Jens Baggesen (1764–1826)

                                                                                Amalienborg i Paris,

                                                                  Tirsdag Aften, d. 14de Decbr. 1821.

          Du gaaer herfra, min elskelige Kaas!

Og lukker, nær vor oldenborgske Throne,

I den fordanskte Rue Castiglione,

Den sidste Livets Dør for mig i Laas,

Bagdøren nemlig til mit Hippokrene,

Som du mig hidtil aabnede alleene,

Hvergang, med Kaffekanden i din Haand,

Din Morgenhilsen vækkede min Aand —

Hvergang du tændte Lys mig i mit Mørke,

Og skiænkte mig af egen Flaske Vand

(At sige, blot i legemlig Forstand)

Imod min Tørsts besynderlige Tørke.

          Du gaaer herfra — og nu er det forbi,

Foruden Frokost, med mit Digterie,

Trods al den anden overvættes Næring,

Jeg her — der nylig i Sanct Pelags Skiød

Som stakkels Fange sad paa Vand og Brød —

Faaer af mit Dans Apollo til Foræring —

Fra Doppelt Viin og Meer end Risinggrød

Til Steg af Harer, Selv Hans Høihed skiød —

Trods al den nye Begeistring, mig lod finde

Min Ungdoms Ideals foryngte Minde,

Ved Synet her af den Amalia,

Hvis Smiil i Glands, som Guders Syn kun taaler,

Med hellig Ynde himmelsk overstraaler

Hvert fordums Blik af min Urania!

          Trods det Olymp — for Digtren uden Mage,

Hvori din Bortgang lader mig tilbage,

Jeg frygter meget, nu du reiser bort,

Min sieldne Digter-Evne til at nyde

Hvad Muser her og Gratier mig byde,

Trods al sin Styrke komme vil tilkort —

Og at med dig — indtil sit sidste Minde,

Indtil sin nye Opblomstrings sidste Skud —

Min nys opstandne Digteraand vil svinde

Og hver dens spæde Straale slukkes ud.

          Thi, hulde Digtervækker uden Lige!

For — selv paa høieste Parnassets Top,

I Paradiis, ja selv i Himmerige

(Hvis man beholder ogsaa der en Krop)

At holde min Opstandelse vedlige,

Er høist nødvendig, hvergang jeg staaer op,

Lidt Kaffee — var det ogsaa blot een Kop.

Men — at paa Taget af Olymp heroppe,

Høit over alle Kaffehuses Toppe —

Hvortil den varm, som jeg den ønsker mig,

Fra neden aldrigen kan hæve sig,

Jeg den hver Morgen, sukkret, kunde have

Med Fløde, der blev aldrig suur —

Det, ædle Marskalk! mit Olymps Merkur!

Var eene din guddommelige Gave!

Udrunden med din Bortgang er dens Elv,

Og Morgenstyrkningen af Skialdens Kræfter —

Jeg gyser, hvordan det vil gaae herefter,

Gud naade mig, skal jeg den lave selv!

          Imidlertid, hvordan det gaaer, i Nøden,

Med Kaffeen, med Sukkeret og Fløden,

Modtag, min Kaas! i anden Giengælds Sted

Min Tak paa Vers for alt det Vennehulde,

Hvori dit Hierte viiste mig tilfulde

Sin ualmindelige Venlighed.

O! gid til Løn din Reise hiem tilbage —

Hvorpaa du, mig og andre til Fortræd,

Desværre! tager Hoffets Psyche med —

Dig smage maa, som mig den vilde smage,

Hvis, mens den varer, jeg var i dit Sted!

Gid du maa føle, med en Digters Glæde,

Det Held: i fiorten Dage — fleer maaskee —

At sidde, hos den yngste blandt de Tre,

Tæt sluttet, Arm ved Arm, paa samme Sæde!

O! næsten alt for salige Merkur,

Med Psyche-Vilhelmine i eet Buur

Indsluttet! . . . . . Ved den blotte halve Tanke

Begynder alt mit Hierte heelt at banke . . . . .

Farvel! Farvel! — Jeg kan ei skive meer —

Jeg nu kun eene tænke kan paa Hende,

Som, ak! jeg maaskee aldrig meere seer —  —  —

I Morgen vil mit Afskedsbrev jeg ende!

                                                                              Morgenen derpaa, d. 15de Decbr.

          O! hvor en Digter kan bedrage sig,

Naar blindt han troer en Skiæbne paa Gebærden

Og hen i Veiret priser lykkelig

En Hofmarskalk i Poesiens Verden!

