Melonen
En Taffel-Idyl
En Taffel-Idyl
1791
1791
Solen straalede heed fra Himmelens Midte til Landlyst,
Medens min Elskede sad og strikked’ i Vindvet; jeg selv sad
Taus som en Steen i en Krog, og Tankerne dandsed i Jomsborg.
Logrende vispled paa Gulvet omkring den lydige Mili,
Sporende Lugten af Steg, som festligen brased’ i Kiøknet.
See! da vinked’ os alle til Bords den kiølige Koldskaal,
Tæt ved min Side Palmine paa Sofaen, Mili derunder.
„Baggesen, sagde hun venlig, lad Thorald være nu Thorald,
Erik Erik! og vær nærværende nu ved vort Maaltid!
Sielden dog har man dig seet, i det daglige Liv, og paa Jorden;
Vend dit poetiske Blik til den Ret, som nærmer sig hisset!”
Vant til at lyde hvert Vink af min Elskede, vendte jeg Øiet
Hen til den festlige Gaas, som paa Fad den trippende Terne
Frembar, som man en Gaas bør bære, naar selv man ei Gaas er,
Peent, og med Anstand. Dampende stod den alt nu paa Bordet;
Og jeg beundrede Stegningen høit, og pralte med Kundskab
I et Kapitel af Loft, som dog jeg kiender af Navn kun.
Ternen gik ud, og Palmine nu selv fremtog af en Straakurv
Festens Krone. Jeg stirrede taus med Beundringens Andagt,
Medens vi spiste derpaa. Tilsidst flød følgende Lovsang
Over det herlige Syn fra de meer ei hyklende Læber:
„Guder! hvad tryllende Glands henriver fra Gaasen mit Øie?
Sieldne Natur-Særsyn paa vort Bords fiirkantede Synskreds!
Guult, blødt, bugtet, og rundt, som Selenes flagrende Skyskiørt,
Naar hun i let Negligee sig i Smug til Endymion lister —
Ak! der dog aldrig beundrer de letombæltede Hofter,
Sovende trygt, som en Steen, mens sølvklar rindende Taare
Høit fra den Stirrendes Blik nedstyrte paa Jægerens Leje!
Muse! hvad er det? den tyrkiske Hat, som Babylons Hero
Sendte sin drømte Leander, hin rundtomperlede Turban
Syntes ei Holger saa skiøn, som hin mig straaler paa Castrups
Kunstige Leer! Saa svæver i Glands for Jupiters Sønners
Nærmere Blikke den gamle Saturns majestætiske Kugle:
Fem oplysende Maaner omstraale den! Under! dog bar jeg,
(Atlas bærer en lignende Vægt) din Tyngde fra Søelyst,
Melo, Saturns misundte Rival! thi see! du jo svæved
Nys i Cyllenias Haand, mens hin kun svæver i Æther.
Ak! du faldt ud af din glimrende Kreds, og rask giennem Luften
Alfernes Dronning, Titania selv, hidbar dig til Landlyst.
See! nu throner du her i et anden System paa vort Festbord;
Ringen, som før dig omgav, er forandret, og fem ubekiendte
Maaner omkrandse dig nu: Vanhellige kalde dem Kopper.
Alting spotter en kold Prosaist, alting han fornedrer
Vantroe, lav, og gemeen; ham intet er helligt; thi Phøbus
Helliged aldrig hans Læber med Kys af smilende Muser,
Helliged aldrig hans Blik ved Synet af Ingeras Døttre.
Ringen, som belter dens Krop, er ham en simpel Tallerken —
O! hvad Under, at Maaner for ham er det samme som Kopper?
Mig er Kopperne Maaner; thi Phøbus luttred mit Syn mig
I den uskyldige Glands af Huldgudindernes Blikke.
Jeg Lyksalige, jeg har seet Cyllenia, Selma,
Julia! seet dem, og skued foreent Urania, Pallas,
Amathusia selv, og de tre livsalige Søstre.
Og i det hellige Syn af Palmines lidende Huldsmiil
Helliges daglig mit Blik; mig, mig er Kopperne Maaner!
