Jens Baggesen (1764–1826)

Man synger næstendeels om alt paa Jorden

I denne gyldne Tid,

Da Digtergave her i Norden

Fast ligesaa almindelig er vorden,

Som Friehed, Velstand, Smag og Dyd og Flid:

Trods Abbeden du Bos, den Anti-Jyde,

Som uden ringeste Medlidenhed

Kom Folk bag Rhin og Fæe i samme Gryde,¹

Vi stakkels Danske kom dog ogsaa med

I Digtekonsten, som i alt det andet;

Thi nu, hvorhen man lyter her i Landet,

Er lutter Harpeklang og Citharlyd,

Og hvor man vender Øiet hen, man skuer

Poeter overalt (o! søde Fryd!)

Som Fluer.

Man synger Venskabs Pris, man synger om sin Pige,

Om Himlen, Vaaren, og deslige,

Om Mod i Krig, og flittig Konst i Fred,

Om nye Frugter af Ophiulpnes Sveed,

Om gammel Gaudium og Ærlighed,

Og kort, om ikke fyndig sagt saa lige:

Man synger, hvad man ikke gider sige,

Alt hvad man ikke har, og hvad man ikke veed.

        Hvor er vel noget nyt, uqvædet før,

Som ei i denne Tid en anden qvæder?

Hin sang om Øl, hin Vand, og hiin om Snør,

Hin Griffenfeld og denne Norges Skræder.²

Een sang om Regn, og lærte Verden nys,

At hver en Draabe var, o store Gud! et Kys.

En anden snart, til Himlens Ære, venter

At giennemgaae paa Riim de tre Elementer,

Jord, Luft og Hav og Ild, og alt deri,

For hvilket Himlen sig og os i Naade frie!

Og nok en anden — Mærker fleer

Af Archisangia jeg ikke vil citere —

Sin Donna spørger, paa en snu Maneer,

Hvor tit hun leer —

Til Digtekonstens Roes hvad kan man sige mere?

        Dog, for at komme lidt i Gang

Med hvad jeg egentligen har at sige:

Om noget Løierligt og Nyt tillige

Jeg gierne vilde synge her en Sang.

Min Muse har geskiæftig, stakkels Pige!

Fra Klokken Fem i Morges løbet om

I hele Muelighedens Rige,

For at faae fat paa noget, som

Var værd at svede for i Riim at binde.

Omsider i Kong Jørgens Herredom

Hun fandt, hvad denne sinde

Min Læser, om han vil, kan ogsaa finde.

        Fra Visen om Kong Edvard, god og from,

Hvis Sønner tre, for Fuglen at begiere,

Med hvilken andre kun Canailler ere,³

Til Dronningen af Saba kom;

Og til den Bog, hvori Tom Jones søger

Sin yndige Sophie hist og her,

Mod hvilken alle Verdens slige Bøger,

Hvad andre Fugle mod Fugl Phøenix, er;

Har, siden jeg kun stak halvanden Alen

I Luften, ingen Eventyr saa

Fortryllet mig, som de, vi faae

Fra høire Haand ved Siden af Canalen.

I intet andet Land saa meget skeer;

Sandt nok, paa tusind andre Steder

Man snakker, synger, gifter sig, og leer,

Forelsker sig, er Pebersvend og græder,

Frembringer snart en Bog, en Søn, og saadant meer,

Dyr nu til Folk, og Folk til Dyr forvandler,

Blir, spiser, drikker, sover, drømmer, døer;

Sligt Franskmand, Polak, Tydsk, og flere giør,

Som ingen Ting — men Engelskmanden handler.

Han giør, som vi, desværre! meget galt;

Men giør det galt tilgavns, originalt:

Han giør, som vi, adskilligt viseligt,

Elskværdigt, nyttigt, godt; men og guddommeligt:

Han alting giør, som vi; men alt en gros;

Exempler finder man i Mængde nok herpaa.

