvor den første Lyd kom fra;Men fra de tause purpurrøde PutterKom ingen Ja. „Saa vil De,“ brød han ud, „Dem endelig betænke?„Nu, Herre Gud! den ældste vil„Jeg et Qvarteer dertil,„Men heller ikke meer, taalmodig skienke.“ „Det er for lidt, Herr King!“ gientog Mama —„Ja! jeg kan ingenlunde længer bie;„Nu Klokken alt er over ti!“ — „Ja, ja,„Vi faaer at see!“ Følg med, Marie!(Saa hed den ældste, og som virkelig,Imellem os, Herr King helst ønskte sig,Og, som jeg har min egen Grund at mene,Han overalt i Grunden ønsked’ eene;Thi selv uvidende, hvordan det gikI nysbemeldte Stirre-Lytte-Scene,Hans længselsfulde lange BlikSneg’ sig saa lumskelig til hendes Barm allene,Hvorpaa med synderlig UroelighedBouqvetten hævede sig op og ned.) — Men, man er, frygter jeg, en smule kiedAf min langagtige Fortællemaade;Tilgiv, o Læser! o tilgiv i Naade,Om hidindtil det faldt dig lidt vel surt!Nu skal det gaae, som det var smurt. Qvarteret gik; og, vips! af KabinettetMama kom ud igien, og, som en Vind,Fløi Frieren i hendes Sted derind,At see hvad Tanker havde der udrettet:„Nu! vil De have mig? saa skynd Dem!“ — Nei! —„Alvorlig?“ — Virkelig! — „De vil det ei?“ —Min Herre! — „Hvad?“ — Min Herre! — „Vil De“ — Nei! —„Ja, ja! saa rider jeg min Vei,“Og dermed gik han hurtig ind i StuenOg bød Farvel til Herren og til Fruen. De maatte lide denne SvigersønOg bade ham indstændigen at bie:„See! Veiret er jo smukt og Veien skiøn!„Vov et Qvarteer endnu!“ — Gak ind Sophie!(Saa hed den anden Datter) — „Ja! lad gaae!„Jeg denne Gang endnu forsøge maae!“ —Qvarteret gik, som forrige, til Ende,Og hurtig Frieren fløi ind til hende,Det samme Spørgsmaal: „Vil De, eller ei?“Fik trende Gange repeteret: Nei! Vor Helt tilbage gik igien i Stuen,Og sandt at sige, var lidt vred i Huen —Een Kurv har mangen en i Hov’det Fluer sat;Men to — Gud frie mig! jeg blev desperat —Det blev alligevel Herr King dog ikke,Han vidste sig i Kurve godt at skikke;Det, som forvoldt ham stærkest Hiernevrid,Var den uigienkaldelige Tid,Og derfor bandte han, med disse KurvepigerSlet intet meer at foretage sig,Endskiøndt Forældrene bad inderligOm et Qvarteer endnu. Men ak! som Vessel siger:12(Gud glæde ham for alt, hvad han har sagt!)„O! Christen Siel! hvad nytter al din Banden„Mod Kierlighed, mod Skiebnen og mod Fanden?“At trodse dem, især den første og den anden,Vist ikke staaer i vores Magt;Herr King nu skulde giftes, og — giv Agt! Den yngste Datter var endnu tilbage,Som Henriette hed,Og efter megen Beden og UmageVor Frier nok engang paa Krogen beed,Og et Qvarteer endnu for hendes Skyld spendeerte,Som ei saasnart var endt, før han igienSprang ind, og kiæk den tredie Kurv risqveerte. Han syntes næsten alt at have den,Og spurgte derfor i en rolig Tone:„De vil vel ikke heller være Kone? —„O! skynd Dem, at jeg komme kan herfra„Med alle mine Kurve! Vil De?“ — Ja! —„Min Kone være?“ — „Deres Kone! Ja!“ —„Det er for Alvor Deres Hiertes Mening?„Nu! Gud velsigne Dem og mig og vor Forening,„Et cetera!