Rips er den førstes Produkt, og den andens lokkende Himbær;
Kirsbær vinke, som Kys, fra den treddes rødmende Bredde;
Stikkelser pryde den grønnende Kyst af den fierde: den femte
Lokker den væbnede Haand til Snap af Tytter og Multbær.
Aldrigen pined en sødere Duft Søerytternes Næser,
Naar i Arabiens Bugt de sig vendte mod Norden, end den, du,
Melo-Saturn udspreder omkring mit krandsede Festbord!
See! som en trangere Ring dig omsnoer, og nye Drabanter,
Her, saa bestraales du og af en anden Sol, end Cyllenes,
I hvis store System du tilforn umærkelig tabtes!
Her i en ringere Kreds du bestraales af Solen Palmine.
Kald dog ei grusom din Lod, og den evige Skiæbne, som velter
Støvets og Ætherens Kloder af eet System i et andet!
Vær med din Stilling tilfreds, og erkiend den evige Sandhed:
Tingenes rigtige Værd er bestemt af Pladsen, de staae paa.
Og hin Stjerne, som ingen vel saae, hvis paa Himmelens store
Mandbiørns Bringe den sad, sees ej blot klarlig, men glimrer
Herligen selv paa et Bryst af en tam polskdandsende Hofbiørn.
Sandt i et større Systems tifold meer glimtende Solkreds
Viste du dig, dengang du med hundred andre gik frem af
Glasdrivbænkenes Chaos, bestemt at zire den Himmel
Hvortil stedse Cyllenias Smiil omdanner et Taffel,
Selv det kjedsomste største, ja selv om en Baham derved sad.
Sandt! du maaskee blev af hende berørt, maaskee vel endog du
Flygtig var bleven bemærket af Daniens elskte Lovise;
O! men og mueligt, du fik saa langt fra Solen din Bane,
At dens Straaler ei naaede din Ring; du sikkert blandt hine
Større Planeter dig reent havde tabt, som Jorden, et Sandskorn
I Melkeveiens uhyrlige Svælg, i Himlenes Stjernhav,
Her, o mit Kikajon! her, i en vist uendelig mindre
Solkreds, seet kun af mig, og din Sol, og fiern fra hver Dyrkreds,
Straaler du ene, som midt i en Ørk; men ene beundret!
Ingen selskabelig Glimmer fordunkler din Pragt; og, o glæd dig!
Ingen kiedsommelig Schach betragter med os dine Maaner.”
Saa fra begeistrede Læbe mig flød den hilsende Lovsang.
Men min Palmine for lang fandt Hilsenen; hurtig hun afbrød:
„Sværmer! allene med Ord bør aldrig en spiselig Gave,
Om det endog var med Ord, som i Vosses Idyller, beundres!
Hør! lad os offre den hele Planet til dens Giverskes Ære!
Halvten vi kunne nu strax, og i Aften det øvrige spise.”
„Fiint og forstandig bemærkt!” udbrød jeg, Viisdom, som altid,
Flød af din smilende Mund, Mandinde! Hvad evner min Digtkunst
Mod din huuslige reene Fornuft? Dit Raad er et Bud mig!”
See! med den høire hun greb Bordvaabenet. Flammende Staallyn
Glimted’ over Planeten, som flux gled ud af sin Bane,
Trakt af den venstre til Himmelens Kant, og nærmere Solen.
Samtlige Maanerne skialv; og med Gysen stirred mit Blik paa
Offret og Offerkniven, og selv paa Præstinden, som offred.
Staalet, hun tvivlende holdt en Tid lang over Melonen,
Foer nu lynende giennem Meridianen; da gabed
Polen i Nord; mit Øie med Skræk sank ned til i Midten,
Derfra til Polen i Syd; og nu med ufatteligt Bulder
Styrted omkuld fra hinanden den Skilledes Østen og Vesten.