          Hvad har dernede jeg med Studsen seet

I Gaarden, hvor til Himmelfart holdt færdig

Den Vogn, jeg troede, natlig ubeseet,

Cytheres egen paphiske Karet,

Og Amors phaëtonske Kiøren værdig!

O! aldrig blev en Spaadom meere Beet!

(Thi hele Natten drømte jeg mig Sædet,

Hvortil jeg mig i Tanker havde glædet)

O! aldrig blev saa flau en Fryds-Prophet,

Som jeg ved Himmelvognen at bekige,

Hvori jeg saae — lysvaagen nu med eet —

Dig med din Altonaske Psyche stige,

Du Altonas Merkur! — O! „al to nah”

Løb mig naturligviis lidt om i Hov’det

(Som Hamborgs Jalousie engang forstod’et),

Saa længe jeg dit Sæde saae langt fra —

"Der", tænkte jeg (som inden fire Vægge

Bestandig tænker, uden Overlæg,

En drømmende Poet) "der vil de sidde begge

"Som Hviden og som Blommen i et Æg —

"Den Kaas er dog en Lykkens Kiæledægge!"

Men — da jeg, Himmelvognen ganske nær,

Ved Hielp af Jalousiens Fakkelflamme,

Og ikke meer i Drømme hen i Veir,

Betragted ret Indretningen i samme,

Fandt jeg i Midten en chinesisk Væg,

Optaarnet, næsten uden Maal og Ende,

Til Vognens Himmel op imellem dig og Hende,

Lig Skillebierget, overfor Unspunn,

Imellem Grindelvald og Lauterbrunn!

En Vold, lig den, istand Giganter bragde,

Da de paa Pelioner Osser lagde,

Mig syntes den; og den (hvis end den stod)

Imellem Persien og Tartariet,

Og den, som værner Chinas Mod,

Og den (som Slien hiemme har forsliet)

Imellem Rom og Thyra Dannebod —

Let overstigelige, let bortskudte,

Og, i det mindste, let igiennembrudte

Naal-heftede Gardiner derimod.

Saa tyk og tæt en Muur af halve Tylte

Cartons, Vadsække, Poser, Pakker, Bylte

(Hvoraf jeg nævner dog det halve kun)

Saaes aldrig før imellem Han og Hun!

Og nu dit Sæde (det misundelige!)

Jeg kunde fælde Taarer, arme Kaas!

(Min Muse græder alt, den stakkels Pige!)

Det forekom os begge, sandt at sige,

Meer lignende en snever Huusmandsbaas

End et Hofmands Lukaf i Amors Rige!

          Mig synes end, jeg seer derind dig stige,

Veemodig trykkende min Haand,

Og pludselig — som om af Livets Baand

Du rev dig løs, opgivende din Aand —

At gribe, reent fortvivlet i din Knibe,

Til din, før ind du steg, alt ladte — Pibe.

Der sad du, stiv og maalløs i din Krog;

Og mens mit Afskedsøie paa dig gloede,

Blev mig saa got som døende tilmode;

Mig forekom det, som om alt du drog.

Jeg vendte mig til Vognens anden Side,

For ikke meer at see paa slig en Qvide.

          Da Hun nu og steg ind i næste Skuur,

Paa høire Side af den taarnte Muur,

Da Hendes Øines Lys i Taarer sluktes

(Thi hvilken Engel sank ei Himmel-fra,

Som Afsked tog med Dig, Amalia,

Fløi den og til sin Længsels Altona?),

Da begge Vognens Fængselsdøre luktes —

Mig syntes over eders Reise-Buur

At høre mumle lydt Gudinden Ate

(Der sikkert selv Indretningen har giort)

Indskriften over Dantes skumle Port:

"Lasciate ogni speranza, voi, ch’entrate!"

          Den Væg, saa guul, og grøn, og sort, og graa,

Jeg ogsaa nu fra Hendes Side saae,

Hvor den, at skue, var end meere gruelig,

Saa uigiennemtrængelig som muelig —

Min Kaas! nei! jeg dig det beskriver ei;

Den Væg mig bragte næsten fra Forstanden

Paa dine Vegne. Hvilken Hurlumhei

Af Pallisader! hvilken stræng Forskandsning,

Der overstiger selv en Vaubans Grandskning!

"Gud frie mig", raabte jeg, "for slig Galey!

"Mig knuste denne Væg, før Reisen endtes, Panden;

"Med denne stødte jeg forgiæves den imod,

"Da den alleene jeg jo kunde røre,

"Og hverken Armen eller selv en Fod.