“Og dermed Arm i Arm de hopped’ ind i Stuen. Fornøiet Herren blev, og glad blev Fruen,Som sluttede, hvad Læseren nu veed. „Ja Sagen mellem os er i sin Rigtighed,“Udbrød Herr King, „nu mangler os kun Præsten„Og Kongebrev, som snart skal være giort;„Jeg svinger mig i største Hast paa Hesten„Og trap, trap, trap, igien til Byen fort;„I Morgen skal jeg have strax den Ære„Med begge Dele her igien at være.„Jeg elsker ikke megen Snak:„For Froekost Tak!„De tvende Kurve vil jeg lade hænge;„Farvel saa længe!“ Dermed vor Frier hurtig Afskeed tog,Og som en Piil afsted mod Byen jog.Papa, Mama, Sophie, Henriette,I Porten noget stod og saae derpaa,Til Synet ham ei mere kunde naae. Marie derimod — kan Læseren vel gietteHvor hun imidlertid er smuttet hen?Nu, Kiere! kommer først Historien. Ei langt fra Gaarden, tæt ved Landeveien,Laae mellem nogle Træer en lille Høi.I Afskeeds Hurlumheiens StøiMed Bukken, Skraben, Haandtryk, Kyssen, Neien,Hun sneg sig bort, og hen til denne fløi —Af hvilken Aarsag, veed jeg ikke;Hvad kan ei stundom unge Piger stikke?Nok sagt, hun sad useet paa sammes Top,Og kunde derfra mageligen skueHerr King i sin ustandsede Galop,Saa længe til han blev saa lille, som en Flue;Og da hun ikke meer ham øinte noget Sted,Steg hun paa Heldingen mod Veien ned,Og satte sig i Græsset der, og græd. Ulykkelige Kierlighed!Hvor kan du Hiernen ei paa Folk forskrue!En Elsker sandser, husker ingen Ting,Imens du tumler ham omkringI Frygtens Sneefog eller Haabets Lue. Saaledes gik det denne Gang Herr King;To Fierdingvei han alt var galloperet,Før han, med et, besindte sig,At Brudens Fornavn var ham reent uvitterlig,Som dog til Kongebrev blev reqvireret.Han derfor vendte sig og Hesten om,For hendes Navn i største Hast at hente,Som havde sagt ham Ja. Men da han komTil Høien, hvilken Fryd! i det han kiendteDen ældste Datter, som spadserte der!„Det sparte mig, ved Gud, et heelt Qvarteer,„At De, min Smukke! just er her tilstæde;„Jeg glemte hendes Navn, som gav mig Ja dernede —„Vil De behage her at sige mig,„Hvordan det lyder egentlig;„Thi jeg kan ingenlunde længer bie?“ —„Min Herre! hendes Navn, som vilde gifte sig„Med Dem? som elsker Dem?“ — „Ja vist!“ „Marie.“ —„Saa hedder hun? det kan jeg lide paa? —“„Som saa!“ . . .„Marie? — jeg skal rigtig Navnet giemme.“„Marie, ja! . . . Marie! — Hils der Himme!“ Og bort han fløi;Men mumled’, uden et Minut at tie,„Marie —Marie — hyp! Marie — hop! — Marie.“Tak skee dig, lykkelige lille Høi! Der hiemme var en Praten om den Frier,Om hans forunderlige Hurtighed,Hans Skabning, Midler, Væsen, Narrerier,Og mange flere Snurrepiberier,Hvoraf jeg knap det halve veed:Papa holdt for, hans Hest var at beklage;(Deri han havde megen Ret)Mama fandt ud, at i hans unge DageHan havde været nok saa net;Sophie paastod, han var alt for lille,Og Henriette han for gammel var;De begge holdt den Ting for soleklar,Han var en lille smule Nar —Marie blot taug ganske stille,Og lod dem prate sammen hvad de vilde. Da Dagen var forbi, det blev omsider Nat;Og Søstrene, som nu blev eene,Fortsatte deres Snak — „Men hvordan er det fat,Marie? hvi saa bleg? — „jeg skulde meene,“Var Henriettes Ord, „at det kun tilkom migAt blegne her; thi, sandt at sige,Dengang jeg sagde ja, jeg arme PigeTog feil.