Grant Indvolden man saae, med dens Aarer og Trevler og Steene,
Der med uhørlige Brag udrulled i rødlige Strømme
Hist og her paa den dundrende Ring. Saa strømmer et Ildbiergs
Lava; saa styrter med Brag, o Ætna! halve din Indvold
Ud af det rygende Svælg, og det hele Sicilien ryster.
Saa forgik til din Ære, Cyllenia, Kloden, jeg lovsang.
Taffelets Dronning den deled i fem forskiellige Stykker;
(Verdensparter engang, hvor Melon-Alexandrer, hvad veed jeg?
Raste, Melon-Antoniner maaskee og herskte med Visdom).
Sondrede først fra dem alle det trevlede, greb saa med Gaflen,
Eet efter andet ethvert, udskar den kiølige Saftbund
Nær Jordskorpen, med Øekonomie, og stødte de Sortes
Hvide, med Sveed og med Blod, ak! ei med Biernes Lystleeg
Forarbeidede Honning derpaa. Men jeg med et Tungsind,
Den kun kan føle, der tænker i Billeder, stirred paa Klodens
Spredte Ruiner, og græd — i poetiske Taarer — som Evald
Og i min Siæl steeg Følelser op, høitidelig sorte,
Rædsomme Følelser, Skygger af Død, og Bedrøvelses Gienfærd.
Synet af faldende Verdner begeistrer med sælsomme Tanker.
See! (saa tænkte jeg højt, og ved Tanken faldt mig af Haanden
Gaflen, jeg holdt; min Part laae halv endnu paa Tallerknen):
See! som denne Melon nu forgik, skal eengang i Tiden
Hin den utallige Hær, vort Syn som Prikker bemærker,
Men som Forstanden erkiender et Alt af vrimlende Verdner,
Een efter anden forgaae, fortært af stærkere Væsner!
Tidernes hungrige Muus saa længe paa Himlenes Oste
Gnave, til lidt efter lidt de smuldre; men Evigheds Kispus
Snapper og een efter anden tilsidst de gnavende Tider.
Saa forvildtes min Aand i bestandig mørkere Tanker,
Alt som jeg putted i Munden — i uafseelige Rader
Rullende hen for mit Blik een Evighed efter den anden;
Og jeg spurgte mig selv, om jeg var? og om Stolen, jeg sad paa,
Stod paa Jorden endnu? og om Jorden ei selv i sin Grav laae?
Men min Palmine bemærkte med Skræk den grublende Taushed;
Knepsed mig hurtig paa Næsen, og sagde, bebreidende venlig:
„Baggesen! vær dog lidt munter i Dag, vær artig og snak dog!
Siig mig, hvad maatte Cyllenia troe, hvis saadan hun saae dig,
Spisende taus en Melon, som hun selv har skiækt dig, og mule?”
Ved at beskue den Klodes Ruin, som her vi nu spise.
Saa skal ogsaa vor Jord, betænkte jeg, skiæres i Stykker!
Saa maae Stjernerne tumle tilsidst af elliptiske Baner!
Ogsaa denne Melon var en Jord, saa vigtig, som vores
Er det for os, for de Væsner, der rimeligviis har beboet den.
Eene den Evige skuer paa Verdeners Styrten, og smiler;
Thi en Melon er for ham, og en Solkreds lige; han kalder
Og, naar han vil, en Melon og en Solkreds atter af Intet —
Men vi usle, vi svage, nedbryde kun; og — du forstaaer mig!”
Hurtig besvarte mit Suk med smilende Læber Palmine:
„Drøm mig, Baggesen, synes din Snak; kun lidt forstaaer jeg
Metaphysik, og den yderste Dags Anvenden paa Græskar.
Dette kun veed jeg, Melonen er sød, som Haanden, den kom fra;
Og, om en Verden forgik, i det jeg skar den istykker,
Bryder mig lidet; det ventelig var en Verden derefter.
Sæt, at det og var Saturn! han spiste jo, siger man, fordum
Sønner og Døttre, det Skarn! Til Straf vi spiste ham her nu.”
Talen forsvandt i et Kys, og i det min grublende Kummer.