I Kummer svunde bort din Ungdoms Dage,
Blandt Mindeglimt af spæd Uskyldighed,
Hvis tabte Fryd du ønskte dig tilbage
Omsonst, o Ven! og græd.
Du reiser bort. Vent ikke hist at finde
Den Roe, som Skiebnen nægtede dig her;
I Kummer skal dit Liv og der bortsvinde,
Du og skal græde der.
Thi du vil bringe med dit ædle Hierte,
Og naar var her den Ædle lykkelig?
O! Dydens Lod er Strid, og Haan, og Smerte,
Og den skal følge dig.
Men, naar du vanker om bedrøvet, ene,
Og blander dine Suk med Stormens Skrig
Balndt Eggerøens moesbegroede Stene,
Hvis Ekko spotter dig;
Og langt fra Nannas Blik, fra Venners Arme,
Fra Dale, hellige ved hendes Fied,
Du giennemtænker, med fortvivlet Harme,
Din Ulyksalighed;
Tænk da, der vandrer om i Herthas Egne,
En Ven, som, spottet, lider med dig nu,
Som søger Roe forgieves allevegne,
Ulykkelig, som du.