        Een skyder sig — o! ja! det kan man giøre,

Naar Lykken bliver stundom alt for studs;

Men just, fordi man alt har paa det Tørre,

At skyde sig — det er et engelsk Puds.⁴

Man stundom hænger sig, og stundom Halsen brækker,

Naar Ynksomhed for vidt eens Kone strækker,

Og Panden bliver alt for lig en Skov;

Men, giøre sligt, fordi hun ikke vilde,

Hvad hver, med Wessel, tilstaaer, dog er ilde, —

Dertil har Engelskmanden ene Lov.⁵

        For Elskovs Magt man allevegne bukker;

Man bliver heed om Hiertet, klager, sukker,

Man kommer efterhaanden reent i Brand,

Man hører lidt af Sphærers Harmonier,

Man brøler Oder, piber Elegier,

Og mister stundom hele sin Forstand,

En Bagatel, som oftest. Gaaer det længer,

Den Skiønne siger uophørlig Nei,

Saa bliver man vel og (at sige,

Naar det for Resten er en velskabt Pige)

Tilsidst saa vred, at man sig hænger;

Man mister dog kun Livet i den Leeg,

Tit og en Bagatel. Har man for store Fødder,

Og troer, det Tyranindens Øie støder,

Saa høit en Taa paa hver for Amor veeg;

Men — kappe hele Beenet, for at vinde

En umaneerlig fiin, træebenet Qvinde, —

Det, seer man strax, det er en engelsk Streg.⁶

        Sex Cinquer uophørlig, intet andet!

Er, som enhver maae tilstaae, reent forbandet;

Man fløiter, man skier Tænder, bliver gal,

Og løber rasende rundt i den hele Sal,

For ei at piines af sin Modparts Latter,

Man bander Pine deux, trois, quatre;

Ja: tant que vous voulez!⁷ — men stille staae

Med Haanden skiult i Barmen hele Tiden;

Og pille langsomt Hiertet ud af Siden,

Saa stærkt kan Tab en Engelskmand kun slaae⁸.

        Til mange Kneb kan Pengetrang forlede

Af Frygt for grumme Creditorers Vrede;

Man lyver Vid og Dyd paa sin Patron,

Og gi’r lidt Sniksnak ud paa Subscription,

Og i en Sang, som tidt blev bedre hiemme,

La’r godt Folk høre paa sin hæse Stemme:

Ting, rigtig nok, som koste Hovedbrud

For een og anden ærlig Jyde⁹;

Men hitte paa, at spille Skak med Gud,

For Erkebispen lempelig at snyde —¹⁰,

Det, tør jeg vedde to mod een, ja tre,

Var blot en sulten Engelskmands Idee.

        Jeg kunde blive ved paa den Maneer

At ramse op fra nu og til i Morgen

Af Engellands Mirakler mange fleer,

Som for den Meenings Grund, at der det meste skeer,

Tilstrækkeligen kunde være Borgen.

Men tag nu blot til Prøve disse fem,

Min Læser! man maae tænke længer frem,

Og holde mere varlig Huus med Tiden.

        I London var, for ikke længe siden,

Iblant en Hoben andre Ting,

En Kiøbmand, som i Hast maa hedde Kiing,

For ei med nye Riim at spilde Tiden.

        Naar jeg faaer sagt lidt meer om Handelsmanden,

Man snart vil mærke, hvad han hed’,

Er af den mindste Vigtighed:

Navn er en Bagatel, der har hver anden;

Men noget, som man kalder Vid, i Panden,

Og noget, meer end Vid, en Hoben Muld,

Som andre kaldte fire Tønder Guld,

Var mere mærkeligt hos Manden;

For Resten var han virksom, i sin Boed

Var munter, vittig, artig, smuk og god;

Men hurtig i sin Dont, som bare Fanden.

        Madam! for Himlens Skyld bliv ikke vred!¹¹

Da Korthed er min store Kieledegge,

Jeg havde nær forglemt hertil at lægge

En vis Omstændighed:

Endskiønt i femten Aar multipliceret med to

Han havde vaaget, drukket, spiist og sovet,

Var han dog ikke gift, og ei engang forlovet.

»Det var en Skam!«

Ja! hvis han Piger saae, som lignte Dem, Madam!

Man ingenlunde kan undskylde ham.