"O! Qvalers Qval, selv trods det bedste Føre,

"Indsluttet med sin Elskov og sit Mod,

"I slig en Saligheds-Karet at kiøre!"

          Saa grumt adskilled selv ei Kirkens Kniv

En Axel Thordsen fra hans Valborgs Side,

Som her adskilles dit og Hendes Liv.

Et Par Minutter varte kun hans Qvide;

Det Æble, Ven! i hvilket du maa bide,

Er surere; den Skiæbne, du maa lide

Er, uden Sammenligning, meere stiv!

Liinklædet havde de, trods Bispe-Skrammen,

Dog kunnet, Dagen efter, let syet sammen;

Og, mens Skilsmissen varte, kunde de

(Jeg ønsker sielden meer!) hinanden see!

Det er dog, hvor det gaaer, især om Dagen,

For himmelsk Elskov altid Hovedsagen —

Den Kniv, hvis Snit forvoldte deres Vee,

Adskilte vel dens Røg, men ikke Flammen.

Her skilles Flammen — ei blot Røgen! *) Nei!¹

Saa ganske skiller Oceanet ei

Den nye og gamle Verden fra hinanden,

Som fra Mandinden her adskilles Manden!

Fra Øst til Vest er muelig dog en Vei,

Om ogsaa vaad, og gangbar blot i Skibe;

Men her, min ulyksalige Merkur,

Tak den ugiennemtrængelige Muur,

Du sidder fast, klemt ind i evig Knibe!

          Og jeg, som dig misundte! Elskte Ven!

Mig drømmende din Himmel uden Lige,

Saa nær en ung og skiøn, uskyldig Pige!

Jeg saae den — og jeg drømmer om igien.

Jeg forestiller mig i fiorten Dage

Din Martyrqval aldeles uden Mage;

Jeg troer, at, vilde jeg udmale den,

Flød Blod i Blækket af min bange Pen.

O Tantalus! — Hvad Tantalus? hans Pine

Nær Ferskener, han ikke kunde naae,

Var Smørrebrød mod din, nær Vilhelmine,

I en behiulet Himmelseng, som saa!

Han var i Helvede — Tantalisk Smerte

Mig vilde være der udholdelig;

Thi hvem har Mod paa noget der? hvad Hierte

Er der vel stemt til dit og dat? begiærte

Vel dit og dat med mindste Lyst? og nærte

Sit Ønske, hvor hver Attraa ligger Lig?

Hvor Fantasien overalt forskrækkes,

Hvor alt af evig Røg og Damp bedækkes,

Og Appetiten dog til sidst maa svækkes,

Var den og nok saa stærk? — Jeg trøsted mig

Tilsidst maaskee der, hvor den Gamle skiælved,

Min Flamme sluktes der formodentlig

(Jeg meener Elskovs Appetit), i Helved;

Men — være Tantalus i Himmerig!!!

Mit Hierte brister fast ved blotte Tanken —

O! følte du dets medynksfulde Banken!

Jeg er et Menneske — mig rører alt,

Hvad menneskeligt staaer, og stod — og faldt —

Især naar med saa frygteligt Rabalder

Et Babelstaarn, min Drøm sig bygte, falder.

          Jeg tænker mig, med al min Sympathie,

Den Himmelknibe, som du sidder i

Saa nær den hulde Psyche, du ledsager,

Og, ak! hvis Reisekappes mindste Flig

Blot med et Albustød at nærme sig,

Du Ærmet af din Frak omsonst umager!

Af Hende hører du ei mindste Muk!

Omsonst vil være hvert dit dybe Suk!

Forgiæves vil du Hende kiælent lispe,

Tvært giennem alt det tætte Skramlerie,

Hvad giennem Muren dog med Sprækker i

Den gamle Pyramus fik sagt til Thisbe:

"O! dolce idol mio! eccomi!"

Hun hører ei — hvor bønlig og du tigger;

Thi mellem Hendes Hiertes Asia

Og, elskte Ven! dit Brysts America

Meer en et kysterigt Europa ligger!

Hvor ulyksalig — var jeg i dit Sted —

Jeg vilde føle mig! Hvor utaalmodig

Jeg vilde støde Mund og Næse blodig

Paa Skillemuren, for at rive ned

Den øvre Bastion, om ikke meere;

Og ventelig, da alt er surret fast

Med Strikker af tre Gange tvundet Bast,

Som Samson i det heles Fald krepere!

