Elegie
Til Just Thiele
Til Just Thiele
(Efter Tilsendelsen af hans Forsøg til en Opløsning af min Gaade)
(Efter Tilsendelsen af hans Forsøg til en Opløsning af min Gaade)
„Fallor? an & Justus, ceu Cæsaris æmulus, atra
Nocte laborantem tollit ad astra crucem?”
Maximil. de Vriendt
Hvad seer jeg? kan et ungt uvæbnet Øie,
Med blot Uskyldighedens lyse Blik,
Opdage Lønnen, efter mandig Møie
Min Stræben først, som Stirrer-Olding, fik?
Kan, hvad jeg for hver Lærers Klygt henstilled,
Staae for en Yngling, som fortroligt Billed?
Hvad hører jeg? kan fra den Ynglings Læbe,
Hvis uerfarne Hiertes Rosenknop,
Tidsstraalerne, der Himlens Spirer dræbe,
Har mellem kalkte Grave lukket op,
Min vaagne Gaades sindrigt tolkte Drømme,
Med Nektarfald, paa Perle Perle, strømme?
Optræder her, hvor Lyset selv sig dølger,
Der i Naturen blot, som Lampe, staaer,
En Abbt i Tempelet, som Efterfølger
Af ham der lærte høit i tolvte Aar?
Vil Tankelivet sig paa ny gienføde
Her mellem Kirkens aandelige Døde?
Vær mig velsignet, som min fierde Søn;
I Naade, som i Alder, stige, stige,
Fremdeles du for Verden, og i Løn!
Hvad var den Dæmring, fordum steg imøde
Mit Aftenblik, imod din Morgenrøde?
Tli vel er i den Perlerad, som triller,
Lig Duggens Draaber af Auroras Mund,
Hvoraf enhver med Rosens Farve spiller,
Hvoraf enhver er alt, som Rosen, rund,
Ei Perlen, med hvis Skal kun Schelling spøger,
Som, søgt af Kant, Jacobi, funden, søger —
Hvad Under, du kan ei, som Svar, bebude,
Hvad end er Spørgsmaal i Geometrie?
Hvad Neuton leder om i Kræfters Knude?
Og Hellas’s Kant i sin Entelechie?
Hvab Under, at din Flagren maatte vige,
Hvor Platos Ørneflugt holdt op at stige?
Men — Stiernen, Uskyld finde kan herneden,
Som Pegefingren paa de Viises Steen,
Staaer for mig, skiøn, og yndig, og beskeden,
Dugperleklar, og næsten ætherreen!
Hvorhen min gamle Sphinx sit Øie vender,
I dig den sig, da den var lille, kiender.
Min Gaades Præmie du knap har tragtet
At vinde! Dig er Rigsbankløn et Nul!
For den, der Vink af Evighed har agtet,
Er Diamanten selv tilsidst dog Kul —
For Ungerskjalden er og overflødig
Den Skiærv, Skjaldoldingen har ofte nødig.
Din egen Priis og sikkert Dig ei lønner,
Du dertil har din Dommers alt for kiær;
Du Lille mellem Evighedens Sønner,
Du sikkert ikke seer, „hvor stor du er” —
O! see det aldrig med forelskte Blikke!
Thi hvad med dem du seer, det er der ikke.
Lad og min Priis, skiøndt kildrende dit Øre,
Som Navnet: „Engel” paa din Moders Skiød,
Dig ei, som andre Skiødebørn, forføre
Til fuldt at troe dig nu, hvad du blev fød!
Den selv, der har i Usselhed ei Lige,
Var eengang stor i Himmeriges Rige!
Den Skjald, Opmuntrings Perler her bedugge
Med Bifald i den gamle Sangers Graad,
Glem ei, han ligger end i Prøvens Vugge,
Og roer i Storm end ei paa Prøvens Baad!
Glem ei, hvad i hans Nyn saa dybt mig rører,
Endnu kun Gud, og ikke ham, tilhører!
Min unge Ven! den Taare, som nu flyder,
Beundrende din Vinges Larvebrud,
Sig umodstaaelig af mit Hierte gyder
I Øiet, ved hvert barnligt Glimt af Gud!
Mit Blik fortrylles af hans mindste Speile;
Dog — selv Oedip blev blind — mit Blik kan feile!
Men — hvis det feiler — hvis i Barnets Lader,
Propheten saae for mange Glimt af Gud,
Du vil dog ei ad din for kiælne Fader,
Engang paa Thronen række Tungen ud?
Du vil dog ei hans lukte Grav opbryde,
For mod hans brustne Barm til Maals at skyde?
Du vil dog ei, naar han landflygtig priser
Dig Fremmeden som Lægen i hans Hiem,
Som et bortløbet Hospitalets Lem?
Paa det, man eene Dig, som Lys skal agte,
Du vil dog ei til selv hans Skygge slagte?
Du vil dog ei, skyleiret i det Høie,
Hvortil du lærte kravle paa hans Ryg,
Udtræde ham det blinde Faderøie,
Fordi du er saa frisk, og han saa syg —
Lig Kiæmpen, der med Frederiksbergske Miner
Nei, haabefulde Dreng, det vil Du ikke!
Dit Himmelkald er meer end Phantasie!
Du smiler barnligt; men med Engleblikke,
Som der er meer end Billedgnister i!
Din Genius vil bryde Selvheds Lænker;
Den seer ei sig, men Mønstret, den sig tænker!
Paa dette Tankeblik jeg trygt vil lide!
Jo meer du nærmer dig dit Maal i Sang,
Jo meer vil Idealet sig udvide,
Som hver en Kunstens Klædning er for trang!
Jo meer du vil, med Tak, beskeden, ære
Forgiængeren, hos hvem du gik i Lære.
Vær mig velsignet da, du Elskelige!
Vær mig velsignet som min fierde Søn!
For Dig, som for de tre, der mig berige
Med Engle-Faderglæder uden Lige,
Skal, mens din Kamp i Prøven varer, stige
Til Gaadens Glandsomhyllede min Bøn —
Den Bøn, som jeg, der selv herneden leder
Om Vennen, der vil rette mine Feil,
For mine haabefulde Sønner beder:
Gud! forehold dem Jesu Christi Speil!
Lad deres Engel Dig i dette see, og frygte!
Og Englens Frister see sig selv — og flygte!