        En Philosoph, hvis Navn jeg ikke lider,

Har ikke meget ziirlig sagt:

»Hver som fornøiet, rolig leve gider,

»Man flye, som Gift og Pest, Herr Hymens Pagt,«

Han siger endnu meget mere

For at bevise det,

Som jeg vil ingenlunde repetere.

En anden Philosoph er meer honet:

Hans Ord om denne Sag saaledes lyde:

»Gift, eller gift dig ei, det kommer ud paa et!

»Du begge Dele vil fortryde!«

Vor Herre veed, om han har ret.

Den tredie meest Levemaade viser,

»Det være langt fra mig,« saa taler han,

»At raade nogen fra den gifte Stand

»Nei! tvertimod, jeg dette Forsæt priser;

»Men det er altid dog et vigtigt Spring,

»Man giorde derfor uden tvivl ei ilde,

»Om man sin Livstid derpaa tænke vilde,

»Betænksomhed er en velsignet Ting!«

        Om een af disse Misogyners Tanker,

Og Frygt for noget, som han havde hørt,

Gemeenligen med Ægtestanden vanker,

Til Pebersvendom¹² havde ham forført,

Hvad heller, som jeg snar’re vil meene

Han mellem Vexler, Actier og sligt

Forglemte reent, at han var eene

Det veed jeg ei, og det er ei min Pligt,

At vide sligt.

Hans Slægt og Venner uophørlig plagte

Ham med Erindring om at gifte sig —

Dog sagte! sagte!

Nu løi jeg uden tvivl forskrækkelig!

Til Ære for hans Slægt jeg den maa lade,

At ingen af den derom bade;

Slig Commandeur af fire Tønder Guld

Bad ingen Slægtning om at fylde Jorden,

Med mindre Slægtningen var gal og fuld!

Det strider mod Naturens Orden.

Vend, hvo som lyster, op og ned paa den;

Jeg snakker meget heller om igien:

Kun Venner bade ham, og neppe disse,

Thi hvis de alle havde bedt min Mand,

Saa havde han Anmodninger tilvisse

Casseret ind fra halve Engeland;

Da rundt omkring enhver, der havde Mave,

(Som troer jeg nok de fleste Britter have)

Ustridigen var hans hengivne Ven —

Den rene Sandhed er, at et Dosin af slige

Bad ham bestandig, fleer at giøre lykkelige

Og i en lille Slægt, naar han var sovet hen,

At leve paa en Maade op igien

Ved Hielp af en elskværdig lille Pige.

        »Top!« raabte han engang, »jeg vil forsøge det!

»Men Sagen er, hvor i en Hast saa lige

»Jeg træffe skal en vakker lille Pige?« —

»Den kan du træffe meget let;«

Gientog hans Ven; »sadl op i Morgen, Broder!

»Og rid tre, fire Miil herfra

»Til næste Herregaard, hvor en Papa

»Til tre ret vakre velopdragne Poder

»Af Evakiønnet boer. Hver af de tre,

»Rød, som en Rose, hvid, som Snee,

»Uskyldig, munter, kielen, vil henrive

»Din hele Siel, saasnart du faaer at see,

»Hvad jeg omsonst forsøger at beskrive,

»I hver Modellen til en Gratie.

»Medgift jeg ei vil love dig i Penge;

»Men ellers alt.« — »Top!« raabte han igien,

»I Morgen galloperer jeg derhen!«

Det er et Ord? — »Et Ord! Farvel saa længe!«

        Om Morgenen derpaa Herr Kiing staaer op,

Sig i en Hast paa Hesten munter svinger:

Den fløi saa let, som om den havde Vinger

I snusende høitbølgende Galop

Til Herregaardens Port — og dermed, Stop!

Smaadrengen tager mod den; Herren dandser

Saa net, saa let ad Kiøkkentrappen til;

En lille Landsbyetærne der ham standser

I Farten — thi man er, som uden Sandser,

Naar man sig gifte vil,

Saavelsom naar man hænger sig, desværre!

»Nei! hist er Stuedøren, gode Herre!

»Behag at gaae til den!« — og han gik ind.

