Det første HaandtrykTil Seline„Nei! bort med Trøst! paa denne Jord Vi kun har Aarsag til at græde;Saavidt som Støvets Afkom boer, Har Ulyksalighed sit Sæde;Den unges Spøg, den vises Roe, Pokalens Trøst, og Elskovs Glæder,Selv de, som mellem Dyder groe, Er glimrende Elendigheder.Vær viis og rig som Salomon, Vær Mønsteret for alle Dyder,Din Velstand er et Kikajon, Som kun et Øieblik dig fryder,For, visnet uformodentlig, Den grumme Sandhed dig at lære:At ingen er saa lykkelig, Som den, der holder op at være.Kan Rigdom, Viisdom, Dyder ei, Din Fryd, o Menneske! betrygge,Siig, hvor er da den sikre Vei, Som ikke fører til dens Skygge?Slet ingen. Gaae hvad Vei, du vil, Du gaaer paa den en Død imøde;Og hvo har viist dig Glædens Smil I dine Dages Aftenrøde?Hvo sendte dig fra Gravens Bred Tilbage Fader eller Broder,Som meldte dig om Salighed Bag Dødens taagedækte Floder?Hvo gav din Siel en Vished om, At throne paa sin Krops Ruiner?Og om den til Orion kom, Den kom der ei til nye Piner?Chaotisk Mørke skiuler dig; Dit Liv henflød i Skræk og Kummer;Du hilste Dagens Lys med Skrig; Dit sidste Haab er evig Slummer.”Saa talte Smerten i min Barm, Og mellem Taarer i mit ØieStod skummel, misantropisk Harm, Da, som en Engel fra det Høie,Seline! nys du spurgte mig Med din den kielne, søde Stemme:Om jeg var ikke lykkelig, Og om jeg aldrig kunde glemmeDen Sorg, som Sukke fra mit Bryst Forraadte, som mit Øie malte?Og Smertens hule Tordenrøst, Seline! tav, saasnart du talte.Ved denne himmelfulde Lyd Jeg glemte Skræk og Skrig og Torden,Jeg saae dit Smil, og Haab og Fryd At spire frem igien paa Jorden.O! dersom denne Venlighed, Hvormed jeg, Engel! saae dig smile,Var meer end blot Medlidenhed? O! lad min Siæl i Tanken hvile!Hvis denne søde Haand, hvormed Du trykkede min Haand, Seline!Blev varm af fyrig Kierlighed Da mine Fingre rørte dine?Seline! hvis du elskte mig Dog nei! blandt alle DødeligeVar ingen da saa lykkelig, Som jeg, som jeg ulykkelige!Dog — hvis du kunde? himmelsk Lyst Min Siel til denne Tanke binder!O! gid den knuse dette Bryst, Og dræbe mig, før den forsvinder!Ja! jeg vil nyde denne heel, Vil Tankens hele Glæde nyde,Min elskovsfulde ømme Siel Skal sig ved indbildt Vellyst fryde.Og, naar du Smile, dette lig, Seline! mig vil stundom skiænke,Da skal jeg frydes, ved at tænke: Maaskee du kunde elske mig!Endog om mange mørke Dage Du aldrig vil opklare mig,Jeg denne kalde skal tilbage Og troe dem alle denne lig!Og ingen heraclitisk Sang Skal fra min Harpe mere klinge,Til Fryd jeg skal mit Hierte tvinge Ved Harpens Strænges muntre Klang:Jeg dig, Seline! smile saae, Jeg følte dig min Haand at trykke.Ras Skiebne! lad dit Lyn ned slaae! Din Torden knuser ei min Lykke.