Jeg troer, at hvergang Veien blev saa blød,

At man kom til, igiennem den at ælte,

Jeg knap mig barte for, trods Liv og Død,

At ønske, hele Vognen maatte vælte,

At sige til min Side — hvis derved,

Blev jeg og knuust, kun Væggen knustes med!

          Men, elskelige Kaas! jeg tænker mig sub Rosa

(Hvad jeg som Digter, ikke tænkte paa,

Og ei engang kan drømme mig, som saa)

Et eget Fald — et mueligt Fald i Prosa:

Hvis med en upoetisk, sund Forstand,

Hvis med en ægte philosophisk Kulde

Du finder dig i, hvad ei ændres kan,

Og ryger — i Skilsmisse fra den Hulde —

Din Pibe som en rolig Ægtemand,

Som om imellem dig og Hende Flammen

Var allerede salig frossen sammen

I Vintren af en hellig Ægtestand —

Hvis du, hvergang du føler Rummet stivt,

Dig selv fornæmmer alt saa got som givt —

Og altsaa du formaaer, hvad her mig Stakkel

I stoisk Viisdom synes et Mirakel:

At sove paa din Reise af og til,

Og ellers more dig med, hvad du vil

(Med, for Exempel, Blomsterne paa Ruden

Og Kys i Kys paa Hiørne-Silkepuden),

Hvis du alt andet være kan foruden —

(At Hun, den Himmelske, har nok i sig,

Kan ikke nær saa meget undre mig) —

Hvis du, kort sagt, paa Reisen kold udholder

Hvad min, maaskee for hede Sympathie

Og sikkert alt for varme Fantasie

For dig heropp’ i mit Olymp-Logie

Saa megen Angst, og Ynk, og Kummer volder —

For een Ting er og blir jeg bange dog,

I To guddommelige begge!

Hvis jeg og nu lâr Vægge være Vægge:

At, nemlig, længe klemt i hver sin Krog,

Man begge to ved Sammenreisens Ende

Som Psyche og Merkur ei meer vil kiende!

Vel bliver Hun Gudinde, du en Gud

(Thi disse Grundtræk, som I fik deroppe,

Vil, skiøndt I har forladt Olympens Toppe,

Selv i Schafsthal ei kunne slettes ud),

Men, hvad jeg frygter, er, at her i Live

Nu begge Gudestøtter ville blive

Formedelst denne lange, kolde, stive,

Foreente Trodsen af Naturens Bud,

I evig Taushed, Arm og Been i Klemme —

Og at I begge, vaersomt pakked’ ud

Af Skramleriet, jeg kan aldrig glemme,

Vil see, for Menneskenes Børn derhiemme,

Som Isis Hun, du som Osiris ud —

Især hvis (hvad i Enden af December

Let hænde kan) jer Ankomst finder Sted

I Frostveir, denne Frygt mig intet dæmper —

Forfrosne, begge to maaskee, hvem veed?

Hun skiær, du skiør! — O! var Forsigtighed

Med en Udpakning nødig, alle Lemper

De ere vist ved denne Leilighed!

Jeg gyser ved at tænke paa, hvor farlig

Omfavnelsen (maaskee med Heftighed)

Vil være, hvis den ei er yderst vaerlig!

O! hvis af Kuld de pakkeklemte Led,

De fast krystalliserte Lemmer skingre!

Jeg ønskte Thorvaldsens og Kochs de sikkre Fingre,

Og mine overværende derved!!!

          Farvel, min Ven! — og du, min Sangs Veninde!

Gid Enden paa det alt, hvad her min Pen

Igaar har drømt, idag drømt om igien

Om Vognen og Fortryllelsen derinde,

Maa blive, som mit Hierte ønsker den!

Gid I maa begge to gienfinde Himmelen

Paa Jorden, hvor I ogsaa komme hen,

Om ei saa skiøn som den, I her forlode

(Thi det umueligt er paa denne Klode

Hver andensteds end i Paris i Aar),

Saa dog saa skiøn, som i den næste Vaar

Den, under Christjans og Amalias Savn,

I Begges og i vores Fødestavn,

I vor Augustas Borg og Fredriks Kiøbenhavn,

Kan findes! Lever evig vel, I Gode!

Og gid jeg selv engang, opvaagnet af min Frygt

For Psyche og Merkur som Isis og Osiris

(Det var jo kun en Bro — en prismafarvet Iris

I mine Taarer let af Haabets Solskin bygt) —

Min Kaas og Frøken Walterstorff maa finde

Mig huldt erindrende med venligt Minde!