        Hans Øine fem Gestalter der opdage,

Hvoraf de tre

Undseeligen, i Landsbye Negligee,

Sig neiede, løb bort og rødmede;

Huusherren og hans Frue blev’ tilbage:

»God Morgen«! sagde han, — »Velkommen!« sagde de.

»Min Herre, blev han ved, jeg ikke har den Ære

»At kiende Dem, men ønsker, det at lære;

»Mig syntes, reent ud sagt, ret herligt om den Sag,

»At spise Frokost her i Dag.

»Og uden Hensigt syntes det mig ikke,

»De neppe denne giætte kan.

»Jeg altsaa Dem vil sige den; velan!

»Dog! strax at sige den kan sig vel ikke skikke;

»Lidt Frokost først! der gives dit og dat,

»Som uden Frokost ei fra Læben glider glat.«

        Frockosten knap var endt, før Talen gled

Fra Frierlæberne paa denne Maade:

»Af Jordens Rigdom, Ære, Herlighed

»Jeg har saa meget, som jeg vel kan raade,

»Saa meget, som jeg skiøtter om,

»Af Himlens Gaver er min Eiendom;

»Tre, fire Tønder Guld jeg eier, for det første,

»Min Alders Kraft og Styrke, Nummer to,

»Og for at fylde Tallet, Sindets Ro,

»Een Skat mig mangler kun, og det den allerstørste,

»En Kone, som i kierlig Sympathie

»Vil deele med mig, til det er forbi,

»Det tredie, det andet og det første.

»De trende Døttre har, og mellem disse tre

»Er een, som dette giøre vil, maaskee;

»Vil De, saa lad mig faae dem strax at see

»End spilde Tiden, hvis de ikke ville.«

»I Negligee!

»Thi jeg har andet at bestille,

»— Med Glæde! strax! i dette Øieblik!«

Igientog smukke gamle Mand og Kone;

Ud smuttede den huuslige Matrone,

Og ind igien med sine Døttre gik.

        I landlig Dragt, med hvide Lin om Panden,

Hvorunder Haaret sneeg sig bølgende

I brune Lokker ned paa Skuldrene;

Hver med halvdækket Barm, hvorpaa en Rosenknop

Forsøgte, skindsyg paa sin modne Ven,

Den lille røde Mund at lukke op,

For og trods Sløifen, ret at kysse den,

Med korte Trøier, af hvis Ermer stak

Et Armepar, hvis Mønster du, Zeline!

(Thi hvad er rundt og hvidt og nydeligt som dine!

Din Elsker dølger alt for tidt i Frak;

Med Skiørter, som i lette Folder gled,

Liig Sommerskyer forbi Maanen, ned

Forbi det runde Knæ til Fødderne,

Stod’ rødmende, blufærdig, smilende,

Og, som jeg ei kan sige det, de tre,

Jeg glemte Riimet for — ved Siden af hinanden.

        Herr Kiing, vor Frier, henrykt stod og saae,

Og saae, og giorde intet meer end saae,

Og saae sig fast ihiel; thi Sielen flyver

Ved saadan Leilighed igiennem Øiet hen

Til det der blendende fortryller den.

Spørg Hr. Landsdommer Paris¹³ om jeg lyver.

        Han længe stille stod og længe saae,

Og ønskte hemmelig hans hele Krop var Øie

Fra Top til Taa,

For ret med Syn at kunne sig fornøie.

»Ja! saadan kunde jeg nok længe staae,«

Udbrød han endelig, »men her er meer at giøre,

»Jeg een maae vælge; thi dem alle maa

»Jeg venteligen ikke faae,

»Skiønt det var nemt?

»Hvad meener De? Jeg Loven ei erindrer;

»Thi jeg har den og alting glemt

»I denne Glands, som for mit Øie tindrer —«

        I Engelland saa lidt, som her,

Man bruger den almægtige Maneer,

At skabe Hustruer af trende Piger

I een og samme Bryllups-Nat;

Der, som i næsten alle Riger,

For slig Herkulisk Streg har Loven Punctum sat.

