„Hvad? Dannelse? Kritik? og Hovedbrud?
Hvortil det alt? — Den store Digter fødes!
Lig Pallas, springer han paa Skjæbnens Bud
I fulde Rustning af Naturen ud! —
Herved paa hver en Kunstens Mangel bødes!”
O! jeg er keed af dette Sludderie!
Hvis Springet var saa let fra Jord til Himmel,
Voldtog hver duunet Pebling alle ni!
Fantasten fødes og med Fantasie. —
Hvordan forklarer man den lille Strimmel,
Trods fire Verdensparters Anthropie,
Som Menneskhedens Flora blomstrer i?
Blev ei hver Klods og Nar i denne Vrimmel
Fød med naturligt Menneskegenie?
Târ jer i Agt! hvad blot Naturen føder
Aldeles frie for Tømme, som for Torn,
Hvad Kunstens Tvang og hver en Møje døder,
Hvad ei kan vorde, var det ei tilforn
I Spiren alt fuldendt og fixt og færdigt
Sit hensigtsløse Spil i Tiden værdigt,
Er: paa et Straa af Byg et Havrekorn —
Et Rokkehoved her, og hist et Horn —
Solsikker, der paa Vindvesruder fryse —
Og Lygtemænd, som over Sumpe lyse —
Vanskabninger — Mistfostre — Væsen-Hiv:
En Rest af Chaos, Mørkets Tidsfordriv,
Hvorved Naturens Orden maatte gyse,
Hvis ei det brat paa Slumpelykkens Bliv
Af Øieblikkets Pust indblæste Liv
Blæst ud af næste Pust holdt op at kyse.