“ — „Saa gik det netop dig,Som det gik mig;Dengang jeg sagde nei, jeg egentlig vilde“ . . .„Sagt ja! —„Ah! ha!“Sophie stemmede i, som tænkes kan: „Ha! ha!“„Men hør engang det end er ei for silde!Bliv rød igien!Gaae du for mig til Brudeskamlen henI Morgen!“ sagde Henriette —„Kun Navnet! — hvis han kun ei havde dette?“„Hvad Navnet angaaer,“ blev Marie ved„Det har sin Rigtighed.“„Nu det er løierligt,“ udbrød Sophie —„Saa, Henriette, veed du hvad,I Morgen vil vi pynte Søster RieHvordan vi bær os ad,“„Ja! ja! — det blev i hast afhandlet og besluttet,Og alle treMed hi! hi! hi! — ha! ha! — he! he! —Sig ned i Dynerne (sov sødt, I Søde!) putted. Den næste Dag derpaa kom King igienMed Præst og Kongebrev. Til BryllupsfestenVar alting færdigt, uden netop den,Som skulde krone hele Resten. Det varte to Qvarteer, det varte tre:„Hvor længe kan dog ogsaa Bruden bie?“Da man tilsidst fik pludselig at seeImellem Henriette og SophieI hvide Bryllupsdragt den rødmende Marie. Forældrene, som ei begrebDe trende Søstres overlagte Kneb,Og alle Giæster studsede ved dette.Men King, som troede, Bruden var den rette,Sig nærmede til den, som festlig pyntet var,Og vilde have Sagen klar.„Min Herre, det er ikke Henriette.“ —„Nei det forstaaer sig selv.“ — „Nu det er underligt„Hvordan han meer end vi begriber sligt;„Min Herre! det er virkelig Marie.“ —„Ja hvem vel ellers.“ — „Hun som sagde Ja„De vil jo have?“ — „Just! Men hedder da„Hun Bruden her, ei virkelig Marie?„Jo rigtig nok, men“ — „Hvad skal dette Men„Da sige? skal jeg nu frie om igien?„Hvorefter skal vi længer bie,„Naar Bruden færdig er og Præsten, som skal vie?“ — Man Kongebrevet saae, og see! der stod Marie.Man studsede forskrækkelig derved.Min Frier blev af al den Studsen kied,Tilsidst han blev endog en smule vred.Men endelig forklarede SophieDen hele Sag,Til Kings, Papas, Mamas og hvers Behag:„Thi,“ sagde Henriette, „jeg kan bie.“ —„Det haster heller ikke just med mig;„Men det sig passer allerbedst for dig,„Min Søster!“ lagde til den skielmske Miss Sophie.Historien de, kort sagt, alle leed,(Gid Læseren det vilde med!)Og King blev viet og gift, og glad med sin Marie. Moralen, som heraf kan pilles ud,Med overmaade lidet HovedbrudEr meer end een; jeg kiender, sandt at sigeKun faa Historier i Riim saa rigePaa reen og fyndig, sand og sund Moral,Som denne — Fast af hver en PeriodeMan lære kan alt hvad man lære skal,Naar man har Takt for det moralske Gode.Det vigtigste deraf for Brudgom og for BrudVil sikkerlig min Læser selv udfinde,Naar han og hun engang faaer sligt i Sinde,Hvortil dem skienke Held den unge, blinde,Bevingede, bekiendte lille Gud!