Herr Kiing sig altsaa maatte lade nøie

Med een;

Der gives’ stakkels Mænd, som nok maae døie

Med den;

Skiønt samme stakkels Mænd jeg ei beklager,

Det deres egen Skyld, som oftest er;

Thi Koner ere, som man Koner tager,

Det seer enhver.

        Men mellem disse tre var Valget ikke let

For stakkels Manden,

Særdeles nu, han saae saa slet,

Og havde næsten seet sig fra Forstanden,

En Ting, som saare let kan skee

Ved een at see,

Ja stundum blot en halv, end sige tree.

        Hans Tanker dandsede Kehraus i Panden,

Som unge Russer, med en lille Perial,

Paa et Examensaftens Bal,

Indtil de bleve ganske trætte.

»Gid Pokker tænke meer!« saa tænkte han,

»Mig alle tre de ligevel staaer an,

»Og den, jeg faaer, er ventelig den rette.«

        Med dette kloge Forsæt, blev han ved

Paa denne Viis: »Min Herre og Madame!

»Hvem af de tre, jeg faaer, er ganske mig det samme;

»Og derfor, uden meer Omstændighed,

»Lad den iblandt dem Konelodden ramme,

»Og faae mit Hierte, Haand et cætera,

»Som først — hør efter, Smukke! — siger: Ja!«

        Papa, Mama samtykte denne Maade,

Som Skyeoptaarneren¹⁴, ved Nik;

»Hør Piger!« sagde hun, »I nu jer selv maa raade!«

»Betænker,« sagde han, »jer egen Baade!«

Men et tredobbelt taust undseeligt Blik

Var alt det Svar de fik.

Vor Frier stod og stirred’ tre Minuter,

Og lytted efter hvor den første Lyd kom fra;

Men fra de tause purpurrøde Puter

Kom ingen Ja.

        »Saa vil De,« brød han ud, »Dem endelig betænke?

»Nu, Herre Gud! den ældste vil

»Jeg et Qvarter dertil,

»Men heller ikke meer, taalmodig skienke.«

        »Det er for lidt, Herr Kiing!« gientog Mama —

»Ja! jeg kan ingenlunde længe bie;

»Nu Klokken alt er over ti!« — »Ja, ja,

»Vi faaer at see!« Følg med, Marie!

(Saa hedd’ den ældste, og som virkelig,

Imellem os, Herr Kiing helst ønskte sig

Og, som jeg har min egen Grund at meene,

Han overalt i Grunden ønsked’ eene;

Thi selv uvidende, hvordan det gik

I nysbemeldte Stirre-Lytte-Scene

Hans længselfulde lange Blik

Sneg’ sig saa lumskelig til hendes Barm allene,

Hvorpaa med synderlig Urøelighed

Bouquetten hævede sig op og ned.) —

        Men, man er, frygter jeg, en smule kied

Af min langagtige Fortællemaade;

Tilgiv, o Læsere! tilgiv i Naade,

Om hidindtil det faldt dem lidt vel suurt!

Nu skal det gaae, som det var smuurt.

        Qvarteret gik; og, vips! af Kabinettet

Mama kom ud igien, og, som en Vind,

Fløi Frieren i hendes Sted derind,

At see hvad Tanker havde der udrettet:

»Nu! vil De have mig? saa skynd Dem!« — Nei! —

»Alvorlig?« — Virkelig! — »De vil mig ei?« —

Min Herre! — »Hvad?« — Min Herre! — »Vil De?« — Nei! —

»Ja, ja! saa rider jeg igien min Vei,«

Og dermed gik han hurtig ind i Stuen

Og bød Farvel til Herren og til Fruen.

        De meget ønskte denne Svigersøn

Og bade ham indstændigen at bie:

»See! Veiret er jo smukt og Veien skiøn!

»Vov et Qvarteer endnu!« — Gak ind Sophie!

(Saa hedd’ den anden Datter) — »Ja! lad gaae!

»Jeg denne Gang endnu forsøge maa!« —

Qvartret gik, som forrige, til Ende,

Og hurtig Frieren fløi ind til hende.

