Det slette Skrivertøi
Til Fru v. Astrup i Elleskov
Til Fru v. Astrup i Elleskov
O du, dit Kiøns, det elskeliges, Ziir!
Du, blandt de hulde Danneqvinder,
Min Sang indvied, og skal vie, og vier
Til vor Idunas Helligdoms Præstinder,
Den huldeste! Dig skulde jeg et Vers,
Som det af hver en anden Pen kan flyde,
I største Hast, og ikke blot for Skiærts,
Men selv for Alvor, uden Blusel byde?
Et Spil som det, hvortil en Gaas i Vand
Med lige Held og Ynde var istand —
Hvor Næsen spidset var paa tørre Jyder
(Jeg elsker nemlig tørre Jyder meer
End Karper, som af Lignelsen De seer),
En Røgelse som den af brændte Vinger,
I Dufte, Dampen lig af jordisk Tak,
Der stiger op til Himlen i Tobak —
Et Digt som det af Hamp ombord paa Skude —
En Poesie som den paa Banko-Klude —
Den sletteste blandt mine Poesier —
(Som upaatvivlelig det vilde blive,
Hvad her med Vand for Blæk jeg kunde skrive
Paa dette Bedesteds Karduus-Papiir.)
Dig, Elleskovens Freia, skulde jeg,
Ved Hielp af denne dypte Gaasevinge,
Et saa gemeent og usselt Offer bringe
For al den Rødgrød, al den Haresteeg,
Den Viin, den Punsch, den Porter, og deslige,
Der, alt tilsammen, dog vil intet sige
Mod den Ambrosia, til sidst jeg nød
I dit Huusmoderdigt af Æblegrød
Med Fløde paa? — Nei! sande Digterinde!
Nei, søde, blide, huuslige Gudinde,
Der ikke blot giør Vers med Blyant saa,
At Fader Bragur selv gad svart derpaa,
Men Vers af Æbler, som hans Gemalinde,
Udødeligheds ypperste Præstinde,
Hvis hun dem fra sit Himmeltempel saae,
(Ifald en Søster det en Søster kunde)
Dem sikkert vilde, rødmende, misunde —
Nei! heller vil jeg takke, ganske stum,
Med den Veltalenhed, som er mig egen,
Naar jeg er lidt undseelig og forlegen —
Og — heller end uartig — synes dum.
Paa sligt Papiir, med saadant Blæk som dette,
Med slig en Pen, der ei engang kan sprætte,
Min Muse, skiøndt paa Straaet just ei høi,
Dog — alt for vant til andet Blæk end Regnens,
Til finere Papiir og Pen end Degnens,
Og andre Svanevinger end just Egnens,
Ja selv engang (hvis Rygtet ikke løi)
Til Gratiernes eget Skrivertøi —
Kan ei faae mindste Tak-Epistel færdig,
En Huldgudinde nogenlunde værdig.
Jeg altsaa maa til Siællands store Stad,
Hvor, haaber jeg, man, trods de dyre Tider
(Særdeles dyre paa — jeg veed ei hvad —
Paa næsten alt, hvad Digt’ren gierne lider),
Kan faae saa meget Skrivpapiir og Blæk,
Som jeg behøver til tre fire Træk
Af hvad jeg føler for de søde Muser,
Jeg midt om Natten, medens alle sov,
I overgaars forlod i Elleskov,
Hvis Minde vexelviis min Aand beruuser
Og næsten qvæler i en salig Duft,
Som min taknemmelige Sangs Aurikler,
Af Mangel paa tilbørlige Vehikler,
I sød Uddunsten ei kan give Luft.