Jens Baggesen (1764–1826)

          Cicilia! jeg zittrer ved

Den gyselige Muelighed,

At een af de kostbare Dage,

Jeg har i denne Bye tilbage,

Skal gaae mig tabt i Kiedsomhed

For mig og dig og Evigheden,

For Venskab og for Poesie,

For Himlen paa vor Jord herneden,

Og for hver Fryd, som er deri.

          O kunde du det ikke mage,

Jeg og i Dag en Smule nød

Af Guders Viin og Engles Brød,

Ved, nær din Arm og nær dit Skiød,

Til Middag end engang at smage

Den Glæde, som i Gaar jeg nød

Og stedse kalde skal tilbage

Med saligt Smil i Liv og Død?

Vil du ei skrive mig et Ord,

Et venligt Ord, som mig indbyder

Til det venskabelige Bord,

Hvor i hver Ret du Moly gyder,

Saa Sorgen over Syd og Nord

Og hele vores usle Jord

I sød veemodig Lyst bortflyder?

O tag i Hast en lille Pen,

Og sæt dig ved Claveret hen,

Og skriv mig paa et lille Blad,

Imens din Fylla laver Mad:

„O kom i Dag, min Baggesen,

Og deel med din Veninde den!”

Jeg ellers, skiøndt jeg nødig vilde,

Maa spise just et andetsteds,

Hvor jeg er buden til et Gilde;

Og hvor, ei nær saa vel tilfreds,

Jeg vil fortæres af min Kummer,

Hvis jeg ei falder først i Slummer,

Og vaagner op, i Hovdet ør,

I Hiertet tom, og maaskee ganske

Forqvaklet af det tydske Franske,

Faaer Krampe, Sting, og Slag, og døer.