Det samme Spørgsmaal: »Vil De, eller ei?«

Fik trende Gange repeteret: Nei!

        Vor Helt tilbage gik igien i Stuen,

Og sandt at sige, var lidt vred i Huen —

Een Kurv har mangen een i Hod’et Fluer sat;

Men to — Gud frie mig! jeg blev desperat — —

Det blev alligevel Herr Kiing dog ikke,

Han vidste sig i Kurve godt at skikke;

Det, som forvoldt ham stærkest Hiernebrud,

Var den uigienkaldelige Tid,

Og derfor bandte han, med disse Kurvepiger

Slet intet meer at foretage sig,

Skiønt Tvillingskammen¹⁵ bad gudsjammerlig

Om et Qvarteer endnu. Men ak! som Wessel siger:¹⁶

(Gud glæde ham for alt, hvad han har sagt!)

»O! Christen Siel! hvad nytter al din Banden

»Mod Kierlighed, mod Skiebnen og mod Fanden?«

At trodse dem, især den første og den anden,

Vist ikke staaer i vores Magt;

Herr Kiing nu skulde giftes, og — giv Agt!

        Den yngste Datter var endnu tilbage,

Som Henriette hedd’,

Og efter megen Beden og Umage

Vor Frier nok engang paa Krogen beed,

Og et Qvarteer endnu for hendes Skyld spenderte,

Som ei saasnart var endt, før han igien

Sprang ind, og kiæk den tredie Kurv risqveerte.

        Han syntes næsten alt at have den,

Og spurgte derfor i en rolig Tone:

»De vil vel ikke heller være Kone? —

»O! skynd Dem, at jeg komme kan herfra

»Med alle mine Kurve! Vil De?« Ja! —

»Min Kone være?« — »Deres Kone, ja!« —

»Det er for Alvor deres Hiertes Meening?

»Nu! Gud velsigne Dem og mig og vor Foreening,

»Et cætera!«

Og dermed Arm i Arm de hopped’ ind i Stuen.

        Fornøiet Herren blev, og glad blev Fruen,

Som sluttede, hvad Læseren nu veed.

        »Ja Sagen mellem os er i sin Rigtighed,«

Udbrød Herr Kiing, »nu mangler os kun Præsten

»Og Kongebrev, som snart skal være giort;

»Jeg svinger mig i største Hast paa Hesten

»Og trap, trap, trap, igien til Byen fort;

»I Morgen skal jeg have strax den Ære

»Med begge Deele her igien at være.

»Jeg elsker ikke megen Snak:

»For Frockost Tak!

»De tvende Kurve vil jeg lade hænge;

»Farvel saa længe!«

        Dermed vor Frier hurtig Afskeed tog,

Og som en Piil afsted mod Byen jog.

Papa, Mama, Sophie, Henriette

I Porten noget stod og saae derpaa,

Til Synet ham ei mere kunde naae.

        Marie derimod — kan Læseren vel giætte

Hvor hun imidlertiid er smuttet hen? —

Nu, Kiere! kommer først Historien.

        Ei lange fra Gaarden, tæt ved Landeveien,

Laae mellem nogle Træer en lille Høy.

I Afskeeds Hurlumheiens Støy

Med Bukken, Skraben, Haandtryk, Kyssen, Neien,

Hun sneg sig bort, og hen til denne fløi —

Af hvilken Aarsag, veed jeg ikke;

Hvad kan ei stundom unge Piger stikke?

Nok sagt, hun sad useet paa sammes Top,

Og kunde derfra mageligen skue

Herr Kiing i sin ustandsede Galop,

Saa længe til han blev saa lille, som en Flue,

Og da hun ikke meer ham øinte noget Sted,

Steeg hun paa Kanten imod Veien ned,

Og satte sig i Græsset der, og græd.

        Ulykkelige Kierlighed!

Hvor kan du Hiernen ei paa Folk forskrue!

En Elsker sandser, husker ingen Ting,

Imens du tumler ham omkring

I Frygtens Snefog eller Haabets Lue.

        Saaledes gik det denne Gang Herr Kiing;

To Fierdingvei han alt var gallopperet,

Før han, med et, besindte sig,

At Brudens Fornavn var ham reent uvitterlig,

Som dog til Kongebrev blev requireret.

Han derfor vendte sig og Hesten om,

For hendes Navn i største Hast at hente,

Som havde sagt ham Ja. Men da han kom

Til Høien, hvilken Fryd! i det han kiendte

Den ældste Datter, som spadserte der!

»Det sparte mig, ved Gud, et heelt Qvarteer,

»At De, min Smukke! just er her tilstæde;

»Jeg glemte hendes Navn, som gav mig Ja dernede —

»Vil De behage her at sige mig,

»Hvordan det lyder egentlig;

»Thi jeg kan ingenlunde længer bie?«

— »Min Herre! hendes Navn, som vilde gifte sig

»Med Dem? som elsker Dem?« „, »Ja vist!« »Marie.« „,

»Saa hedder hun? det kan jeg lide paa? —«

»Som saa!« „,

»Marie? — jeg skal rigtig Navnet giemme.«

»Marie, ja! „, Marie. Hils der hiemme!«

        Og bort han fløy;

Men mumled’, uden et Minut at tie,

Marie.

Tak skee dig, lykkelige lille Høi! —«

        Der hiemme var en Praten om den Frier,

Om hans forunderlige Hurtighed,

Hans Skabning, Midler, Væsen, Narreier,

Og mange flere Snurrepiberier,

Hvoraf jeg knap det halve veed:

Papa holdt for, hans Hest var at beklage;

(Deri han havde megen Ret)

Mama fandt ud, at i hans unge Dage

Han havde været nok saa net;

Sophie paastod, han var alt for lille,

Og Henriette han for gammel var;

De begge holdt den Ting for soleklar,

Han var en lille smule Nar —

Marie blot taug ganske stille,

Og lod dem prate sammen hvad de vilde.

        Den næste Dag derpaa kom Kiing igien

Med Præst og Kongebrev. Til Bryllupsfesten

Var alting færdigt, uden netop den,

Som skulde krone hele Resten.

        Det varte to Qvarteer, det varte tre:

»Hvor længe kan dog ogsaa Bruden bie?«

Da man til sidst fik pludselig at see

Imellem Henriette og Sophie

I hvide Bryllupsdragt den rødmende Marie.

        Forældrene, som ei begreb’

De trende Søstres overlagte Kneb,

Og alle Giæster studsede ved dette.

Men Kiing, som troede, Bruden var den rette,

Sig nærmede til den, som festlig pyntet var,

Og vilde have Sagen klar.

»Min Herre, det er ikke Henriette.« —

»Nei det forstaaer sig selv« — »Nu det er underligt

»Hvordan han meer end vi begriber sligt;

»Min Herre! det er virkelig Marie.« —

»Ja hvem vel ellers — Hun, som sagde Ja

»De vil jo have? — Just! Men hedder da

»Hun, Bruden her, ei virkelig Marie?

»Jo rigtig nok, men — »Hvad skal dette Men

»Da sige? skal jeg nu frie om igien?

»Hvorefter skal vi længe bie,

»Naar Bruden færdig er og Præsten, som skal vie?« —

        Man Kongebrevet saae, og see! der stod Marie.

Man studsede forskrækkelig derved.

Min Frier blev af al den Studsen kied,

Tilsidst han blev endog en smule vred.

Men endelig forklarede Sophie

Den hele Sag,

Til Kiings, Papas, Mamas og hvers Behag:

»Thi,« sagde Henriette, »jeg kan bie« —

»Det haster heller ikke just med mig;

»Men det sig passer allerbedst for dig,

»Min Søster!« lagde til den skielmske Miss Sophie.

Historien de, kort sagt, alle leed;

(Gud give, Læseren det vilde med!)

Og Kiing blev viet og gift, og glad med sin Marie.

        Moralen, som heraf kan pilles ud,

Vil, haaber jeg, min Læser selv udfinde,

Naar han og hun engang faaer sligt i Sinde,

Hvortil dem skienke Held den unge, blinde,

Bevingede, bekiendte lille Gud!